Nu kommer Sonys længe ventede elbil
Sony og Honda begynder leveringen af deres højteknologiske elbil, Afeela 1, i slutningen af 2026. Den kommende elbil til omkring 1 mio. kr. udmærker sig ved at være en rullende underholdningsplatform.
Afeela har samtidig løftet sløret for et nyt SUV-koncept til fremtiden.
Se også: Specifikationer, rygter og billeder af Afeela 1
Sony og Honda klar med Afeela i 2026
Sony og Hondas joint venture-selskab, Sony Honda Mobility (SHM), har bekræftet, at leveringen af deres første elbil, Afeela 1, begynder til amerikanske kunder i slutningen af 2026.
Elbilen får en pris på cirka 90.000 dollar, hvilket er på niveau med prisen på Tesla Model S, der koster 94.990 dollar eller 1.090.000 kr. Afeela 1 produceres på Hondas fabrik i Ohio, hvor prøveproduktionen allerede er startet. Leveringer til det japanske marked forventes at følge i starten af 2027.
Afeela blev skabt tilbage i 2022 og bygger videre på Sonys to eksisterende konceptbiler – sedanen Vision-S 01 og SUV’en Vision-S 02 – som blev vist frem i henholdsvis 2020 og 2022.
Afeela har også afsløret et nyt SUV-koncept, som efter planen skal gå i produktion tidligst i 2028.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
En ren underholdningsmaskine
Afeela-brandet adskiller sig ved at fungere som en underholdningsplatform snarere end blot et køretøj til at fragte dig fra A til B.
Afeela 1 byder således på skærme i hele instrumentbrættets bredde, 40 sensorer til førerassistentsystemerne og mulighed for direkte streaming af PlayStation 5-spil, ligesom der også er understøttelse af augmented reality (AR), som kombinerer den virtuelle og virkelige verden under kørsel.
Lanceringen sker dog i et udfordret marked. Segmentet for luksus-elbiler over 90.000 dollar er mættet og oplever faldende efterspørgsel grundet intens konkurrence fra mærker som Tesla, Mercedes og BMW.
Mens mange konkurrenter nu fokuserer på billigere modeller for at imødegå presset fra kinesiske producenter, fastholder Sony og Honda deres satsning på en dyr, teknologitung køreoplevelse.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Alternativer til Afeela 1
Afeela 1 er en sedan i den store mellemklasse, som er 4,9 meter lang. Blandt de bedste alternativer finder vi elbiler som:
- Tesla Model S
Bedømmelse: 83/100 (virkelig god)
Pris: Fra 1.090.000 kr.
- BMW i7
Bedømmelse: 86/100 (virkelig god)
Pris: Fra 995.000 kr.
- Mercedes-Benz EQS
Bedømmelse: 84/100 (virkelig god)
Pris: Fra 900.100 kr.
Vi anbefaler:
De billigste elbiler på vejene i Danmark
Test og anmeldelser af nyeste elbiler
Hvilke elbiler er bedst i test?



