Priser på Hyundai IONIQ 3 ude – her er vores bud på den danske pris
De første priser i Europa på den nye Hyundai Ioniq 3 er trillet ud, og de afslører en yderst interessant prisstruktur med mange udstyrsudgaver.
Spørgsmålet er nu, hvad den nye elbil kommer til at koste på danske nummerplader – det får du her vores bud på.
Se også: Seneste nyt om Hyundai
Fra skrabet basismodel til veludstyret topvariant
Priser på Hyundai Ioniq 3 er nu offentliggjort i Holland, hvor den udbydes i et omfattende modelprogram opdelt efter batteristørrelse og udstyrsniveau.
Basismodellen Ioniq 3 Standard Range med et batteri på 42 kWh starter ved 27.995 euro for Select-udgaven, mens de højere udstyrstrin Trend og Vision koster henholdsvis 30.995 og 32.995 euro.
Vil man i stedet have det store batteri på 61 kWh i Long Range-udgaven, som mange herhjemme nok vil finde yderst interessant, starter prisen ved 31.995 euro for Select.
I den øverste ende finder man de veludstyrede varianter N Line og Prime til 40.995 euro samt topmodellen N Line Evo til 41.995 euro.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Vores bud på de danske priser
Herhjemme koster søstermodellen Kia EV2 fra 184.999 kroner. Det giver et rigtig godt udgangspunkt for at beregne, hvor Hyundai Ioniq 3 lander på det danske marked.
I Holland er der også priser på Kia EV2, der er blot 400 euro billigere. Vi forventer dermed, at Ioniq 3 i Access Standard Range vil få en startpris i omegnen af 185.000 til 190.000 kroner.
Med den prissætning bliver modellen en direkte og yderst slagkraftig konkurrent til biler som Volkswagen ID. Polo, Skoda Epiq, Cupra Raval samt Renault 5 og Nissan Micra.
Se også: Hvad koster Danmarks billigste elbil?
Ioniq 3 får op til 496 km rækkevidde
Den nye Hyundai Ioniq 3 deler sin tekniske platform med Kia EV2, men alligevel formår Hyundai at trække fra på flere vigtige punkter.

I basisudgaven med et batteri på 42 kWh leverer Ioniq 3 en rækkevidde på 344 kilometer. Til sammenligning må Kia EV2 nøjes med 312 kilometer med nøjagtig samme batteristørrelse og motorydelse.
Ønsker man endnu længere rækkevidde, tilbyder Hyundai en Long Range-udgave med et batteri på 61 kWh. Her kan man køre op til 496 kilometer, som dermed overgår rækkevidden på samtlige konkurrenter.
Opladningen fra 10 til 80 procent klares på omkring 29-30 minutter, og som noget unikt for klassen tilbyder den V2L-funktionalitet, så du kan trække strøm til dine elektriske apparater direkte fra bilen.
Ydeevnen spænder fra 135 hk til 147 hk med et drejningsmoment på 250 Nm.
Samtidig byder Ioniq 3 på mærkbart mere bagagerumsplads. Bagagerummet sluger 441 liter mod Kias 403 liter.
Indvendigt debuterer det nye Pleos Connect-system baseret på Android Automotive, som kører på to nye skærme, der i størrelsen går op til 14,6 tommer.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed