Vild rækkevidde: Her er prisen på elektrisk Mercedes C-Klasse
Mercedes-Benz har netop løftet sløret for de danske priser på deres helt nye, fuldt elektriske C-Klasse.
Elbilen byder på et markant nyt design, masser af luksus i kabinen og en imponerende WLTP-rækkevidde på over 750 km.
Se også: Se alle elbiler fra Mercedes-Benz
Dansk pris på Mercedes-Benz C-Klasse som elbil
Den nye indstigningsmodel, Mercedes-Benz C 400 4MATIC electric, koster fra 549.000 kr. i Danmark. For de penge får du en topmoderne elbil med et lækkert, coupé-lignende design og en elegant afrundet GT-bagende.
Dermed er C-Klassen med elmotor 59.163 kr. billigere end den hidtil billigste C-Klasse, C 200 sedan med mild hybrid.
Drivlinjen er selvsagt den helt store nyhed. Det massive NMC-batteri på 94 kWh sikrer dig en elektrisk WLTP-rækkevidde på hele 762 km, hvilket gør den til en af elbilerne herhjemme med absolut længst rækkevidde.
Skal du hurtigt videre på farten, kan du lade op til 325 km ekstra rækkevidde på blot 10 minutter.
Samtidig leverer elmotoren hele 489 hk (360 kW) og et solidt drejningsmoment på 800 Nm, hvilket skyder bilen fra 0 til 100 km/t på lynhurtige 4,0 sekunder. Ikke dårligt.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Du kan købe dig fattig i udstyr
Til startprisen er C-Klassen ganske veludstyret med panoramatag, ambientebelysning, LED Performance-lygter, to store skærme på henholdsvis 10,3 tommer (førerskærm) og 14 tommer (infotainmentskærm) og memorypakke.
Vil du have integrerede dørhåndtag og forberedelse til digital bilnøgle på din smartphone, skal du dog tilkøbe Komfortpakke Plus til 20.786 kr. Denne pakke giver også dobbelt trådløs mobilopladning foran og et bagagerum med håndfri adgang.
Sætter du kryds i bilens største udstyrspakker, kan luksusniveauet hæves markant med et Burmester 4D surround sound-lydsystem, avancerede DIGITAL LIGHT-forlygter med projekteringsfunktioner og eksklusive High-End sportssæder med både klimafunktion og massage. I toppakkerne får du desuden varme i bagsæderne, ENERGIZING AIR CONTROL og et særligt oplyst mønster i panoramataget.
Bilens visuelle udtryk bygger som standard på designlinjen Avantgarde. Ønsker du et mere sportsligt look, kan du opgradere til AMG designlinje for 32.408 kr. Her får du blandt andet 19 tommer AMG-letmetalfælge i dobbelt 5-eget design, AMG styling og en mere sportslig kunstig motorlyd.
Indvendigt byder pakken på komfortsæder, sort taghimmel, åbenporede hvide interiørlister, AMG-måtter og et fladbundet multifunktionssportsrat i nappalæder.
Den absolutte topmodel er AMG designlinje PLUS til 83.813 kr., som tilføjer 20 tommer multiegede fælge og en AMG-spoilerkant. I kabinen markeres PLUS-linjen eksklusivt med røde designo-sikkerhedsseler, belyste indstigningspaneler, sort/sølv interiørlister og sportslige overflader i ARTICO kunstlæder og MICROCUT mikrofiber med iøjnefaldende røde kontrastsyninger.
Hvis man ikke ved, hvad man skal bruge sine hårdt optjente penge på, er ekstraudstyr i Mercedes-Benz C-Klasse altså et godt bud.
Vi anbefaler:
Elbiler med den bedste garanti
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028


