iOS 17.4 med smart ny funktion til Apple CarPlay

iOS 17.4 beta introducerer en ny mulighed for at vælge mellem forskellige visninger af Apple Kort via Apple CarPlay i elbiler med både infotainmentskærm og førerskærm.

iOS 17.4 med smart ny funktion til Apple CarPlay

Apples kommende softwareopdatering, iOS 17.4, byder på en lille, men smart opdatering til CarPlay. Funktionen giver dig nemlig større fleksibilitet med hensyn til visning af navigationskortet i elbiler.

Læs også: Elbil med næste generation af Apple CarPlay lanceret

Flere visninger af Apple Kort i biler med flere skærme

Det er elbiler med to skærme og understøttelse af Apple CarPlay, der nu får større fleksibilitet. Brugere vil fremover kunne skifte mellem, hvilken kortvisning der vises i biler med to skærme.

Man kan have et oversigtskort på den ene skærm og en mere præcist sving-for-sving-navigation, der bliver vist på den anden skærm. Med opdateringen kan brugerne fremover selv skifte visning.

På nedenstående billeder delt af 9to5Mac ses det, der ligner en Volvo XC40 Recharge med den nye visning af Apple Kort via Apple CarPlay.

Hvis du derfor helst vil have sving-for-sving-navigation på bilens store infotainmentskærm (som det har været indtil nu), kan man stadig gøre det. Men det vil altså også være muligt at flytte sving-for-sving-visningen over på bilens førerskærm bag rattet.

Apple beskriver ændringerne på følgende måde:

“I iOS 17.4, med understøttede CarPlay-køretøjer vil Apple Kort præsentere en ny oplevelse i instrumentbrættet med information om kommende manøvrer. Brugere vil kunne skifte den ønskede visningstype mellem hovedskærmen og førerskærmen ved at trykke på knappen til kortkonfiguration øverst til højre på hovedskærmen i Kort.”

Læs også: Sammenlign elbiler på pris & kvaliteter

Live i iOS17.4 beta

Funktionen er endnu ikke bredt tilgængelig, men den er lanceret i iOS 17.4 betaversionen, som er på vej ud til de ejere af iPhones, der har tilmeldt sig betaopdateringer.

Den færdige iOS 17.4 bliver sandsynligvis udsendt imellem 1. og 6. marts.

Læs også: Gør et kup – Køb din iPhone brugt