Spottet i Danmark: Ukendt, vild elbil har næsten 1.000 hestekræfter

En ukendt kinesisk elbil med op til 955 hestekræfter til en vanvittig lav pris er spottet i København. Bliv klogere på den vilde elbil, som har kurs mod Europa.

Avatr
Avatr 06T. Foto: Mobilsiden.dk

Mobilsiden.dk har netop spottet en – for mange – noget ukendt elbil køre rundt på Amager.

Bag det aggressive shooting brake-design gemmer der sig et samarbejde mellem nogle af Kinas største tech- og bilgiganter.

Tunge kinesiske sværvægtere bag nyt tech-flagskib

Navnet Avatr klinger måske hult, men bilmærket udspringer af et kuldsejlet projekt fra 2018 mellem NIO og Changan.

Changan opgav dog ikke drømmen om et højteknologisk bilmærke og gik i 2021 sammen med verdens største batteriproducent, CATL.

I dag ejer Changan 40,99 procent og CATL 14,1 procent af selskabet. En helt central partner er dessuden techgiganten Huawei, som leverer al software, førerassistentsystemer og det avancerede infotainmentsystem.

​Selve Avatr 06T er mærkets nye flagskib. Den er 4.940 millimeter lang, 1.960 millimeter bred og 1.455 millimeter høj med en akselafstand på 2.940 millimeter.

Kabinen byder på en 35,4 tommer stor 4K-panoramaskærm langs forruden, en 15,6 tommer infotainmentskærm med Huaweis HarmonySpace 5.0 samt to 6,7 tommer skærme til de digitale sidespejle.

Lydoplevelsen varetages af et Meridian-anlæg med 25 højtalerenheder, og komforten sikres af luftundervogn med 60 millimeter højdejustering.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

​Op til næsten 1.000 hestekræfter

​Avatr 06T fås både som ren elbil og med rækkeviddeforlænger. Den rene eludgave fås med to batteristørrelser og tre forskellige motorudgaver – alle med en ladetid på 10 minutter fra 30 til 80 procent:

Variant Batteri Ydevne Rækkevidde
RWD 72,9 kWh (LFP) 450 kW (612 hk) 652 km CLTC
~535 km WLTP
RWD 87,3 kWh (LFP) 502 kW (682 hk) 741 km CLTC
~608 km WLTP
AWD 87,3 kWh (LFP) 712 kW (968 hk) 680 km CLTC
~558 km WLTP

​Avatar 06T fås i Kina også som elbil med rækkeviddeforlænger, hvor en 1,5-liters turbobenzinmotor fungerer som generator for et 45 kWh LFP-batteri.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

​Hvad laver den på danske veje?

​Salgstallene i Kina var beskedne med 21.616 solgte eksemplarer af den elektriske udgave i 2025.

At bilen nu ruller rundt i Danmark, betyder ikke automatisk en umiddelbar dansk lancering. Produktionen i Kina starter i andet kvartal, mens en europæisk introduktion er bekræftet til Tyskland, Norge og Holland.

​Når bilen spottes på Amager, handler det højst sandsynligt om kalibrering. Bilen er nemlig spydspids for det nye Huawei-samarbejde og er udstyret med en 192-linjers LiDAR-sensor med 250 meters rækkevidde.

Den kører derfor sandsynligvis rundt i Danmark for at træne det selvkørende ADS 4.0-system til europæisk infrastruktur, men når det er sagt, vil en dansk lancering absolut ikke være utænkelig.

Læs ogsåDisse elbiler har flest hestekræfter til prisen

​Perfekt karrosseri til Europa – men tillid skal opbygges

​Formatet som shooting brake rammer plet i Europa, hvor kunderne elsker sporty stationcars frem for klassiske sedaner – se bare hvordan salget af Zeekr 7GT går derud her i Danmark.

Avatar 06T skal kæmpe mod direkte rivaler som Zeekr 7GT, NIO ET5 Touring og Porsche Taycan Sport Turismo.

​I Kina starter prisen ved 219.900 yuan og topper ved 279.900 yuan, hvilket gør den marginalt dyrere end Zeekr 7GT.

Det antyder en teoretisk dansk startpris omkring 350.000 kroner.

Hvis Avatr kan holde det prisniveau i Europa, får de et stærkt produkt, men den største udfordring bliver at opbygge et helt nyt brand og få skabt tillid til det.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov