iPhone 15 Pro på billede i mørkerød hero-farve

iPhone 15 Pro kan komme i en ny spændende og meget mørkerød eksklusiv Hero-farve, lyder seneste af mange rygter om Apples kommende mobil.

iPhone 15 Pro på billede i mørkerød hero-farve

Det er efterhånden meget, vi allerede har hørt om de kommende iPhone 15-modeller, der ikke skal komme på markedet før til september.

Det er som om, at Apple har opgivet at lægge låg på lækager af den kommende serie.

Se også: Test af iPhone

Mørkerød farve for at skille iPhone 15 Pro ud

For nylig er der dukket CAD-renderinger op i flere omgange af iPhone 15, og nu er der kommet endnu et billede. Denne gang er det iPhone 15 Pro og i farven, der siges at få navnet Hero. Der er tale om en meget mørkerød farve med farvekoden #410D0D, oplyser 9to5mac.

Tidligere har den eksklusive Hero-farve i Pro-serien været Pacific Blue på iPhone 12, Sierra Blue på iPhone 13 og særlige varianter af Space Black og Deep Purple på iPhone 14-telefonerne.

Senere i år kommer iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max altså i denne eksklusive mørkerøde farve, og den får helt sikkert også et fornemt navn, når den tid kommer.

Når det gælder basismodellerne, iPhone 15 og iPhone 15 Plus, kommer de i en pink (farvekode #CE3B6C) og en lyseblå (farvekode #0DB1E2) farve, samt andre naturligvis.

Se også: Den billigste iPhone

Ekspert vil have bedre antennekvalitet

Daniel Søgaard Hald, chefredaktør på mobilsiden.dk, forklarer, at det da sikkert er en fin farve og nok skal klæde telefonen, men der er andre ting, Apple hellere burde adressere på den nye serie:

“Lige siden den første iPhone kom i 2007, så har Apples telefoner haft elendig antennekvalitet. Det kunne være skønt, hvis det var den slags ting, de arbejdede mere på frem for kun at fokusere på farver. I en tid, hvor alle mobilproducenter ser ud til at set stort på antennekvaliteten, ville det virkelig kunne skulle Apple ud fra konkurrenterne, hvis de kom med forbedringer på den front”.

Se også: Telefoner med bedst antennekvalitet

Meget kan ændre sig inden lanceringen af iPhone 15

Som altid er der også denne gang tale om et rygte, der ikke er bekræftet af nogen. Selv hvis Apple lige nu har planer om at bruge en eller flere af disse farver, kan det sagtens nå at ændre sig, inden det er tid til lancering.

Der er trods alt stadig seks måneder til, at vi får iPhone 15 serien at se.

Se også: En billig iPhone er en brugt iPhone