Huawei slipper Android 6.0 løs til P8, P8Lite, Mate S, Mate 7 og Honor 7
Det lå i kortene allerede tidligere denne uge, at Huawei snart ville være klar med en stor runde opdateringer til selskabets mest populære mobiltelefoner. I dag er det en realitet.
Fra i dag af, og i de kommende dage og uger, kan du forvente at få en notits om en software-opdatering til din Huawei topmobil.
Selskabet oplyser på deres Facebook-side, at Android 6.0 til Huawei P8, P8 Lite (både single og Dual-SIM), Honor 7, Mate 7 og Mate S omsider er klar til udrulning.
Kan du ikke vente med at få det nye software, kan du hente opdateringen og installere den manuelt. Det gør det ved at hente opdateringsfilen her. Derefter aktiverer du installationen i opdateringsmenuen under indstillinger ved at vælge ’Lokal opdatering’
Filen fylder omtrent halvanden gigabyte, du skal derfor sikre dig, at din mobil har nok ledig lagerplads inden du overfører.
Se også: Disse 17 Huawei-modeller får Android 6.0 Marshmallow
Det får du med Android 6.0
Med Android 6.0 om bord på mobilen kan du få glæde af den forbedrede kontrol over dine apps tilladelser og strømforbrug, samt få glæde af Googles avancerede ’Now On Tap’ søgefunktion.
Med opdateringen følger også en videreudvikling af kamera-applikationen, som nu bliver enklere i brug.