Sådan læser du parkeringsskiltene og undgår afgifter

Det kan koste dyrt at overse en lille pil, misforstå farven på p-skiltet eller glemme 10-meter reglen. Her er den komplette guide til parkeringsskilte og parkeringsreglerne i Danmark.

Sådan læser du parkeringsskiltene og undgår afgifter

Vi kender det alle sammen. Man holder foran p-skiltet og stirrer på pilene, klokkeslættene og de små undertavler. Må man overhovedet holde der? Og hvornår begynder taxameteret at tælle?

Reglerne kan virke uoverskuelige, men faktisk følger de et fast logisk system, uanset om du befinder dig i København, Aarhus eller en mindre provinsby. Her får du værktøjerne til parkeringsreglerne i Danmark, at læse og forstå parkeringsskiltene og undgå de ærgerlige lærepenge.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Er du på privat eller offentlig grund?

Før du overhovedet begynder at forstå skiltet, skal du kigge på skiltets farve og logo. Det er nemlig helt afgørende for, hvilket regelsæt du holder under, og hvem der udskriver en eventuel bøde (eller kontrolafgift, som det rettelig er).

Mange bilister tror fejlagtigt, at reglerne er ens overalt, men der er stor juridisk forskel på offentlig vej og privat område.

Hold øje med farven på P-skiltet

Hvis du holder på offentlig vej, vil du møde de klassiske blå firkantede skilte med et hvidt P. Her er det Færdselsloven og de kommunale regler, der gælder. En parkeringsafgift herfra koster typisk 510 kr., medmindre du holder på en handicapplads uden tilladelse eller spærrer en port, hvilket fordobler prisen.

Sagen er en helt anden, hvis du kører ind på et privat område. Det kan være ved supermarkeder, boligforeninger eller butikscentre. Her skal området ved indkørslen være markeret med et sort skilt med et hvidt P.

På disse pladser gælder den private ejendomsret, og her bestemmer ejeren reglerne suverænt. De kan kræve, at du parkerer inden for optegnede båse, eller at p-skiven skal indstilles døgnet rundt. Her får du en kontrolafgift, som typisk er på 795 kr. eller mere.

Se også: Alle kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

Sådan læser du pilene på skiltene

Når du har konstateret, om grunden er privat eller offentlig, skal du afkode restriktionerne på parkeringsskiltet. En gylden regel er altid at læse skiltet oppefra og ned.

Hovedtavlen øverst angiver hovedreglen, mens undertavlerne nedenunder præciserer eller indskrænker reglen.

Det er ofte pilene på undertavlerne, der snyder bilisterne, men logikken er faktisk simpel, hvis du forestiller dig, at skiltet lægges fladt ned på vejen i kørselsretningen.

Forstå pil op og pil ned

En pil der peger opad betyder, at reglen starter her. Du må altså ikke parkere før skiltet, hvis du kommer kørende hen mod det, men forbuddet eller restriktionen gælder på stykket efter skiltet i kørselsretningen.

Ser du derimod en pil, der peger nedad, betyder det, at reglen slutter her. Restriktionen gælder altså på stykket før skiltet frem til skiltestanderen, hvorefter reglen ophæves.

Hvis skiltet har en dobbeltpil, der peger både op og ned, befinder du dig midt i en zone eller strækning. Her gælder reglen både før og efter skiltestanderen.

Er der slet ingen pile på skiltet, gælder det fra skiltestanderen og frem efter i kørselsretningen, indtil du møder næste vejkryds eller et nyt skilt.

Se også: De mest ventede nye elbiler i 2026

Forskellen på standsning og parkering

Der er stor forskel på, om skiltet viser et rødt kryds eller blot en enkelt rød streg på den blå baggrund. Et rødt kryds betyder standsning forbudt. Her må du intet foretage dig. Du må ikke holde stille – heller ikke kortvarigt for at sætte passagerer af.

Tre-minutters reglen ved parkering forbudt

Viser skiltet derimod en enkelt rød skråstreg, betyder det parkering forbudt. Her må du ikke forlade bilen eller holde længere end tre minutter.

Du må dog gerne standse for at læsse varer af eller på, eller lade passagerer stige ud og ind. Det gælder også, selvom det tager mere end tre minutter, så længe der er synlig aktivitet ved bilen (af- og pålæsning).

Ved et parkeringsforbud skal p-vagten observere bilen i mindst tre minutter, før kontrolafgiften må udskrives.

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Knæk koden til tidsrummene

Tidsbegrænsningerne på skiltene følger altid den samme farvekode på tværs af hele landet, uanset om det er privat eller offentligt. Det er afgørende at kende forskel på hverdag, lørdag og søndag for at undgå en p-afgift.

