Kinesiske elbilmærker vil stadig tjene fedt efter toldforhøjelser
EU’s indførelse af ekstra told kan lyde voldsom, men er i virkeligheden ikke det store problem for de kinesiske producenter. De kinesiske producenter vil stadig tjene mere på elbilerne end på hjemmemarkedet, og de har rigeligt med muligheder for at fortsætte med at vokse og bruge store fortjenstmargener til at absorbere noget af det tabte.
Se også: Se specifikationer, priser og billeder af elbiler
Kinesiske elbilproducenter tager dobbeltpris i Europa
En ekstra importtold i Europa på kinesisk producerede elbiler bliver snart en realitet. Fra den 4. juli forhøjes toldsatsen med op til 38 procent, som lægges oven i de nuværende 10 procent. For nogle producenter pålægges de altså en importtold på hele 48 procent.
Der er ingen tvivl om, at det er en stor forhøjelse, men det er dog ikke højere end forventet, og vil for det fleste kinesiske producenter ikke betyde det store. De tager nemlig i forvejen langt højere priser for deres elbiler end i Kina, og vil derfor stadig have en meget høj fortjeneste på dem.
Elbiler fremstillet i Kina, såsom BYD Dolphin og MG4 Electric sælges i gennemsnit for omkring det dobbelte i Europa sammenlignet med deres hjemregion. Herhjemme koster en MG4 fra cirka 200.000 kr.
Nedenfor er et eksempel med SUV’en BYD Seal U, der er en af de nyeste elbiler i Danmark. Seal U koster herhjemme fra 319.995 kr. Prisen for en Seal U er i Tyskland 40.684 euro, cirka 300.000 kr., hvor den i Kina koster fra 21.769 euro, svarende til cirka 160.000 kr.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Ikke nok med det er flere kinesiske producenter i gang med at udvide produktionen til Europa, hvorved de igen vil slippe for at betale importtolden. Elbilproducenterne vil derudover også kunne rette deres opmærksomhed mod nye markeder i Mellemøsten, Latinamerika og Sydøstasien, hvor elbiler udgør en lille, men voksende del af markedet for personbiler, skriver Bloomberg.
Selv med den ekstra told kan BYD’s fortjeneste pr. bil i Europa stadig være omkring halvanden gang højere end på den samme bil, der sælges i Kina, siger Nick Lai, der er analytiker hos JPMorgan Chase & Co.
Europas toldforhøjelser vil have en “mindre indvirkning” på kinesiske producenter, fordi regionen kun tegner sig for en brøkdel af deres samlede salg, sagde Kevin Lau, der er analytiker hos Daiwa Securities.
Se også: Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
Vil kinesiske elbiler stige i pris?
Vil de kinesiske producenter hæve deres priser på elbiler i Europa? Med så stor en fortjeneste på elbilerne i Europa, selv efter den nye forhøjede told, virker de ikke til at have behov for det, tyder alt på. Det er altså ikke umuligt, at en producent som BYD kan vælge at fastholde deres nuværende priser og klare sig med en lidt mindre fortjeneste.
Men der er andre kinesiske producenter end BYD og SAIC til stede i Europa, som muligvis ikke har den samme høje fortjeneste. En producent som Aiways, der satser hele butikken på Europa, vil sandsynligvis have behov for at hæve priserne. Hvordan priserne vil ændre sig kommer vi til at opleve i de kommende dage.
Vi anbefaler:
De billigste elbiler i Danmark
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den
Bedste ladeboks til hjemmet