Test af Kia EV4 Fastback – aerodynamisk rækkeviddekonge med markant design
Kia fortsætter deres elektriske offensiv med en model, der tør gå imod strømmen af SUV’er. Hvor de fleste konkurrenter føjer til i højden, har Kia med EV4 Fastback valgt at strække linjerne ud i en klassisk sedan-silhuet med et twist.
Det giver aerodynamiske fordele, men spørgsmålet er, om det går for meget ud over den daglige brugsværdi.
Læs vores test og bedømmelse af Kia EV4 Fastback og se de bedste alternativer til Kia EV4 Fastback.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Kia EV4
Kia EV4 Fastback: Elbil med sjovt design og lang rækkevidde
Kia EV4 Fastback lander i den populære mellemklasse som en direkte udfordrer til markedets ukronede konge, Tesla Model 3.

Elbilen placerer sig som et mere lavtbyggende og strømlinet alternativ til søstermodellen EV4 Hatchback og den populære SUV, EV3.
Med sin sedan-silhuet henvender den sig til de købere, der prioriterer rækkevidde og køredynamik over den høje indstigning og rummelighed, som ellers dominerer det danske bilmarked.

Kia EV4 Fastback skiller sig ud med et futuristisk designsprog, der utvivlsomt vil dele vandene, men som også sikrer, at bilen ikke ligner noget andet på vejene.
Se også: Alle elbiler fra Kia
Hvor stor er Kia EV4 Fastback?
Kia EV4 Fastback er baseret på samme E-GMP-platform som EV3, men dimensionerne er strukket markant for at opnå den elegante profil. Den måler 4.730 mm i længden, hvilket gør den præcis 30 cm længere end hatchback-udgaven.

Bredden ligger på 1.860 mm, og højden er holdt nede på 1.480 mm for at mindske vindmodstanden. Vægten sniger sig op på 1.914 kg, hvilket er forventeligt for en elbil med et stort batteri i denne klasse.
Akselafstanden er identisk med EV3 (2.820 mm), hvilket betyder, at kabinepladsen i længderetningen er velkendt, men overhænget bagtil er øget betydeligt for at skabe fastback-formen.

Når man bevæger sig ind i kabinen, mødes man af gode pladsforhold på forsæderne, hvor indstigningshøjden føles naturlig og tilpas, selvom man ikke sætter sig ”op” som i en SUV. Sæderne er behagelige, og særligt nakkestøtten på forsæderne fortjener ros for at være virkelig blød og lækker at læne hovedet op ad.

På bagsædet er historien dog en smule mere nuanceret. Benpladsen er glimrende og fuldt ud tilstrækkelig til voksne på lange ture, men den skrånende taglinje koster på loftshøjden.
Passagerer over 190 cm vil mærke taget tæt på issen. Desuden mangler der lidt bredde, hvis tre voksne skal sidde side om side på en længere rejse. Der er naturligvis ISOFIX-beslag til børnefamilierne – dog er de gemt lidt for godt væk i sæderne.

Bagagerummet er på papiret stort med sine 490 liter, hvilket faktisk er 55 liter mere end i hatchback-udgaven. Men tal fortæller ikke hele sandheden.
ket være den aerodynamiske fSelve udformningen og adgangen til rummet er bilens store akilleshæl. Åbningen er smal som en brevsprække, hvilket gør det besværligt at få store kufferter eller barnevogne ind. Man skal nærmest skubbe bagagen ind under bagruden frem for at lægge den ned.

At lægge bagsæderne ned kræver desuden, at man rækker ind i bagagerummet for at aktivere foldemekanismen, hvilket havde været smartere at kunne gøre inde fra kabinen. Der er desværre ikke et frunk under motorhjelmen.
Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads
Hvor langt kører Kia EV4 Fastback på en opladning?
En af de helt store forcer ved Kia EV4 Fastback er rækkevidden og effektiviteten. Elbilen er udstyret med et stort NMC-batteri med en nettokapacitet på 78 kWh.
Takket være den aerodynamiske form og det store batteri opnår EV4 Fastback en officiel WLTP-rækkevidde på hele 633 km. Det er marginalt længere end hatchback-udgaven med stort batteri, der klarer 625 kilometer, og det placerer EV4 Fastback helt i toppen af segmentet, hvor den bider skeer med de mest langtrækkende konkurrenter.

Under vores test, der foregik i blandet vintervejr, viste bilen sig også at være ganske effektiv. Det officielle strømforbrug holdes nede, og i praksis virker rækkevidden til at være en størrelse, man kan stole på.

Den aerodynamiske profil, der giver en lav luftmodstandskoefficient på 0,23 Cd, betaler sig virkelig på motorvejen, hvor bilen glider ubesværet gennem luften. For den typiske pendler eller familien, der kører på ferie sydpå, er rækkevidden i EV4 Fastback en absolut luksus, der minimerer behovet for ladestop i hverdagen.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen
Hvor hurtigt oplader Kia EV4 Fastback?
Når strømmen endelig er brugt, skal batteriet fyldes igen, og her afslører EV4 Fastback, at den teknisk set er mere i familie med EV3 end med den hurtigladende storebror EV6. Hjemme i indkørslen eller ved en offentlig normallader lader EV4 Fastback med 11 kW AC, hvilket betyder en fuld opladning natten over på 7 timer og 35 minutter.

På farten ved en lynlader er den maksimale DC-ladeeffekt 127 kW. Det betyder, at en opladning fra 10 til 80 procent tager 31 minutter under optimale forhold. Det er desværre lige til den langsomme side. Vi havde været helt oppe at ringe, hvis EV4 kom med Kias 800 volt-batterisystem og 18 minutter opladning, men sådan skulle det ikke være i forsøget på at holde prisen nede.
Man kan dog glæde sig over muligheden for vehicle-to-load (V2L) både udvendigt og indvendigt (4.000 watt) i bilen, hvilket er en fed feature, om end sidstnævnte er ekstraudstyr til 5.999 kr.
Se også: Disse elbiler oplader hurtigst
Hvordan kører Kia EV4 Fastback? Og hvor hurtig er den?
Kia EV4 Fastback er forhjulstrukket og drives af en enkelt elmotor, der yder 150 kW (204 hk). Det giver en acceleration fra 0 til 100 km/t på 7,7 sek. og en tophastighed på 170 km/t.
Selvom det ikke lyder af alverden i en tid, hvor mange elbiler har flere hundrede hestekræfter, føles de 204 hk som rigeligt i hverdagen. Der er fint overskud til hurtige overhalinger på motorvejen eller kvik igangsætning ved lyskrydsene.

Faktisk kan forhjulstrækket have lidt svært ved at overføre kræfterne til asfalten, hvis man træder for hårdt på speederen på vådt eller glat underlag, hvilket resulterer i let hjulspind.
Køredynamisk er bilen sat op til komfort frem for sport. Undervognen sluger ujævnhederne kompetent, og bilen ligger stabilt på vejen uden at krænge så meget som en tungere SUV.
Styringen er behagelig og vægtningen fin, om end en smule følelsesløs, men den store overraskelse er venderadiussen. Den er markant bedre end i eksempelvis EV6, hvilket gør EV4 Fastback overraskende let at manøvrere rundt i byen og på snævre parkeringspladser. På motorvejen er bilen retningsstabil og velkørende – om end med nogen vindstøj.

Førerassistentsystemerne trækker dog ned i helhedsindtrykket. Vognbaneassistenten har tendens til at “ping-ponge” lidt mellem vognbanestriberne, som om den har svært ved at finde den helt optimale placering, og ved by- og landevejskørsel i sving er systemet slet ikke til at regne med.
Desuden er bilen plaget af Kias nye sikkerhedsfeature med hidsige biplyde, så snart man fjerner blikket fra vejen for at kigge på skærmen. Det bliver, som i alle nye elbiler, hurtigt et irritationsmoment i hverdagen.
En anden observation under testen var det automatiske lygtesystem, som virkede upålideligt og ikke blændede ned for modkørende en af dagene med frostvejr, men ellers fungerede fint de øvrige dage.
Se også: Sammenlign priser på elbiler i Danmark
Udstyr i Kia EV4 Fastback
Indvendigt er EV4 Fastback moderne og veludstyret. Infotainmentsystemet er Kias velkendte ccNC-system, som vises på to store 12,3 tommer skærme. Det fungerer, men brugerfladen vinder ingen priser for æstetik eller brugervenlighed sammenlignet med de bedste på markedet.

Man kunne have håbet på en Android Automotive-løsning ligesom i Kia PV5 Passenger, men det må vi spejde langt efter her. Standardanlægget spiller ganske udmærket prisen taget i betragtning, dog uden at være prangende.

Kia skal have ros for at fastholde analog betjening til de mest basale funktioner på instrumentbrættetog midterkonsol såsom klimaanlægget temperatur og styrke, luftdyserne, parkeringsbremse, åbning af bagklap, sædevarme, ratvarme, bakkamera/360 graders kamera og parkeringsassistent.

