Internettet bugner af iPhone-rygter
Der har den seneste tid været mange rygter omkring kommende iPhone-modeller. Et af de mest vedholdende rygter går på, at der skulle være en såkaldt iPhone Nano eller iPhone Mini på vej.
Dette rygte afliver nytimes.com dog kraftigt nu, da Apples ingeniører ifølge nytimes.com ikke fokuserer på andet end at udvikle den næste generation af iPhone.
Nytimes.com’s kilde fortæller, at grunden til den kommende iPhone vil have nogenlunde samme størrelse, som de tidligere modeller er, at den skal passe til de applikationer, som allerede er udviklet – som derfor ikke skal kodes om, så de passer til en mindre telefonmodel.
Ligeledes er der også mange skriverier om, at man skal glemme den hvide iPhone 4. I stedet skal man nærmere satse på en hvid iPhone 5. Godt nok har det længe heddet sig, at den hvide iPhone 4 ville komme på markedet i løbet af foråret 2011, men den er tidligere blevet udskudt.
Så hvis tendensen holder, og der kommer en ny iPhone til sommer, så kan man ligeså godt vente og se tiden an. Det skriver blandt andet Engadget.com.