Mercedes EQV kommer som elektrisk autocamper
Mercedes-Benz EQV er bilproducentens bud på en MPV eller minibus, der kan bruges til mange formål og af den helt store familie. Nu er en ny udgave på vej, der skal være et grønt transportmiddel til friluftsfolket med alt fra pop-up tag til køleskab og komfur.
Tilbage i 2020 løftede Mercedes først sløret for deres varebil og familiebus, Mercedes-Benz EQV, der er en del af producentens elektriske familie. EQV blev tilgængelig i to varianter med enten 60 kWh eller 90 kWh, med en rækkevidde på op til 350 km. Med DC hurtigopladning (110 kW) holdes ladetiden fra 0-80 procent nede på 45 minutter.
Nu har Mercedes løftet sløret for en ny udgave af EQV, der ser ud til at blive en direkte konkurrent til Volkswagens ID.Buzz, er også kommer som elektrisk autocamper. Den elektriske EQV skal laves i samarbejde med Sortimo og indrettes med moduler, alt efter ønske.
Se også: Sådan skal elbiler sikre den grønne omstilling
Læs også: Mercedes EQS sætter rækkevidde-rekord for elbiler
Mercedes elektrisk autocamper med solpaneler
Ifølge Mercedes kommer EQV autocamperen med moduler fra Sortimo, hvor der har været fokus på lav vægt. Lavere vægt giver både bedre køreegenskaber samt en længere rækkevidde.
Der er en lang række af udstyr til Mercedes’ elektriske autocamper: solpaneler til taget med en effekt på omkring 400 watt, pop-up tag med tagseng, en multifunktionsboks med seng og køkkenenhed. Køkkenenheden bruger et skuffesystem, og funktionerne omfatter en vask, et to-ring aftageligt gaskomfur, en køleskabsboks og skuffer til bestik og køkkenredskaber. Sengesystemet monteres over køkkendelen.
Hvornår den elektriske autocamper er klar hos forhandlere nævner Mercedes ikke noget om endnu. Når vi ved mere vil artiklen blive opdateret.
Se også: Nyheder om Mercedes elbiler