Robotstøvsugerfirma dømmer Tesla ude om 20 år

Robotstøvsugervirksomheden Dreame kaster sig over elbiler og spår i forbindelse med lanceringen af nye elbiler, der er åbenlyse kopier af luksusbiler, Teslas død om 20 år.

Robotstøvsugerfirma dømmer Tesla ude om 20 år

Du kender dem nok bedst for at holde dit stuegulv rent ved hjælp af avanceret teknologi til en skarp pris.

Men nu vil den kinesiske robotstøvsugervirksomhed Dreame erobre vejene, og de lægger hårdt ud med en dyster profeti for Elon Musks imperium.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

“Tesla er færdig om 20 år”

Den kinesiske robotstøvsugervirksomhed Dreame har i de senere år opnået stor succes i de danske hjem med deres prisvenlige og teknologisk stærke robotstøvsugere.

Nu tager virksomheden dog et gigantisk spring fra gulvpleje til asfalt, og ambitionerne fejler intet.

På det sociale medie Weibo er Dreames administrerende direktør, Yu Hao, kommet med en opsigtsvækkende forudsigelse. Han dømmer Tesla ude som bilmærke allerede om 20 år.

Ifølge topchefen vil Tesla lide samme skæbne som amerikanske iRobot – pioneren inden for robotstøvsugere, der for nylig gik konkurs efter at være blevet overhalet af netop kinesiske konkurrenter.

Yu Hao skriver direkte, at Tesla vil blive “bilindustriens pendant til iRobot”. Han forudser, at Tesla vil blive ramt af vedvarende økonomiske tab og til sidst blive tvunget ud af markedet.

Og han har også en syrlig kommentar klar til Elon Musk:

“Selvfølgelig vil ‘Lillebror Ma’ (kinesisk kaldenavn for Musk, red.) ikke indrømme det. Han vil sige, at han trak sig frivilligt,” lyder det fra Dreame-bossen.

Se også: Sammenlign alle elbiler

Fra støvsugere til superbiler – og kopier

Dreames angreb på Tesla bakkes op af en massiv satsning på egne biler. Virksomheden er i fuld gang med at transformere sig fra producent af forbrugerelektronik til bilproducent.

Allerede ved CES 2026 løftede bilmærket sløret for tre elbiler, der viser bredden i deres ambitioner.

Det inkluderede konceptbilen Nebula Next 01, som Dreame har udtalt ambitioner om at gøre til verdens hurtigste bil. Dertil kom to elbiler under mærket Kosmera, som fik mange til at spærre øjnene op – mest fordi de ligner biler fra luksusmærket Bugatti til forveksling.

Men det stopper ikke her.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Ny åbenlys kopi af Rolls-Royce

Dreame har netop afsløret endnu et nyt bilmærke under navnet Star Motor, der fokuserer på store SUV’er.

Her præsenterede de tre modeller, men særligt flagskibet Star D09 løb med opmærksomheden. Elbilen ligner nemlig en tro kopi af den ultraluksuriøse Rolls-Royce Cullinan.

Dreame lader altså ikke til på nogen måde at forsøge at skjule, at de åbenlyst lader sig “inspirere” meget kraftigt af eksisterende luksusbiler.

Bag den aggressive strategi gemmer der sig også et personligt opgør. Dreames direktør har i sin bredside på sociale medier gjort det klart, at han ønsker at vippe Elon Musk af pinden som verdens rigeste person.

En voksende trend blandt techgiganter

Dreame står ikke alene med drømmen om at skifte gadgets ud med teknologi på fire hjul.

Flere kinesiske teknologivirksomheder har med succes foretaget netop det skifte, som Dreame nu forsøger.

Mest kendt er Xiaomi, der med deres elbil SU7 har taget markedet med storm og bevist, at en mobil- og gadgetproducent godt kan bygge populære biler.

Også techgiganten Huawei har kastet sig ind i kampen og leverer nu avanceret software og hardware til en lang række nye kinesiske bilmærker.

Om Dreame kan gentage succesen – og om profetien om Tesla holder stik – må de næste 20 år vise.

Se også: Hvilken elbil skal jeg vælge?

Fordele og ulemper ved Tesla

Overvejer du en elbil fra Tesla? Se alle fordele ved Tesla og ulemper ved Tesla.

Se også de bedste alternativer til Tesla Model Y og de bedste alternativer til Tesla Model 3.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
De billigste elbiler i Danmark
Hvilke elbiler er bedst i test?