Elafgiften forsvinder: Hvad skal jeg gøre?

Elafgiften falder voldsomt fra 1. januar 2026. Nu skal du overveje at droppe din ladeudbyder og serviceaftale. Se de billigste ladeløsninger ud fra dit kørselsforbrug.

Elafgiften forsvinder: Hvad skal jeg gøre?

Fra 1. januar 2026 sænkes elafgiften til EU’s minimum på 1 øre per kWh inkl. moms (0,8 øre per kWh ekskl. moms). Hidtil har elafgiften været på 89,5 øre per kWh inkl. moms (72,7 øre per kWh ekskl. moms).

Har du elbil og oplader den derhjemme, er den faldende elafgift en oplagt anledning til at gennemgå din ladeløsning og overveje, om tiden ikke er inde til at finde en anden og billigere løsning.

Vi guider dig her til, hvordan du finder den rette ladeløsning i forbindelse med, at elafgiften forsvinder.

Se også: Nedsat elafgift: Kæmpe besparelser til elbilister

Hvilken ladeudbyder/elaftale skal jeg vælge?

Det helt store spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med elafgiften, som stort set forsvinder, er, hvilken ladeudbyder man skal vælge. Det helt korte og ikke så konkrete råd er: Den billigst mulige ladeudbyder – og vi vil også være så frække at hævde: Måske slet ingen ladeudbyder.

Bliv klogere på, hvad du skal gøre, alt efter hvor langt du kører, og alt efter hvilken ladeboks du har.

Jeg kører 15.000 km om året

Hvis du kører omkring 15.000 km om året og udelukkende (eller stort set) oplader elbilen derhjemme, er der enormt store gevinster ved at skifte til en billig ladeudbyder. Og ordet ladeudbyder er faktisk næsten misvisende, for vi vil hævde, at du slet ikke har brug for en ladeudbyder. Et billigt elselskab er alt, hvad du har brug for.

Vi anbefaler ikke at spilde penge på en serviceaftale til en ladeboks på samme måde, som du nok ikke har en serviceaftale til dit tv, dit komfur eller din opvaskemaskine. En serviceaftale er langt hen ad vejen overflødig, og derfor kan du i praksis vælge et hvilket som helst elselskab.

Hos de billigste elselskaber kan et gennemsnitligt kørselsforbrug på 15.000 km om året dækkes for kun 3.000 kr. om året (250 kr./md.), hvis du betaler en gennemsnitlig strømpris på 1 kr./kWh – noget der er meget sandsynligt i 2026 og 2027 med den reducerede elafgift. De dyrere elselskaber koster derimod op til 5.200 kr. om året, viser Mobilsidens pristjek.

Oplader du primært, eller udelukkende, elbilen op derhjemme, skal du altså gå efter en billig elaftale og skære alle de øvrige fordyrende elementer af. Ønsker du alligevel trygheden i en serviceaftale, kan det heldigvis også gøres meget billigt. Ladeudbyderne har sænket priserne på dem markant og i mange tilfælde endda gjort dem gratis. Se vores oversigt over de billigste ladeudbydere og elselskaber.

Se også: De billigste ladeudbydere – se priser

Jeg kører meget: Skal jeg skifte Clever ud?

Hvis du har et kørselsforbrug, der klart overstiger det gennemsnitlige kørselsforbrug, har du måske et Clever One-abonnement med fri opladning – eller også overvejer du at skifte til det.

Jo højere et kørselsforbrug man har, jo dyrere vil den gennemsnitlige ladepris være, da en større del af opladningen ikke kan begrænses til de absolut billigste timer af døgnet. Vi regner i dette eksempel med en gennemsnitlig strømpris i 2026 på 1,25 kr./kWh.

