Nu kan du privatlease Citroën ë-C3

Forhandlere af den lille bybil, Citroën ë-C3, har offentliggjort priser på privatleasing. Se hvad det koster at privatlease Citroën ë-C3.

Nu kan du privatlease Citroën ë-C3

Flere Citroën-forhandlere, herunder Uggerhøj og Andersen Biler, har offentliggjort leasingpriser på den lille bybil Citroën ë-C3. Ligesom den er en af de billigste elbiler på markedet i Danmark, har den også en af de laveste leasingpriser.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Citroën ë-C3

Priser på privatleasing af Citroën ë-C3

Basismodellen Citroën ë-C3 You! kan privatleases for 2.795 kr./md. og med en udbetaling på 9.995 kr. Aftalen løber over 36 måneder og koster i alt 111.215 kr.

Der er 10.000 km kørsel om året inkluderet i aftalen.

You!-varianten er meget skrabet. Her må du helt undvære en infotainmentskærm, og det eneste udstyr du får er en førerskærm, hydaulisk affjedring, nødbremse, fartpilot med hastighedsbegrænser, vejstribealarm, vognbaneassistent og parkeringssensor (bag).

Ønsker du at privatlease Citroën ë-C3, bør du derfor vælge den lidt dyrere Citroën ë-C3 VTR Sport LTD. Den koster 3.195 kr./md. og har også en udbetaling på 9.995 kr. Her er også 10.000 km om året inkluderet. Den samlede pris efter 36 måneder er 125.015 kr.

I VTR Sport LTD.-udgaven får du udstyr såsom en 10 tommer infotainmentskærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, el-foldbare sidespejle med varme, LED-forlygter, nedfældeligt splitbagsæde, komfortsæder, multifunktionsrat i læder, regnsensor, 17 tommer alufælge, klimaanlæg, trådløs mobiloplader, el-sideruder (bag), nedblændeligt bakspejl, mørktonede ruder (bag), 3D-navigation og bakkamera.

Citroën ë-C3 fås også i topudgaven VTR Sport til 199.990 kr., men der er endnu ikke offentliggjort leasingpriser på denne variant. I denne får du tågeforlygter, varme i forsæder, opvarmet forrude og varme i rat som standardudstyr.

Se også: Alle elbiler fra Citroën

Alternativer til Citroën ë-C3

Citroën ë-C3 er en lille bybil, der måler kun 4 meter i længden, og som har en kort akselafstand på kun 2.540 mm. Der er dog stadig plads til fem passagerer, men pladsen er – som man kan forvente – ikke prangende.

Med en rækkevidde på op til 326 km egner den lille bybil sig først og fremmest til korte ture i byer, og dens kompakte størrelse gør den også legende let at parkere, når pladsen er trang.

Aktuelt er MG ZS EV 10.000 kr. billigere end Citroën ë-C3 og har væsentligt mere udstyr og plads, men leasingprisen på MG ZS EV er markant højere.

Den direkte konkurrent til Citroën ë-C3 er Hyundai Inster, som koster fra 179.995 kr. – blot 5 kr. mere end ë-C3. Vi kender dog endnu ikke priserne på privatleasing af Inster.

Vi anbefaler:
Guide til opladning af elbil med ladeboks i hjemmet
Se bedste forsikring til elbiler