Audi A6 Sportback e-tron Performance på bilferie: Fra København til Marseille uden opladningsstress
Der er noget særligt ved at pege bilen mod Sydeuropa. Motorvejene bliver længere, landskaberne skifter karakter, og tempoet falder langsomt, jo tættere man kommer på Middelhavet.
Samtidig er en køretur på næsten 2.000 kilometer den ultimative test af en elbil. Ikke kun dens rækkevidde, men også dens komfort, ladeegenskaber og evne til at gøre lange dage bag rattet ubesværede.
På papiret ser Audi A6 Sportback e-tron Performance ud som en oplagt langtursbil med rækkevidde på op til 700 kilometer. Den variant vi kørte i, havde rækkevidde på cirka 580 kilometer. Men hvordan klarer den sig i virkeligheden på en bilferie fra København til Marseille?

Når bilen planlægger ferien syd på
Noget af det mest imponerende ved Audi A6 Sportback e-tron er, hvor lidt man egentlig behøver at tænke over opladningen. Man indtaster destinationen, og bilen tager sig – nøsten – af resten.
Navigationssystemet planlægger automatisk ladestoppene, beregner den forventede batteriprocent ved ankomst og justerer løbende ruten, hvis forholdene ændrer sig undervejs. Det gør, at man hurtigt holder op med konstant at kigge på rækkevidden og i stedet kan koncentrere sig om kørslen.
Audi har samtidig udstyret systemet med flere smarte funktioner, som gør planlægningen endnu mere fleksibel.

Bestem selv, hvor meget strøm du vil have tilbage
Et af de mest nyttige værktøjer gemmer sig under navigationen. Når man står i navigationsvisningen, ikke blot på hjemmeskærmen, hvor kortet også vises, kan man trykke på ladestanderikonet øverst til højre.
Her kan man blandt andet vælge, hvor meget batteri bilen skal have tilbage, når man når frem til både destinationen og de enkelte ladestop.
Det lyder måske som en lille detalje, men i praksis er det en stor fordel. Skal bilen stå ved et sommerhus uden lademulighed, giver det god mening at ankomme med 40 procent strøm tilbage. Er næste stop derimod en hurtig lynlader, kan man vælge en lavere batteriprocent og dermed forkorte opladningstiden.

Det er den slags funktioner, der viser, at Audi har tænkt på de situationer, man faktisk møder på en lang bilferie.
Man skal sætte cirka 15-20 minutter af til opladning, hvis man lader fra cirka 10 til 80 procent, hvis man finder en lader med 300 kW eller mere. Med fire af sted på tur, så kan det faktisk godt være lige lidt nok, hvis alle fire skal på toilet eller man skal forsyne sig med lidt forfriskninger.
Det er i hvert fald ikke selve opladningen, der bliver en flaskehals på turen.
Foretrukne ladeudbydere gør en forskel
En anden funktion, som hurtigt bliver en favorit, er muligheden for at vælge foretrukne ladeoperatører.
Via det samme ladestanderikon kan man vælge, hvilke netværk bilen skal prioritere under ruteplanlægningen. Vælger man eksempelvis IONITY, forsøger navigationen så vidt muligt at planlægge hele turen omkring IONITYs lynladere.
Det giver en mere ensartet ladeoplevelse og kan samtidig være en økonomisk fordel, hvis man har et abonnement med favorable priser.
Har man en Clever-ladebrik, findes der endda et lille trick. Clever står nemlig ikke som standard på listen over foretrukne ladeudbydere, da selskabet har begrænset tilstedeværelse syd for grænsen. Ved først at søge efter en Clever-ladestation som destination, vælge den på ruten og derefter markere operatøren som foretrukken via menuen med de tre prikker, kan Clever og ladeparteneren IONITY uden for Danmark alligevel prioriteres fremover.
Det er en smart detalje, som mange ejere sandsynligvis aldrig opdager af sig selv.
Batteriet er klar, når du ankommer
Endnu en funktion gør en overraskende stor forskel på lange ture.
Når bilen selv har planlagt et ladestop, sørger den samtidig for at forvarme batteriet undervejs. Resultatet er, at batteriet har den optimale temperatur, når man ruller ind til lynladeren.
Det betyder, at bilen hurtigere kan modtage høj ladeeffekt, og ventetiden ved ladestanderen bliver kortere.

Man kan desuden altid åbne opladningsoversigten og se, hvor høj ladeeffekt bilen forventes at kunne modtage netop nu, ligesom systemet viser, om batteriet har den optimale temperatur til hurtig opladning.
Det giver en tryghed, fordi man hele tiden ved, hvad bilen er klar til.
Komforten gør kilometerne kortere
På en tur til Marseille tilbringer man mange timer bag rattet, og her imponerer Audi A6 Sportback e-tron Performance.
Kabinen er stille, sæderne yder god støtte, og bilen føles afslappet selv efter mange timers motorvejskørsel. De mange assistentsystemer arbejder diskret i baggrunden og aflaster føreren uden at virke påtrængende.
Motorveje gennem Tyskland, Frankrig og det sydlige Europa er ofte præget af høje hastigheder, men bilen føles stabil og retningssikker, også når tempoet stiger.
Den elektriske drivlinje leverer kraftoverskud i overhalinger, og selv på lange stigninger mærkes ingen tegn på anstrengelse.
Rækkevidden holder i virkeligheden
En ting er laboratorietal og WLTP-rækkevidde. Noget andet er virkeligheden med motorvejshastigheder, aircondition og fuld feriebagage.
På turen mod Marseille viser Audi sig som en af de elbiler, hvor den reelle rækkevidde stadig gør lange etaper realistiske. Der skal naturligvis lades undervejs, men ladestoppene falder naturligt sammen med pauser til kaffe, frokost eller et toiletbesøg.
Netop fordi bilen selv planlægger ruten og opladningen, bliver rækkevidden mindre noget, man tænker over, og mere blot en del af rejsen.

En bil bygget til lange ferier
Bagagerummet rummer uden problemer kufferter, ladekabler og det ekstra ferieudstyr, der uundgåeligt følger med på en familieferie.
Samtidig gør den høje komfort, det lave støjniveau og den gennemtænkte navigation bilen til en særdeles afslappende rejsemakker.
Efter næsten 2.000 kilometer står én konklusion tilbage.
Audi A6 Sportback e-tron Performance imponerer ikke kun med lang rækkevidde eller hurtig opladning. Dens største styrke er, at den gør teknologien usynlig. Man bruger ikke tiden på at planlægge ladestop eller bekymre sig om batteriprocenter. Bilen tager beslutningerne, når det giver mening, mens føreren kan koncentrere sig om det vigtigste: selve rejsen.
På en bilferie fra København til Marseille er det måske den største luksus af dem alle.
Audi A6 Sportback e-tron Performance var udlånt af Audi.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed