Så meget plads stjæles i din smartphone

Du får ikke den hukommelse du tror, når du køber en ny smartphone. Se hvor meget plads producenten stjæler.

Så meget plads stjæles i din smartphone

Skal det være en model med 16 eller 32 GB hukommelse? Det valg står mange forbrugerne hver dag overfor, når der skal købes ny telefon. Men selvom der på pakken står f.eks. 16 GB, så er det ikke den plads, du har til rådighed til musik, billeder, applikationer osv.

På forhånd har producenten beslaglagt en stor mængde af pladsen til styresystemet og indbyggede applikationer, som ikke kan fjernes af brugeren.

Topmodellen Samsung Galaxy S4 sælges i Danmark med 16 GB hukommelse, men godt halvdelen har Samsung allerede brugt, når telefonen tændes. Der er således kun 8,5 GB frit i den interne hukommelse.

Sony Xperia Z, ligeledes med 16 GB, har 11,4 GB frit til brugerne mens HTC One, der kommer med 32 GB hukommelse, har 25,29 GB fri efter opstarten. 16 GB-versionen af iPhone 5 har 13,5 GB plads til rådighed, mens der i en 64 GB iPhone 4S er 57,39 GB ledigt.

Nogle telefoner, men ikke alle, har mulighed for at få tilført mere hukommelse, ved at indsætte et hukommelseskort, men det er altså en merudgift for køberen.