Nyt Panasonic-batteri giver billigere og bedre elbiler
Virksomheder står nærmest i kø i disse måneder for at lancere nye elbilbatterier. Senest har japanske Panasonic annonceret et nyt elbilbatteri med markant højere energitæthed end dagens elbilbatterier.
Dermed får danskerne sidst i 2027 adgang til billigere elbiler med samme rækkevidde som i dag og nye elbiler med 25 procent længere rækkevidde.
Se hvordan Panasonics nye batteriteknologien kan give bedre og billigere elbiler.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Nyt elbilbatteri med litium-metal i stedet for grafit
Panasonic arbejder på nye elbilbatterier, som sidst i 2027 kan give elbilister adgang til elbiler med ”verdensledende” batterikapacitet, der er 25 procent højere end i dag.
Med den nye batteriteknologi vil Panasonic helt elimere behovet for at skulle fremstille en anode – det vil sige batteriets negative pol. I stedet vil batteripakken helt af sig selv skabe en litium-metal-anode under den første opladning. Dermed er der ikke behov for at bruge grafit i anoden, som normalt har været anvendt.
Det anode-fri batteridesign frigør mere plads til katodematerialer såsom nikkel, mangan og kobolt, og dermed har batteriet en væsentligt højere energitæthed end dagens elbilbatterier.
Se også: Se garantien på alle elbiler i Danmark
Billigere elbiler med samme rækkevidde som i dag
Den højere energitæthed gør det muligt at øge elbilers rækkevidde med 25 procent, uden at batteriet vokser fysisk i størrelse. Det svarer til, at en Tesla Model Y Long Range med baghjulstræk kan køre 877 km i stedet for de nuværende 702 km.
Elbiler med længere rækkevidde er naturligvis bekvemt, men rækkevidden i elbiler er allerede mere end lang nok til at klare langt de fleste bilisters daglige kørselsbehov. Høj ladehastighed er derimod endnu vigtigere. De gange man har behov for at køre ekstra langt i en elbil, er det langt vigtigere at kunne lade elbilen lynhurtigt op.
Den højere energitæthed i Panasonics nye batteriteknologi har derimod et andet vigtigt perspektiv end den længere rækkevidde. En højere energitæthed betyder, at man kan få mindre og billigere elbilbatterier med samme rækkevidde som i dag. Da batteriet er den suverænt dyreste komponent i en elbil, vil det betyde billigere elbiler med samme rækkevidde som i dag.
Billigere elbiler er det, der skal til for at gøre elbilen mere udbredt. Og jo bedre elbilerne er, desto hurtigere sker omstillingen af bilparken forud for EU’s forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler fra fra 2035.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Perspektivering
Udviklingen af nye elbilbatterier går lynhurtigt. Bliv klogere på fordele og ulemper ved de forskellige batteriteknologier.
Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Sådan passer du bedst på elbilens batteri