Apple som elbilproducent: Hamstrer patenter på bilteknologi
Var det noget med en Apple-elbil? Det kunne tyde på, at Apple i fremtiden satser på at blive en af mange elbilproducenter. Det tyder dog samtidig på, at Apple meget gerne vil skille sig ud fra mængden med deres elbiler, for de har indgivet et stort antal nye patenter på teknologi til biler – og er nu klar med endnu et.
Se også: Seneste nyt om elbiler
Apple har mere end 150 patenter på ny bilteknologi
Selvom Apple endnu ikke officielt er en bilproducent, blander de sig allerede i bilmarkedet. Det gør de først og fremmest med deres Apple CarPlay-tjeneste, der er en ekstremt populær platform til biler. I et kommende Apple CarPlay bliver det langt mere integreret i nye biler, hvor det kan overtage bilens fører- og infotainmentskærm. Men de gør det også med størst mulige hemmelighed i deres “Project Titan”, som elbilprojektet er døbt.
Helt præcist hvad Project Titan er, ved man ikke med sikkerhed, men det handler med meget stor sandsynlighed om elbiler. Der har været kendt til projektet i flere år, hvor ansatte er kommet og gået. Apple har forsøgt at lave samarbejde med eksisterende bilproducenter, men har endt med selv at indsamle professionel video og erfaring fra store profiler i bilverdenen, som er ansat på projektet i dag. Apple tester i dag også deres selvkørende bilteknologi, som formodes at blive brugt til deres egne elbiler.
Apple har satset stort på at lave en helt selvkørende bil, fortæller rygterne. Men angiveligt har dette vist sig at være for svær en opgave, hvorfor bilen (eller bilerne) kommer med både rat og pedaler.
Der er dog ingen tvivl om, at Apple vil gøre hvad de kan, for at deres elbiler skiller sig ud fra mængden. Derfor har Apple indgivet mere end 150 forskellige patenter til World Intellectual Property Organization (WIPO), der handler om teknologi til biler. Andre påstår, at Apple skulle have indgivet mere end 200 patenter, der er bilrelaterede.
Apples ingeniører er på overarbejde
Patenterne dækker over selvkørende teknologi, kørekomfort, sæder, affjedring, navigation, batteristyring, V2L-tilslutning (Vehicle-to-Load) og meget mere. Apple har indgivet flest patenter vedrørende kommunikation og navigation, efterfulgt af autonom kørsel.
Senest har Apple indgivet et patent, der handler om lygterne på en bil. Apples ingeniører har fundet på et smart, om end avanceret system, der skal gøre udsynet omkring køretøjet meget bedre og også forbedre lysforholdene i sving.
Se også: De nyeste elbiler på markedet
Hvornår kommer Apples elbil?
Der har været mange rygter om Apples elbil, siden der først blev skrevet om den i 2015. Men hvornår kommer den? De seneste rygter kan fortælle, at Apple forventer at kunne vælge en elbil i 2026. Angiveligt ville Apple-elbilen kunne forudbestilles helt op til ét år før. Så vi kan derfor forvente, at Apple viser noget frem i 2025.
Hvad vil Apples elbil koste?
Det er svært at sige præcist, men den første elbil fra Apple forventes at blive dyr, luksuriøs og futuristisk. Med en velkendt brugerflade i samme stil som en iPhone, iPad og CarPlay vil den være enkel og let for alle at sætte sig ind i og køre. Men mon ikke også Apple har planer om billigere elbiler, der kan nå ud til masserne.