Her er mulige danske priser på Samsung Galaxy S24-serien

Nye læk gør os klogere på, hvad de kommende Samsung Galaxy S24, S24+ og S24 Ultra kommer til at koste. Her er mulige danske priser.

Her er mulige danske priser på Samsung Galaxy S24-serien

Lanceringen af den nye Galaxy S24-serie ligger blot få uger fremme. Nyt læk afslører både europæiske og svenske priser på de kommende topmodeller, og det ser ud til, at vi har en prisstigning i vente på den ypperste S24 Ultra-model.

Læs også: Samsung Galaxy S24: Officielle billeder er lækket

Samsung Galaxy S24 Ultra bliver dyrere

Ifølge det hollandske medie GalaxyClub vil den kommende Samsung Galaxy S24 Ultra få en mindre prisstigning. Således vil den i Europa koste fra 1.449 Euro. Til sammenligning fik Galaxy S23 Ultra en europæisk pris på 1.399 euro.

Da Galaxy S23 Ultra kom til salg i Danmark tidligere på året, var det med en vejledende pris på 10.999 kroner. Det betyder, at vi nok skal regne med at en vejledende pris på S24 Ultra i omegnen af 11.400 kroner.

Journalisten Roland Quandt bakker op om rygterne om en prisstigning på Galaxy S24 Ultra. Hans bud er dog noget mere dystert. Han spekulerer i, at Galaxy S24 Ultra vil koste fra 17.990 svenske kroner. Til sammenligning kostede Galaxy S23 Ultra 16.990 svenske kroner. Det tyder på en pris omkring 11.650 kroner.

Under alle omstændigheder tyder det altså på en prisstigning på Galaxy S24 Ultra.

Større tvivl om priserne på Galaxy S24 og S24+

Der er noget større tvivl om prisen på de to mindre modeller, Samsung Galaxy S24 og S24+.

Roland Quandt melder at prisen vil være fra 11.490 svenske kroner for Galaxy S24. Det er uændret i forhold til S23, hvilket vil betyde 7.499 kroner.

Prisen for Galaxy S24+ vil i Sverige være fra 14.490 svenske kroner, hvilket er det samme, som S23+ kostede i Sverige ved salgsstart. Forbliver prisen også uændret i Danmark, vil Galaxy S24+ koste fra 9.499 kroner.

Prisen kan dog se anderledes ud i det øvrige Europa, melder GalaxyClub, som skriver om en pris der er lavere end den på S23. Ifølge mediet kan både S24 og S24+ falde i pris fra henholdsvis 949 euro til 899 euro og fra 1.199 euro til 1.149 euro. Bliver det tilfældet, kan det betyde, at Galaxy S24 kommer til at koste fra 7.099 kroner, mens Galaxy S24+ kan koste fra 9.099 kroner.

Galaxy S24-serien får måske ikke satellitfunktion

Siden Apple introducerede satellitfunktion i iPhone 14-serien i 2022, har der været spekuleret i, om det også en dag vil være at finde i en Galaxy-telefon. Rygter gik i hvert fald på, at Samsung ville introducere en lignende funktion i Galaxy S24-serien.

Der er dog intet, der tyder på, at det vil komme denne gang, skriver det sydkoreanske medie ETNews. Da Samsung lancerede S23-serien, oplyste techgiganten, at den ventede på, at teknologien ville være klar. Nu er det dog mere uklart, hvad Samsung venter på, da modemmet i Samsungs eget Exynos-chipset understøtter sattelitfunktionen.

Læs også: Samsung Galaxy S24: Rygter, specifikationer, pris og lancering