Nokia har droppet den første MeeGo-mobil
Indtil nu har det heddet sig, at Nokia på kommende highend-modeller ville benytte deres nye styresystem MeeGo, i stedet for Symbian. Men nu er der uro i farvandet omkring den finske supertanker.
Ifølge Reuters har Nokia stoppet udviklingen af den første MeeGo smartphone – vel at mærke inden den er lanceret. Oplysningerne bekræftes af to kilder i industrien, som er tæt på Nokia.
Den hidtidige plan har været, at det netop var MeeGo, som skulle være Nokias våben imod Apple iPhone og Googles Android-platform.
Meldingen, som Reuters bringer, er særlig interessant, fordi Nokias topchef Stephen Elop netop har udsendt en mail til medarbejderne, hvor han erkender, at Nokias mobiler ikke er i nærheden af Apples iPhone.
Elop vil fredag (11/2 2011) fremlægge en ny strategi for Nokia.
Læs også:
– Nokia chef: Vi er ikke i nærheden af iPhone
– Analyse: Nokia skal satse på Windows Phone