Elbilbatterier er blevet 20 % billigere på et år

Alene i 2024 er prisen på elbilbatterier faldet med hele 20 procent. Det er det største årlige fald i prisen siden 2017, og det giver billigere elbiler.

Elbilbatterier er blevet 20 % billigere på et år

Priserne på litium-ion-batterier til elbiler faldt i 2024 med 20 procent, viser en ny undersøgelse fra Det Internationale Energiagentur (IEA). Det er det største fald siden 2017.

Grafen viser den faldende pris på batteripakker (gule prikker). Foto: IEA

Det store prisfald på højspændingsbatterier betyder billigere elbiler, men også at Kina udbygger sit forspring til resten af verden. Sidste år stod Kina for 80 procent af verdens produktion af battericeller og dominerer især markedet for LFP-batterier – en batteriteknologi, der snart udgør halvdelen af produktionen af elbilbatterier, og som i løbet af de seneste 18 måneder er blevet 50 procent billigere.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Billigere batterier giver billigere elbiler

Faldende batteripriser er godt nyt for dig som dansker, idet det giver udsigt til billigere elbiler i den kommende tid.

Da batteriet er den klart dyreste komponent i en elbil, har det en direkte betydning for elbilens pris. Det bliver ganske enkelt billigere for bilproducenterne at producere elbiler, og dermed fortsætter de med at falde i pris i takt med, at batterierne bliver billigere at producere.

LFP-batterier udgør snart halvdelen af den globale elbilbatteriproduktion, men i EU har LFP-batterier endnu en meget lille andel af produktionen, hvor NMC-batterier dominerer. Foto: IEA

Aktuelt koster Danmarks billigste elbil 149.995 kr., og vi vil i løbet af 2025 og 2026 få mange flere elbiler at se i denne prisklasse.

Lavere priser på elbiler gør dem mere økonomisk attraktive for danskerne, og dermed synes målet om at nå 1 mio. elbiler inden 2028 sandsynligt.

Da prisfaldet især skyldes Kinas dominans inden for produktion af elbilbatterier, understreger det behovet for, at Danmark og EU investerer i yderligere lokal batteriproduktion for at sikre egen forsyning og en mindre grad af kinesisk afhængighed. Det ændrer dog ikke på, at Kina sidder meget tungt på udvindingen og forarbejdningen af mange metaller og sjældne jordarter, som bruges i elbilbatterier og elmotorer.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Perspektivering

Vil du læse flere nyheder om elbilteknologi såsom batterier, opladning, motorer, infotainmentsystemer og selvkørende teknologi? Læs de seneste nyheder om elbilteknologi.

Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
Priser på Danmarks billigste elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den