Rygter om iPhone 15: Nye funktioner og ændringer

Der er flere store og små forbedringer i vente, når iPhone 15 kommer til efteråret - vi giver overblikket til nogle af dem, vi tror / forventer kommer.

Rygter om iPhone 15: Nye funktioner og ændringer

Der er stadig godt et halvt år til, at iPhone 15 kommer på gaden, men der har allerede floreret en hel del rygter om modellerne i serien. Vi har hørt om nye funktioner og ændringer, især når det gælder iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max.

Her har vi samlet nogle af de nyheder, der siges at følge med iPhone 15 Pro-modellerne, men som ikke forventes at være at finde i standardmodellerne.

Se også: Hvad koster reparation af iPhone?

Forbedret optisk zoom

iPhone 15 Pro Max får en periskop telelinse, hævder Kuo. De kan betyde, at telefonen får mindst 6x optisk zoom sammenlignet med 3x optisk zoom i iPhone 14 Pro-modellerne.

3x optisk zoom på en mobil til langt over 10.000 kroner, som er prisen for iPhone 14 Pro Max, er tæt på skandaløst. Derfor SKAL iPhone 15 Pro Max opgraderes, så den får mere optisk zoom. Det burde også ske for iPhone 15 Pro, men kender vi Apple ret, så doserer de ikke den slags opgraderinger med særlig løs hånd. Derfor: Vi forventer kun mere optisk zoom på 15 Pro Max.

Forbedret LiDAR Scanner

iPhone 15 Pro-modellerne får en mere strømeffektiv LiDAR Scanner fra Sony, der kan forbedre 3D dybdeskanning i AR-app og Night mode-billeder, lyder et rygte.

Det bliver spændende at se, om det får betydning for Apples rygtede satsning på AR og VR. Bedre mørkebilleder tager vi altid i mod med kyshånd, selvom de bedste iPhones i forvejen tager gode billeder i mørke.

Se også: Tilbud på iPhone

A17-chip

Vi forventer, at iPhone 15 Pro-modellerne får næste generation af Apples A17 Bionic-chip produceret på TSMC’s 3nm-proces for endnu bedre effektivitet og præstation.

Standardmodellerne forventes at få A16 Bionic-chippen. Hvorfor er det interessant med A17? Først og fremmest vil den betyde øget ydeevne. iPhone har dog i forvejen ingen problemer med ydeevnen, så de færreste vil hæfte sig ved en forbedring på det punkt.

Til gengæld kan vi forvente, at batterilevetiden bliver forbedret med 1-2 timer effektiv brug – det tager vi gerne imod.

Se også: Bedste iPhone til prisen

Hurtigere USB-C port

iPhone 15 Pro-modellerne får USB-C port med support af mindst USB 4.3 eller Thunderbolt 3, mener analytiker Ming-Chi Kuo. Det betyder, at telefonerne får markant hurtigere overførselshastigheder med kabel sammenlignet med de eksisterende iPhones med Lightning.

Kuo siger, at USB-C porten i standardmodellerne af iPhone 15 stadig må nøjes med USB 2.0-hastigheder som med Lightning.

Wi-Fi 6E

Lige som de nyeste Mac og iPad Pro-modeller, får iPhone 15 Pro support af Wi-Fi 6E og dermed hurtigere trådløs hastighed.

Med WiFi 7 lanceret allerede, vil det egentlig være skuffende, hvis rygterne om WiFi 6E holder vand. Den 7. generation af Wi-Fi lover store forbedringer i forhold til Wi-Fi 6 og 6E og kan give op til fire gange højere hastigheder. Den indeholder også teknologi, der reducerer latenstiden, øger kapaciteten og øger stabiliteten og effektiviteten.

Nuvel, WiFi 7 er så spritny en teknologi, at de færreste overhovedet har en WiFi 7 router, men med tanke på, at man har sin mobil i 3-4 år, inden den skal skiftes ud, så er det lidt fesent, hvis i hvert fald de dyre 15 Pro-modeller ikke får WiFi 7.

Se også: Hvilken iPhone er bedst?

Flere RAM

iPhone 15 Pro-modellerne får flere RAM, hævder taiwanske TrendForce og lander dermed på 8 GB RAM, mens standardmodellerne må nøjes med 6 GB.

Flere RAM kan gøre, at apps som Safari kan have mere indhold aktivt i baggrunden, så man undgår, at appen loader indhold, når man åbner den igen.

Generelt vil flere RAM løfte brugeroplevelsen på iPhone.

Se også: Den billigste iPhone er altid brugt

Solid-State-knapper

iPhone 15 Pro-modellerne forventes at få solid-state-knapper. I stedet for knapper, der flyttes fysisk, giver disse knapper haptisk feedback fra yderligere to Taptic Engines i telefonen.

Det betyder, at fornemmelsen af en bevægelse i knappen efterlignes, i stil med det vi kender fra Hjem-knappen på iPhone 7 eller Force Touch trackpadden på moderne MacBooks.

Ultrasmalle kurvede kanter

Som med de seneste Apple Watch-modeller får iPhone 15 Pro ultrasmalle kurvede kanter om skærmen.

Det betyder, at telefonerne bliver et nøk mere handy i brug, for så kan Apple beholde skærmstørrelsen, som vi kender i dag på de forskellige modeller, samtidig med at telefonerne bliver lidt mindre.

Ramme i titan

Som Apple Watch Ultra, forventes iPhone 15 Pro-modellerne at få en ramme lavet i titan i stedet for rustfrit stål.

Titan er et stærkere, lettere og mere korrosionsbestandigt metal sammenlignet med rustfrit stål. Brugen af titan vil gøre iPhone mere robust og lettere på samme tid. Det vil heller ikke rammes at rust, hvilket rustfrit stål kan blive, hvis det udsættes for ekstreme forhold, såsom høje temperaturer eller aggressive kemikalier.

Endelig er titan også mere sundt at bruge for mennesker. Rustfrit stål kan indeholde små mængder nikkel, som kan forårsage en allergisk reaktion hos nogle mennesker.

Se også: Test af iPhone

Mute-knap

iPhone 15 Pro siges at få en mute-knap, så man kan slå ringetonen fra. De nuværende iPhones har en mute-skydeknap. Det er naturligvis en ændring i mindre skal, men det er altså et rygte, der florerer om den kommende iPhone 15.