6 fede elektriske konceptbiler på eCarExpo 2023

På dette års elbilmesse, eCarExpo i København, er der mange spændende og vilde konceptbiler at udforske. Se gallerier af fremtidens elbiler.

6 fede elektriske konceptbiler på eCarExpo 2023

Dette års eCarExpo er skudt i gang. I dag, fredag, er Nordeuropas største elbilmesse forbeholdt pressen og bilbranchen, og i løbet af weekenden er der adgang for alle, der er interesserede i elbiler.

Som en fast bestanddel af eCarExpo bliver der vist elektriske konceptbiler frem, og i år er ingen undtagelse. Faktisk er der flere udstillede elektriske konceptbiler end nogensinde. På dette års eCarExpo er der seks forskellige elektriske konceptbiler udstillet. Vi har taget et nærmere kig på de kommende elbiler, som – måske – en skønne dag munder ud i en serieproduceret elbil.

Se også: Guide til opladning af elbil i hjemmet

Skoda Vision 7S

Ud over Skoda Enyaq iV og Enyaq RS havde Skoda taget deres meget futuristiske konceptbil Vision 7S med. Vision 7S er en stor 7-personers elektrisk SUV med et 89 kWh batteri, der giver en rækkevidde på over 600 km. Det er Skodas nye Modern Solid-designstil, der præger det ydre.

Vision 7S understøtter 200 kW lynladning og har et meget futuristisk interiør, som ifølge Skoda giver et fingerpeg om fremtidens individuelle mobilitet. For eksempel kan børnesædet monteres på midterkonsollen.

Skoda Vision 7S ventens at gå i produktion i løbet af 2026.

Læs mere om Skoda Vision 7S

Volkswagen ID. GTI Concept

Volkswagen viste også en konceptbil frem: Volkswagen ID. GTI Concept. Den lille elektriske hatchback er baseret på Volkswagen ID.2all, som Volkswagen afslørede tilbage i marts. Den nye ID.GTI, som Volkswagen har bragt med, blev annonceret i september, så den er altså spritny.

Den lille elbil i Polo-størrelsen er bilgigantens bud på fremtidens GTI. Den ventes at blive lanceret i sin færdige form i 2026, og de første kunder får leveret den hurtige bybil i 2027.

Læs også: Volkswagen på vej med 100 % elektrisk ID. GTI

Audi A6 Avant e-tron concept

Tilbage i april 2021 præsenterede Audi den næsten fem meter lange elektriske Audi A6 e-tron – både som sedan og stationcar kaldet A6 Avant e-tron. Til årets eCarExpo har Audi taget et eksemplar af konceptbilen A6 e-tron Avant med.

Her på redaktionen synes vi, at Audi A6 Avant e-tron er en uhyre flot elbil, og den ser da også lige så elegant ud i virkeligheden, som den gør på pressebillederne.

Den store stationcar har et 100 kWh batteri og yder hele 476 hk og har et drejningsmoment på 800 Nm.

Læs mere om Audi A6 Avant e-tron concept

Audi Skysphere concept

Endnu en Audi-konceptbil har fundet vej til dette års eCarExpo – denne gang en konceptbil, som ligger noget længere ude i fremtiden – hvis den altså overhovedet bliver realiseret en skønne dag. Det er aldrig til at vide med disse konceptbiler.

Audi Skysphere concept hedder den anden konceptbil, som Audi havde taget med.

Den Batmobil-lignende elbil blev præsenteret tilbage i august 2021. Den er en spektakulær roadster med et interaktivt interiør og en variabel akselafstand, der kan justeres med 250 millimeter, hvilket giver mulighed for meget forskellige køreoplevelser. Længen kan altså gå fra 4,94 meter til 5,19 meter. 0-100 km/t klares på 4 sekunder med en ydeevne på 465 kW og et drejningsmoment på 750 Nm. Batteriet er på 80 kWh, og rækkevidden er på mere end 500 km.

Se også: Elbiler fra Audi

Polestar O₂ Concept

Polestar O₂ Concept er faktisk ikke længere en konceptbil. Den kommer nemlig som produktionsmodellen Polestar 6 – men først i 2026. Indtil da findes den som konceptbilen Polestar O₂ Concept, som turnerer bilmesser såsom dette års eCarExpo.

Polestar 6/O₂ Concept er en elektrisk roadster, som klarer 0-100 km/t på kun 3,2 sekunder. Rækkevidden bliver på mindst 600 km. Den kan drøne af sted med 250 km/t takket være dens kraftige motorer på i alt 650 kW. Den vejledende pris bliver ifølge Polestar 200.000 dollar før afgifter og skatter.

Se også: Elbiler fra Polestar

NIO EP9

Den sidste konceptbil er fra NIO, og den skiller sig gevaldigt ud fra de øvrige konceptbiler. NIO EP9 (EP9 står for Electric Performance 9) er en vaskeægte sportsvogn og produceres kun i 50 eksemplarer. Den er forbeholdt lukkede racerbaner, og her kan de fire motorer på hver 250 kW komme til sin ret. 0-100 km/t klares på kun 2,7 sekunder, og topfarten hedder 300 km/t.

Se også: Elbiler fra NIO