Samsung klar til at satse stort på Galaxy S23

Samsung ser ud til at ville sætte alt ind på at gøre S23 til den mest spændende mobil i 2023 i forsøget på at presse Apple mest muligt.

Samsung klar til at satse stort på Galaxy S23

Om et par måneder er det tid til lanceringen af Samsungs Galaxy S23-serie, noget alle Samsung-fans formentlig ser frem til. Det skyldes ikke mindst, at Samsung har valgt kun at bruge Qualcomms nyeste Snapdragon-chip til at sætte skub i telefonerne.

Samsung har mødt massiv kritik for den ydelse, som deres egen Exynos-chips i S22-serien leverede.

Ifølge de seneste rygter fra Sydkorea, er Samsung i den grad klar til at fokusere på kvalitet i stedet for at gå på kompromis for at spare penge.

Se også: Test af Samsung Galaxy S

Store forventninger til Galaxy S23

Samsung vil også gerne bedre kunne konkurrere med Apples iPhone, og så er der ikke plads til at spare på noget. Hvis informationen stemmer, får Galaxy S-fansene endnu en grund til at se frem imod den kommende generation.

Det sydkoreanske nyhedsmedie Hankyung har fortalt om Samsungs strategiændring. Her hedder det sig, at Samsung næste år vil undgå det, der kaldes for en “rentabilitetsorienteret udvikling og omkostningsreducerende strategi”. I stedet vil selskabet fokusere på at forbedre sine topmodeller, næsten for enhver pris.

Et sådant træk vil hjælpe Samsung med at mindske afstanden op til Apple i segmentet for topmodeller. Det er i det segment, Apple i årevis har tjent sine penge med iPhonen. Desuden vil Samsungs nye strategi også hjælpe med at vinde forbrugernes tillid tilbage.

Hankyung nævner ikke Galaxy S23, Z Fold 5 og Z Flip 5 ved navn, men det er de flagskibe, vi forventer fra Samsung næste år, så det bør være de modeller, den nye strategi er tiltænkt.

Se også: Priser på Samsung Galaxy s22

Samsung S22 ramt af besparelser

Tidligere i år hørte vi fra kritikere, at Samsung var nødt til at sænke omkostningerne for at forbedre indtjeningen, hvilket nogen mener var årsagen til, at det gik udover Galaxy S22’s ydeevne. Samsung forsvarede sig mod kritikerne og sagde, at der ikke var blevet sparet på noget i S22-flagskibene.

Samsung har dog valgt at skippe Exynos-chippene i Galaxy S-serien og har meldt ud, at de vil konstruere en ny applikationsprocessor til toptelefonerne.

Se også: Guide til de bedste Samsung telefoner

Apple totalt dominerende i premium-segmentet

Apple er Samsungs største modstander i premium-segmentet. En Counterpoint Research-rapport viste, at Apple har 57 procent i markedsandel af premium-markedet på verdensplan. Premium-segmentet er mobiler, der koster over 400 dollars.

Samsung havde til sammenligning 19 procent. Det efterlader trods alt 24 procent til de resterende mobilproducenter som OnePlus, Oppo og Xiaomi.

Netop OnePlus, Oppo og Xiaomi er tre af de producenter, der kan presse Samsung på Android-fronten og som normalt ikke sparer på krudtet, når de kommer med nye telefoner.

Hankyung tilføjer, at analytikerne forventer, at Apple overhaler Samsung under fjerde kvartal, når det kommer til den totale markedsandel for smartphones med 24,6 procent mod 20,2 procent.