HTC gør det igen: Ny iPhone-klon på vej

HTC lancerer snart en ny One A9s, der ligner iPhone 6s endnu mere end det var tilfældet med sidste års One A9. Se de første billeder af iPhone-klonen her.

HTC gør det igen: Ny iPhone-klon på vej

HTC måtte i den grad høre for at have plagieret Apple, da den taiwanesiske producent sidste år lancerede smartphonen One A9, der ganske rigtigt havde mange ligheder med Apples ikoniske design.

HTCs asiatiske direktør gik tilmed i offensiven og meldte ud, at det var Apple, der havde kopieret HTC helt tilbage til 2013 – og ikke den anden vej rundt.

Læs også: HTC: Ny smartphone bliver et godt alternativ til iPhone

De mange anklager har tydeligvis ikke skræmt HTC, for nu er producenten på vej med en ny iPhone – eller rettere en One A9s, der leder tankerne over på Apples iPhone 6s i endnu højere grad end den normale One A9. Et billede af telefonen er nemlig blevet lækket af den altid velinformerede Evan Blass via hjemmesiden VentureBeat.

HTC One A9
Lighederne mellem HTC One A9 og iPhone 6s er heller ikke til at tage fejl af.

Det var særligt formfaktoren med de bløde hjørner og kanter samt antennelinjerne på bagsiden, der gav anledning til anklager om plagiat. Det er en designstil, som fortsætter med One A9s, hvor der samtidig er sket en række mindre ændringer, der uomtvisteligt må siges at være iPhone 6s ganske meget nær.

Hvor kameraet i One A9 er centreret på bagsidens top, er det nu rykket til samme side som på iPhone 6s. Selv LED-blitzen er placeret på samme måde til højre for kamerasensoren, så hvis det ikke var for HTC’s logo på bagsiden, kunne ligheden mellem de to telefoner formentlig godt snyde det utrænede øje.

Læs også: HTC-direktør: Det er Apple, der kopierede vores design

På fronten ses også nogle slående ligheder. Den lille fronthøjttaler over skærmen er blevet markant smallere end den var i One A9 – ja, faktisk tæt på samme bredde som iPhone 6s. Frontkameraet er nu også rykket til den anden side, mens nærhedssensoren nu ligger over højttaleren – begge dele igen som på iPhone 6s. Den eneste slående forskel er altså home-knappen, som er aflang på den kommende One A9s, men rund på iPhone 6s.

Telefonen ventes at blive offentliggjort i morgen forud for IFA-messen, hvor også Samsung, Huawei og Sony holder events. De nye designændringer vil uden tvivl sparke gang i debatten endnu en gang om, hvorvidt er det Apple eller HTC, der har plagieret.

Seneste tilføjelse i sagen

Redaktionens fokus på tematikken gik videre. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. Efterfølgende d. 31/8/2016 publicerede vi sagen iPhone 7: Her er hvad vi forventer [WEB-TV] – Nyheden kan læses her. Seneste nyt om emnet kan du finde her.