Video: Samsung viser dobbeltfoldet mobil i aktion

Fremtiden bliver mere og mere foldbar, hvis det står til Samsung - de har i hvert fald vist prototype med dobbelt foldet mobil.

Samsung hviler ikke på laurbærrene, når det gælder foldbare telefoner og har allerede vist en prototype med en teknologi, som Samsung kalder “multi-foldbar”.  Den betegnelse har de fundet på, netop fordi den indebærer mere end én foldning.

Samsung Flex In & Out – mobilskærm kan foldes to gange

Prototypen, der blev vist frem på IMID 2021 (International Meeting for Information Displays), hedder Samsung Flex In & Out og kan tilsyneladende foldes to gange i stedet for de eksisterende telefoner, der kun kan foldes én gang.

En version af denne prototype blev vist frem tilbage i maj, men i modsætning til maj-versionen var dette en fungerende version af telefonen.

Der er tale om en 7,2″ Oled-skærm, der kan foldes sammen i et S-lignende format. I udfoldet tilstand fungerer den ikke kun som en stor skærm, men den kan også bruges til multitasking via delt skærm.

Udover at Samsung har vist skærmen og enheden frem, er der ikke rigtig andre informationer.

Se også: Foldbare telefoner i test

Delte reaktioner

En mobil eller enhed med dobbelt foldet skærm kaster delte meninger af sig på internettet. Der er dem, der mener, at det er et produkt, som ingen gider have da nytteværdien er svær at se.

Der er dog også dem, der ser mulighederne med denne type enhed. Kan det lykkedes at lave en enhed med en skærm, der kan foldes ud flere gange og dermed give en stor skærm, er det måske for alvor muligt helt at droppe en almindelig tablet og så kun bruge en mobil.

Begge lejre frygter dog, at prisen bliver meget høj. Foldbare telefoner er i dag rigtig nok rigtig dyre, så mon ikke, at en mobil med dobbelt foldet skærm bliver virkelig dyr…

Se også: Nyheder om Samsung