Sorte eller hvide tal uden parentes, eksempelvis 9-17, gælder på hverdage fra mandag til fredag. Ser du tal i en parentes, eksempelvis (9-14), gælder disse udelukkende om lørdagen. Endelig har vi de røde tal. Står der eksempelvis 10-14 med rødt, gælder tidsbegrænsningen på søn- og helligdage.

Den farlige fælde i weekenden

Du skal være særligt opmærksom, hvis der slet ingen røde tal eller parenteser er. På offentlig vej betyder det oftest fri parkering i weekenden.

Men på de private sorte skilte kan manglende tidsangivelser betyde, at parkeringsreglerne gælder hele døgnet, alle ugens dage. Læs derfor altid hele skiltet grundigt, hvis baggrunden er sort, og der mangler tidsangivelser lørdag, søn- og helligdage.

Se også: De billigste elbiler i Danmark

Det lovlige trick til p-skiven

En p-skive skal som udgangspunkt altid indstilles til udløbet af det kvarter, hvor du ankommer. Ankommer du klokken 15:10, skal skiven sættes frem til 15:15. Ankommer du 15:16, hedder det 15:30.

Men der findes en undtagelse, som mange ikke kender, og som kan give dig lov til at sove længe næste morgen.

Sådan får du længere parkeringstid

Hvis du parkerer uden for den tidsbegrænsede periode, men planlægger at blive holdende ind i den næste periode, har du to muligheder. Du kan enten sætte skiven på dit faktiske ankomsttidspunkt, eller du kan benytte det smarte trick: Du må gerne indstille p-skiven til det tidspunkt, hvor tidsbegrænsningen starter igen.

Forestil dig, at der er to timers parkering mellem klokken 08 og 18. Du ankommer om aftenen klokken 19:00. Her kan du lovligt sætte p-skiven frem til klokken 08:00 næste morgen.

Det betyder, at dine to timers parkering først begynder at tælle fra klokken 08:00, og du kan dermed lovligt blive holdende helt til klokken 10:00. Husk dog, at du aldrig må ændre indstillingen på p-skiven uden fysisk at flytte bilen.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

De usynlige regler uden skilte

Selvom der ikke er nogen skilte, gælder Færdselslovens grundregler stadig. Mange bilister får afgifter i boligområder, fordi de glemmer de generelle afstandsregler. Den mest kendte er 10-meter reglen.

Afstand til kryds og fodgængerfelter

Du må ikke standse eller parkere mindre end 10 meter fra den tværgående kørebanes eller cykelstis nærmeste kant ved et vejkryds. Kommunerne markerer ofte hjørnerne med gule trekanter på kantstenen for at hjælpe bilisterne, men reglen gælder også, selvom der ikke er nogen gul maling.

Ved fodgængerfelter er afstanden fem meter foran feltet. Det samme gælder ved udkørsler fra cykelstier, hvor du skal holde fem meters afstand før eller efter udkørslen.

Pas på spærrelinjen

En ofte overset regel er spærrelinjen. Hvis der er en fuldt optrukket linje midt på vejen, skal der være mindst tre meter mellem din bil og linjen. Det sikrer, at andre bilister kan passere dig uden at skulle overskride den fuldt optrukne linje, hvilket ville være ulovligt.


Se også: 11 eller 22 kW ladeboks?

Særligt for elbiler og ladepladser

Tiden, hvor elbiler altid parkerede gratis, er forbi, og reglerne varierer nu meget fra kommune til kommune. Et skilt med teksten “Kun opladning” eller et stik-symbol betyder generelt, at du kun må holde der, hvis din bil er tilsluttet laderen – den skal ikke nødvendigvis oplade, men som minimum være tilsluttet en lader.

Tidsbegrænsning gælder også ved opladning

Vær opmærksom på ladere og travle byzoner. Her er der ofte skiltet med en maksimal tidsbegrænsning på eksempelvis 3 timer for at sikre udskiftning ved ladestanderen.

I Aarhus Kommune skal bilen eksempelvis flyttes, når tidsbegrænsningen udløber – også selvom den stadig lader.

Selvom du lader, skal du også huske p-skiven, medmindre andet er tydeligt angivet.

I København og på Frederiksberg skal elbiler nu også betale for parkering via apps, dog ofte til en lavere takst end benzinbiler. Tidligere var de fritaget.

Se også: Hvilken elbil skal jeg vælge?

Stol ikke blindt på din p-app

Parkeringsapps som EasyPark, ParkMan, Apcoa og OK er uundværlige hjælpemidler, men teknologien kan fejle. I tæt bybebyggelse med høje huse kan telefonens GPS-signal være upræcist og placere dig på nabovejen.

Tjek derfor altid, om den såkaldte områdekode i appen matcher de fire cifre, der står på den fysiske p-automat eller skiltet, hvor du holder.

Hvis GPS’en placerer dig i en billigere zone, men du fysisk holder i en dyrere, er det dig som bilist, der hæfter for bøden – ikke appen.

Se også: De bedste apps til at styre elbilen