Avis: Et lille parti af Galaxy S8 udgives 1-2 måneder før tid
I flere uger har kilder peget på, at Samsung Galaxy S8 først kan købes en gang i midten af april måned, hvilket bliver en måned senere end det var tilfældet med Galaxy S7. Der er helt præcist tale om datoen 18. april.
Sådan lyder det senest også fra den sydkoreanske avis The Investor, som tillige kan oplyse fra kilder i industrien, at Samsung vil udgive et mindre parti af telefonen længe før den officielle udgivelsesdato.
Læs også: Avis: Samsung Galaxy S8 lander i butikkerne 18. april
Ifølge avisen vil Samsung nemlig vise et mindre antal Galaxy S8-smartphones frem allerede i februar eller marts måned.
»Der er en mulighed for, at S8-telefonerne bliver vist frem en måned eller to forud for den egentlige udgivelsesdato,« lyder det fra den anonyme kilde.
Det er endnu uvist, hvor mange enheder der er tale om og i hvilken forbindelse de udgives tidligere end normalt. Perioden slut februar/start marts falder sammen med Mobile World Congress, hvor der derfor kan være tale om enten en mindre fremvisning for offentligheden eller en fremvisning bag lukkede døre for samarbejdspartnere – det er endnu ikke til at sige. Det er heller ikke usandsynligt, at der blot er tale om tidlige eksemplarer af Galaxy S8, som mobilanmeldere modtager til test.
Ambitiøst mål om 60 mio. solgte Galaxy S8
Hvad der til gengæld er klarhed over, er Samsungs ambitioner for salget af Galaxy S8. I en anden artikel beretter samme avis, igen ud fra anonyme kilder fra industrien, at Samsung sigter efter at nå højere salgstal end hvad der har været tilfældet de seneste tre år.
»Techgiganten (Samsung, red.) har anmodet dens partnere om at levere dele baseret på techgigantens mål om 60 mio. forsendelser,« lyder det fra en kilde.
Læs også: Første billede af Samsung Galaxy S8 lækket
Til sammenligning er det samlede antal solgte eksemplarer af både Galaxy S5 og Galaxy S6 ’kun’ på 45 mio., mens antallet af solgte Galaxy S7-modeller er estimeret til 48 mio. eksemplarer.
De tidligere modeller, Galaxy S3 og Galaxy S4, solgte dog endnu bedre end det mål, som Samsung efter sigende har sat for Galaxy S8. Da nåede de samlede salgstal op på henholdsvis 65 mio. og rekorden på 70 mio. i en tid, hvor smartphonemarkedet dog også så noget anderledes ud end i dag.
Flere artikler om Smartphone
Siden redaktionen publicerede denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden gik videre med historien. 9/1/2017 blev sagen bragt videre med en historie med fokus på Overblik: Årets mobil 2016, stort Samsung S8 læk, CES nyheder – Fortsættelsen om emnet kan læses her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.