TomTom vil ikke tale om iPhone-navigation
Prisen og frigivelsesdatoen for TomToms kommende GPS-navigation til iPhone forbliver stadig et mysterium. Således nægter firmaet at fortælle noget som helst om planerne for den længe ventede applikation.
– “Jeg kan desværre ikke give mere information om vores navigation til iPhone, end det der allerede står på vores hjemmeside. Det vil sige, at mere information om pris og tilgængelighed kommer senere på sommeren,” siger TomToms pr-chef, Niklas Casserstedt, til Mobilsiden.dk.
Konkurrenten var tidligt ude
For fem dage siden blev konkurrenten Navigons turn-by-turn-navigation til 40 europæiske lande sat til salg via App Store. I onsdags fulgte en skandinavisk version, der kan guide vej i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Prisen for begge Navigon-applikationer bliver dyrere at købe efter den 30. juni. Det har fået mange iPhone-ejere til at skrige på en reaktion fra TomTom, inden de beslutter, hvilket produkt de vil investere i.
– “Jeg forstår, at mange gerne vil vide mere, så man kan tage en god købsbeslutning, men jeg kan ikke give mere information på nuværende tidspunkt,” siger Niklas Casserstedt til Mobilsiden.dk.
Du kan finde TomToms iPhone-hjemmeside her.
LÆS OGSÅ: Navigon til iPhone: Nu i nordisk udgave