Fossilbilister spreder misinformation om elbiler
En ny YouGov-undersøgelse afslører, at de fleste benzin- og dieselbilister har en særdeles mangelfuld viden om elbiler. 57 procent af 1.000 adspurgte britiske bilister kunne således ikke svare korrekt på mere end to ud af 10 spørgsmål om elbiler.
Undersøgelsen er bestilt af den britiske tænketank Energy and Climate Intelligence Unit (ECIU), som advarer om en ”konstant strøm af misinformation om elbiler”, hvilket afholder folk fra at tage elbiler til sig.
Af de adspurgte svarede 23 procent ikke rigtigt på et eneste spørgsmål, og 90 procent scorede ikke mere end fem rigtige svar.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Myter om elbiler skaber misinformation
62 procent af benzinbilisterne mener, at det er dyrere at eje og køre en elbil, mens kun 14 procent korrekt svarer, at elbiler typisk er billigere.
41 procent af benzinbilisterne tror fejlagtigt, at elbiler er mere tilbøjelige til at bryde i brand end benzinbiler, mens kun 24 procent tror, at de er mindre tilbøjelige til at bryde i brand. Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at elbiler og plug in-hybridbiler er mindre tilbøjelige til at bryde i brand end benzin- og dieselbiler.
Mere end halvdelen (59 procent) af benzinbilisterne mente, at elnettet ”ikke vil være i stand til at klare” Storbritanniens skifte til elbiler, mens kun en ud af fem (20 procent) korrekt identificerede dette udsagn som falsk. National Grid – den britiske pendant til Energinet – har udtrykkeligt betegnet dette som en ”myte” og har givet tydeligt udtryk for, at elnettet vil være i stand til at klare millioner af flere elbiler i Storbritannien.
80 procent af benzinbilisterne mener, at Storbritannien ikke er på vej til at installere den nødvendige ladeinfrastruktur, på trods af at landet er foran tidsplanen for at nå sit mål om 300.000 opladere på Storbritanniens veje inden 2030.
35 procent troede fejlagtigt, at en elbils CO2-udledning i hele dens levetid ikke er mindre end en benzinbils, end der var bilister. Det er flere end de 32 procent, som vidste, at udledningen er lavere. En elbil, der kører i Storbritannien, producerer tre gange mindre CO2-udledning i hele sin levetid end en tilsvarende benzin- eller dieselbil, viser en undersøgelse fra Storbritanniens svar på Transportministeriet.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Misinformation vildleder og får folk til at tøve
Det har konsekvenser for den grønne omstilling, at de mange myter om elbiler spreder sig i befolknignen.
”Alle de myter, der florerer om elbiler, vildleder nogle benzinbilister, som nu har et virkelig dårligt kendskab til elbiler. De er for eksempel ikke klar over, at en benzinbil koster meget mere at eje og køre i løbet af sin levetid end en elbil,” siger Colin Walker, der er leder af ECIUs transportafdeling, og tilføjer:
”Den konstante strøm af misinformation om elbiler skaber tydeligvis forvirring og afholder mange af Storbritanniens bilister fra at skifte til renere og billigere elektrisk kørsel.”
Han opfordrer bilindustrien til at tackle spredningen af falske oplysninger om elbiler.
YouGov-undersøgelsen, der undersøgte briternes synspunkter hos 1.000 bilister, som ikke kører i elbil, blev gennemført i perioden 4. til 15. april 2024.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Disse elbiler er billigst
Elbiler der kommer i 2024, 2025 og 2026