Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Der er stor forskel på, hvor meget rækkevidde du får for pengene, når du køber ny elbil. Se de elbiler, hvor du får længst rækkevidde i forhold til prisen.

Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Elbiler bliver gradvist billigere og billigere, og samtidig bliver batteriteknologien bedre. Det er til fordel for dig, som kan købe en bedre elbil til pengene.

Men hvilken bil skal du vælge, hvis du vil have den længste rækkevidde til prisen? Vi guider dig her til de elbiler, der giver mest for pengene, når det kommer til rækkevidde.

Se også: Sammenlign elbilers rækkevidde og ladehastighed

Hvilke elbiler giver mest rækkevidde for pengene?

Se mere end 80 forskellige elbilers pris og rækkevidde nedenfor:

En elbil med en rækkevidde på 700 kilometer er i udgangspunktet interessant for mange danskere, men ikke hvis den koster 500.000 kroner. Omvendt vil en elbil med en rækkevidde på mindst 500 kilometer være interessant for mange, hvis man kan få den for under 250.000 kroner.

 

Forholdet mellem rækkevidde og pris er altså ganske enkelt et udtryk for, hvor meget værdi du får for pengene, når det gælder ene og alene rækkevidde.

I de tilfælde, hvor en elbilmodel findes i flere varianter, har vi kun inkluderet varianten, der giver længst rækkevidde i forhold til prisen:

 

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Disse elbiler giver længst rækkevidde til prisen

Hvis du vil have allermest rækkevidde i en elbil i forhold til prisen, skal du aktuelt gå efter Leapmotor B05 i Design-udgaven, som koster 209.990 kroner og kører 482 kilometer på en opladning. Dermed koster det kun 435,7 kroner per kilometer rækkevidde.

Andenpladsen går til Peugeot e-208 i Allure-varianten, som kan købes for 189.990 kroner. Den har en rækkevidde på 432 kilometer, og dermed koster én kilometer rækkevidde kun 439,8 kroner.

Tredjepladsen indtages af MG4 Electric Luxury, der koster 199.999 kroner og kører 450 kilometer på en opladning, hvilket giver en kilometerpris på 444,4 kroner.

Tesla Model 3 Long Range baghjulstræk kører hele 750 kilometer på en opladning, men koster til gengæld noget mere: 339.990 kroner. Det udløser en flot fjerdeplads med 453,3 kroner per kilometer.

Lige i hælene følger MG4 Urban EV i Long Range-udgaven (456,7 kroner per kilometer), men et andet rigtig godt køb gør man i Kia EV4 Hatchback i Long Range-udgaven til 289.999 kroner. For den pris får man en rækkevidde på imponerende 625 kilometer svarende til 464 kroner per kilometer rækkevidde.

Den presses dog skarpt af Nissan Leaf med et 75 kWh batteri (466,2 kroner per kilometer) og MG S5 EV Long Range (468,7 kroner per kilometer).

Længere nede finder vi et firekløver, der alle leverer én kilometer rækkevidde til omkring 480 kroner. Det gælder Ford Capri RWD UR, Kia EV3 Long Range FWD, Renault Scenic E-Tech Electric 87 kWh 220 hk og Hyundai Ioniq 6 Long Range.

Se også: Se priser på de billigste elbiler

Kig ikke kun på rækkevidde, men også pris

Med denne oversigt forsøger vi at hjælpe dig med at finde den rette elbil ved ikke kun at kigge på rækkevidden, men både rækkevidden og prisen. Hvis du ønsker at kunne køre langt i din elbil, men samtidig også vil have den bedst mulige pris, hjælper denne oversigt dig med at finde den rette elbil for dig.

Måske er de 482 kilometer, som en billig Leapmotor B05 tilbyder for kun 209.990 kroner, nok for dig. Hvorfor så betale præcis samme pris for en Firefly, men som kun kan køre 330 kilometer?

Der kan naturligvis være mange andre væsentlige forskelle mellem bilerne såsom byggekvalitet, mængde af udstyr, plads, ladehastighed, garanti og køreegenskaber, som retfærdiggør prisforskellen. Disse kvalitetsforskelle mellem elbilerne kan du få belyst i vores test og anmeldelser af elbiler.

Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Se priser på de billigste elbiler
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028