Nej, du skal ikke selv opsætte din ladestander

Efter farlig vejledning fra Bilka og Bauhaus slår fagblad fast, at opsætning af ladestandere til elbiler kræver autoriseret installatør.

Nej, du skal ikke selv opsætte din ladestander

Det er fristende at lege eletriker og opsætte ladestanderen selv, men du skal nok holde dig fra det. Nu slår fagbladet Elektrikeren nemlig fast, at ladestik er ikke ’gør det selv arbejde’, og det er kun lovligt og sikkert installeret, når det opsættes af en autoriseret el-virksomhed. Opråbet kommer efter, at Bilka og Bauhaus har givet farlig vejledning om ladestandere. En vejledning som de nu undskylder.

Se også: Så hurtigt klarer de 12 hurtigste elbiler opladningen

Må jeg selv opsætte min ladestander?

Spørgmålet “Må jeg selv opsætte min ladestander?” fik kundesupporten hos både Bilka og Bauhaus stillet, hvorefter der blev svaret: “Hvis du er kyndig med elektronik, skulle det ikke være et problem” og “Ja, det tænker jeg godt du må, hvis du kan bestille uden montering/kontakte os efter bestilling og sige du selv klarer det”.

Men det er altså ikke en god ide og direkte fårligt, hvis man spørger fagbladet Elektrikeren. Brænder huset ned efter man har leget gør-det-selv-elektriker, så bekræfter forsikringsbranchen, at kunderne selv hænger på regningen.

I Dansk El-Forbund er teknisk konsulent Martin Mortensen, der selv har set nedbrændte carporte efter forkert opladning, bekymret:

“Der er en god grund til, at opsætning af ladestandere er autorisationskrævende arbejde. Det kræver både grundlæggende el-teknisk viden og kendskab til kravene i både Fællesregulativet, Installationsbekendtgørelsen og de underliggende installationsstandarder.”, siger han.

Læs også: Nyt batteri til elbiler oplades hurtigere og kører længere

Bauhaus og Bilka undskylder

Både Bauhaus og Bilka, herover Salling Group, sælger ladestandere til elbiler – og nu undskylder de for den vildledende vejledning fra deres support.

“Vores chef for Kundesupport har nu taget dette eksempel op med medarbejderne, så vi kan undgå lignende i fremtiden. Vi har desuden rettet det på vores hjemmeside, således at der på disse produkter står anført, at de kræver installation af autoriseret el-installatør”, lyder det fra presseafdelingen i Bauhaus.

Hos Bilka er svaret omtrent det samme:

“Jo – vi skal naturligvis vejlede korrekt. Det er vi meget opmærksomme på. Som det fremgår af svaret, har vores medarbejder i dette tilfælde været en anelse for ivrig med råd og vejledning – og i stedet for at lade den bero på, hvad vedkommende tænker og tror, ville det have været bedre at spørge en kollega, såfremt der var tvivl, som det er tilfældet her. Det sørger vi for at indskærpe – og vil samtidig fremhæve det ved selve købet af en ladestander, så alle kunder, der kigger på produktet på Bilkas hjemmeside, bliver gjort opmærksom på, at installation skal foretages af en autoriseret el-installatør.”, siger presseansvarlige hos Salling Group.

Læs også: Højeste salg af elbiler i Danmark nogensinde