Porsche til familien
Porsche med fire døre? Ja, hvis der er tale om den store 4-hjulstrukne Cayenne – men da ikke en model som den berømte Porsche 911? Er de blevet vanvittige nede i Stuttgart? Faktisk ikke, for de har begået en genistreg.
Se bare billedet – en firedørs Porsche, fire luksussæder og bygget over den legendariske 911. Men modsat denne har man måttet flytte motoren foran, så man får plads til familiens bagage bagi!
I profil og silhuet er den tydeligt inspireret af designikonet Porsche 911, og med Panamera bliver du skudt af sted fra København til Lalandia med en fart, så du kan miste kørekortet på få sekunder.
Den har nemlig en V8-motor med enten baghjulstræk eller træk på alle fire hjul, hvis du vil stå godt fast, når du kører 200 km/t. i et sving.
Uanset model får du 500 ægte Porsche hypheste under hjelmen. Det bringer dig og familien, som nu sidder med et skræmt blik i øjnene, til 100 km/t. på blot 4,2 sekunder, og holder du speederen i bund, bringer de 500 heste dig op over 300 km/t. Alligevel skulle den kunne køre omkring 8,2 km på en liter af den dyrebare benzin.
Med Panamera får du måske en ny klassiker ? ingen bil kan som 911’eren prale af at være så perfekt fra starten. Gennem mere end 40 års produktion ligner den stadig den oprindelige streg, som Ferdinand Porsche blandt andet står bag. Den er et designikon på linje med Coca Cola-flasken!
Porsche er en fuldblodsracer bygget til hverdagsbrug. Har du prøvet den på en bane, understreges dens overlegenhed.
Efter fem-seks omgange på fuldt tryk i en Ferrari står denne og drypper olie og syder. Den skal serviceres. En Porsche kan man køre lige så hårdt, man vil og så trille hjem ad landevejen bagefter samt tage den til job næste morgen. Med Panamera kan du tage hele familien med! Bilen er ude til efteråret 2009 til en pris på mellem 1.9 mill til 2.9 mill kroner.