Brug af Linux udvides hos Nokia
Nokia vil fremover forøge brugen af styresystemet Linux i den mobile udgave. Producenten forventer, at produktlisten fremadrettet vil indeholde flere enheder med Linux end tilfældet er i dag.
Linux har indtil nu været brugt i de såkaldte Internet Tablets, som er små computerenheder med netadgang, som ikke har telefon indbygget.
– "Vi vil udvide på dette område og vi tror at Linux vil blive større", siger Nokias talsmand Kari Tuutti til Reuters.
Meldingerne fra Nokia har fået flere på nettet til at spekulere i, om producenten vil komme med Linux-baserede mobiltelefoner, og altså ikke kun Internet Tablets. I forhold til udtalelserne til nyhedsbureauet Reuters, har Nokia intet specifikt sagt kun i den retning – kun at de "vil udvide". Om det så er Internet Tablets eller mobiler vil tiden vise.
Generelt har Linux haft begrænset succes på mobilområdet. Udover Nokias Internet Tablets, har vi set en række produkter fra bl.a. Motorola. Senest har sammenslutningen Open Handset Alliance og The LiMo annonceret, at de arbejder på, at lave hvert deres styresystem baseret på open-source Linux. Nokia er ikke med i Open Handset Alliance.