Se hvad det koster at oplade elbilen hjemme ved betaling for det faktiske strømforbrug:

 

Et Clever One-abonnement med fri opladning ude og hjemme koster 799 kr./md. Du skal altså have et kørselsforbrug på omkring 40.000 km om året eller mere, før det kan svare sig at have Clever One med de nye elpriser i 2026 og 2027.

Kører du mindre end 40.000 km om året, er det billigere at betale for den strøm, du bruger til opladningen og helt undlade at have en ladeudbyder.

Jokeren er dog udeladning. Jo mere du oplader din elbil på farten, desto bedre kan Clever svare sig. Se hvornår Clever One kan svare sig i forhold til, hvor meget du oplader ude og hjemme:

 

Se også: Kan Clever One svare sig?

Jeg har allerede en ladeboks – hvad skal jeg gøre?

Har du allerede en ladeboks, som kun virker med en bestemt ladeudbyder, komplicerer det tingene en smule. Her er der mange hvis’er.

Hvis du lejer ladeboksen

Hvis du lejer ladeboksen, skal du først og fremmest gøre op med dig selv, om du vil beholde den eller aflevere den tilbage til din ladeudbyder. Helt generelt kan man sige, at leje giver mening på den korte bane (for eksempel hvis du ved, at du skal flytte om et år eller to), men er en dyr løsning på den lange bane (hvis du ikke har flytteplaner).

Lejer du en ladeboks og vil gerne beholde den, men vil du samtidig skifte til en anden ladeudbyder eller bare helt bruge ladeboksen uden en ladeudbyder, skal du kontakte din nuværende ladeudbydere om muligheden for at frikøbe ladeboksen.

Her skal du dog vurdere, om den akkumulerede lejepris, du har betalt, plus prisen for at frikøbe ladeboksen står på mål med, hvad en helt ny ladeboks hos en anden ladeudbyder eller hos en elektronikforhandler (alternativt en brugt ladeboks) koster.

Hvis du ejer ladeboksen

Ejer du din ladeboks, er der flere muligheder.

Det billigste vil være at beholde den ladeboks, du allerede har. Vær dog opmærksom på, at den kan være låst til din nuværende ladeudbyder. Kontakt dem for at høre, om den kan låses op, så den kan betjenes uden om ladeudbyderens app.

Hvis du har en populær ladeboks såsom Zaptec Go, accepteres den af mange forskellige ladeudbydere, mens mere ukendte ladebokse eller specifikke ladebokse (f.eks. Clevers) kan være accepteret af kun din ladeudbyder eller enkelte andre. Det kan sætte en begrænsning for, hvilke andre ladeudbydere du kan bruge din nuværende ladeboks med.

Hvis du helt vil droppe at have en serviceaftale, har dette ikke nogen praktisk betydning. Du kan bruge en hvilken som helst ladeboks, uanset hvilken elaftale du har – noget vi vil opfordre til at gøre i 2026 og 2027.

Vil du gerne kunne skifte mellem mange ladeudbydere både nu og i fremtiden, bør du overveje at skifte til en ladeboks, der er bredt accepteret af ladeudbyderne. Vi anbefaler Zaptec Go eller Zaptec Go 2.

Se også: De bedste ladeudbydere

Bliver offentlige opladere billigere?

Umiddelbart bliver offentlige opladere ikke billigere på grund af den faldende elafgift. Udbydere af offentlige ladestandere er allerede fritaget for elafgift og betaler kun en såkaldt procesafgift. Den faldende elafgift får altså ikke en direkte betydning for priserne på offentlige opladere.

Man kan dog forestille sig, at der alligevel kommer prisfald som følge af, at hjemmeopladning bliver væsentligt billigere i 2026 og 2027 – ganske enkelt for at mindske prisforskellen mellem udeladning og hjemmeladning.

Det er selvfølgelig kun noget, der vil ske, hvis ladeudbyderne vælger at konkurrere med hinanden på prisen, og kun tiden vil vise, hvordan ladepriserne for offentlige opladere udvikler sig.

Se også: Priser på lynladere