Desværre har EV4 Fastback også de samme irriterende touchknapper under infotainmentskærmen som i Kia EV4. De mangler taktil feedback, og touchknapperne bag rattet til betjening af klimaanlæg er decideret dårligt placeret, da rattet skygger for dem. Det virker ikke gennemtænkt.

Byggekvaliteten er generelt godkendt, men man mærker, at der er sparet lidt på materialerne i forhold til EV6. Dørhåndtag og knapper føles en anelse mere “plastik-agtige” uden at være decideret dårlige. Til gengæld er tekstilindtrækket på sæderne både flot, slidstærkt og langt mere behageligt end det obligatoriske kunstlæder, som mange konkurrenter sværger til.
Se også: Elbiler med meget udstyr
Kia EV4 Fastback: Pris, leasing og garanti
På det danske marked placerer Kia EV4 Fastback sig prismæssigt attraktivt. Kia EV4 Hatchback starter fra 329.999 kr. for Long Range-varianten. Der findes ikke en billigere Standard Range-udgave af EV4 Fastback, som der gør med EV4 Hatchback. Det er en skarp pris for en bil med over 600 km rækkevidde.
At indstigningsmodellen EV4 Fastback med Prestige-udstyrspakke skal være 25.000 kr. dyrere end den tilsvarende EV4 Hatchback, er dog noget uforståeligt. Du får marginalt længere rækkevidde, en mindre rummelig kabine og en noget højere pris.

Der er endnu ikke kommet leasingpriser på Kia EV4 Fastback, men vi forventer, at de bliver i samme leje som EV4 Hatchback med stort batteri og Prestige-pakke: Altså i bedste fald 2.495 kr./md. med en udbetaling på 49.995 kr.
Kia tilbyder en af markedets bedste garantier. Du får en garanti på 7 år eller 150.000 km, alt efter hvad der kommer først. Dette gælder også for højvoltsbatteriet, hvor Kia garanterer minimum 70 procent kapacitet inden for garantiperioden.
Det giver en tryghed, som kun få andre bilmærker kan matche. Selvom garantien er fremragende, så vi gerne, at Kia opgraderer batterigarantien til branchestandarden 8 år eller 160.000 km.
Se også: Se de bedste leasingpriser på elbiler
Fordele og ulemper ved Kia EV4 Fastback
Der er mange fordele og ulemper ved Kia EV4 Fastback. Her er de vigtigste:
Fordele ved Kia EV4 Fastback
- Rækkevidde: Over 600 km på en opladning er fremragende i denne prisklasse.
- Komfort: Behagelig affjedring, gode sæder og lavt støjniveau.
- Garanti: 7 års fabriksgaranti giver maksimal tryghed.
- Venderadius: Overraskende nem at manøvrere rundt med i byen.
Ulemper ved Kia EV4 Fastback
- Bagagerumsadgang: Den smalle åbning begrænser dem praktiske anvendelighed markant.
- Plads bagtil: Højden på bagsædet er udfordret af det skrånende tag.
- Opladning: 400 volt-batterisystemet lader en tand for langsomt.
- Biplyde: Førerovervågningssystemet er overfølsomt og irriterende.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Kia EV4 Fastback: En solid, men speciel udfordrer
Kia EV4 Fastback er et frisk pust i en bilverden domineret af høje og store elbiler. Den leverer varen, hvor det tæller mest for elbilister: Rækkevidde og komfort.

Med over 600 km på “tanken” og en attraktiv prissætning er den et seriøst alternativ til Tesla Model 3. Man skal dog kunne leve med det specielle design, den begrænsede loftshøjde på bagsædet og det noget upraktiske bagagerum.
Kan man det, får man en velkørende og effektiv rejsepartner, der absolut er pengene værd. Kia EV4 Fastback får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 80/100 (virkelig god) i test.
Bedste alternativer til Kia EV4 Fastback
Blandt de bedste alternativer til Kia EV4 Fastback er:
- Tesla Model 3
Bedømmelse:
81/100 (virkelig god)
Pris: Fra 269.990 kr.
- Xpeng G6
Bedømmelse: 90/100 (fremragende)
Pris: Fra 299.990 kr.
- Hyundai Ioniq 5
Bedømmelse: 85/100 (fremragende)
Pris: Fra 289.995 kr.
Se også: Sammenlign alle sedaner