Officielt: Googles Pixel-mobiler er kommet til Danmark
Så skete det endelig: Googles egne telefoner kommer nu til Danmark. I denne artikel tager vi et nærmere kig på Pixel 7 og Pixel 7 Pro med specifikationer, funktioner, pris og forudbestilling.
Nexus-serien af smartphones fra Google blev aflivet i 2015, hvor Pixel-serien året efter tog over. På trods af at have været på markedet siden 2016 og have lanceret nye modeller hvert år, er Pixel-telefoner aldrig officielt kommet til Danmark – men det er slut nu. Til præsentationen af Pixel 7 og 7 Pro har Google afsløret, at Pixel-telefonerne endelig kommer hertil.
Hvad er der egentlig så specielt ved Pixel-telefonerne fra Google? Googles Pixel-telefoner bedst kendte for deres virkelig gode kameraer, rene Android-brugerflade og hurtige softwareopdateringer.
Hvad har de to nye Google-telefoner at byde på af nyheder? Læs med herunder, hvor vi kigger nærmere på Google Pixel 7 og 7 Pro.
Se også: Sammenlign priser på Pixel-telefoner
Google Pixel 7 og 7 Pro
Pixel 7 Pro er den nye flagskibsmobil fra Google. Det er her, man får det bedste Google kan præstere, men den er samtidig også større og dyrere end den almindelige 7’er. Google siger selv, at dette er den bedste telefon på markedet til fotografi, opkald og Google Assistent.
Hjertet i Google Pixel 7 Pro er den nye Tensor G2-chip, der har fået endnu bedre ydeevne samt en klogere kunstig intelligens. Google lover op til 60 procent hurtigere machine learning. Derudover er der 12 GB RAM til rådighed.
Pixel 7 Pro har en 6,7 tommer 1440p-skærm af typen LTPO med adaptiv opdateringshastighed op til 120 Hz. Skærmen har 25 procent forbedret lysstyrke.
Pixel 7 og 7 Pro oplader med 30 Watt og har trådløs opladning. Til oplåsning af Pixel 7 Pro er der både ansigtsoplåsning og fingeraftryk.
Det bedste smartphone-kamera?
I Pixel 7 Pro er der selvfølgelig store forventninger til kameraet. Pixel 7 Pro har fået forbedret telefoto og ultravidvinkel, og Google er ikke bange for at sige, at dette er den bedste kameratelefon på markedet.
Hovedkameraet i Pixel 7 og 7 Pro er på 50 megapixel – samme sensor som i sidste års Pixel 6. På zoom-delen sidder en 48 megapixel sensor, opgraderet med forbedret Super Res Zoom. Det betyder, ifølge Google, fotos af høj kvalitet og helt op til 30x zoom.
Ultravidvinkel kameraet er også opgraderet i 7 Pro med 125 graders synsvinkel. Derudover fungerer dette kamera nu også til makrofotografi. Pixel 7 har samme ultravidvinkelkamera som i Pixel 6.
En ny funktion i kameraet gør det muligt, at gøre slørede fotos skarpe. Natfoto indfanges nu dobbelt så hurtigt. Til videooptagelse er her også Cinematic Blur, der automatisk kan sløre baggrunden. Disse forbedringer skyldes det nye chipsæt.
Opdateringer i 5 år
Google har samtidig skruet op for bæredygtigheden i deres produkter. Aluminiumskabinettet i Pixel 7 Pro (og Pixel 7) er 100 procent genbrugt.
Pixel 7 og Pixel 7 Pro har selvfølgelig præinstalleret nyeste Android 13, og loves mindst fem års sikkerhedsopdateringer og mindst 3 års Android-opdateringer. Begge telefoner er også udstyret med sikkerhedschippen Titan M2 og har højeste sikkerhedscertificeringer.
Pixel 7 er billigere og mere kompakt
Google Pixel 7 er den billigere og mere kompakte model. I forhold til Pixel 6 er skærmen skrumpet en smule, men den er til gengæld blevet bedre. Bagsiden har et mat mat finish.
Skærmen i Pixel 7 er på 6,3 tommer skærm i fuld HD og har en 25 procent forbedret lysstyrke. Denne Pixel-telefon har den samme nye Tensor G2-chip samt hovedkamera. Her er 8 GB RAM.
Danske priser på Google Pixel 7 og 7 Pro
De danske priser på Google Pixel 7 og Pixel 7 Pro starter ved 6.999 kroner. Du kan læse meget mere om Pixel 7 og 7 Pro priser og varianter her.
Både Pixel 7 Pro og 7 vil være at finde i butikkerne fra den 13. oktober.
Se også: De bedste telefoner fra Google