Tæt løb: Her er Årets Bil i Danmark 2023

Det blev Volkswagens elektriske rugbrød, der blev kåret som Årets Bil i Danmark, men der var usædvanligt tæt løb med kun ét point ned til nummer to.

Tæt løb: Her er Årets Bil i Danmark 2023

Det blev den elektriske Volkswagen ID.Buzz, der i et felt næsten kun bestående af nye elbiler, hev sejren hjem som Årets Bil i Danmark 2023. Men resultatet endte med at blive ekstremt tæt.

20 danske biljournalister har stået for kåringen af Årets Bil i Danmark, hvor det blev det moderne rugbrød fra Volkswagen, der løb med sejren. ID.Buzz fik skrabet 119 point sammen, men der var ikke langt ned til nummer to.

Læs også: Alt om Volkswagen ID. Buzz: Pris, plads og praktikalitet

Volkswagen ID.Buzz bliver Årets Bil 2023

Volkswagens ID.Buzz er et moderne take på det legendariske rugbrød i en fuldelektrisk udgave. Den imponerer med dens minimalitiske og moderne kabine, der samtidig er meget rummelig og med et gigantisk bagagerum på over 1.100 liter. Prisen for en ID.Buzz starter ved 489.990 kroner.

ID.Buzz har en rækkevidde på op til 418 kilometer (WLTP) samt 170 kW DC-opladning. Ved en lynlader, under optimale forhold, går den fra 5 til 80 procent på 30 minutter.

Som standard kommer den med adaptiv fartpilot, 2-zonet klimaanlæg, parkeringsassistent, 19 tommer aluminiumsfælge, LED-lygter, indbygget navigation, 10 tommer infotainmentskærm samt en skydedør.

ID. Buzz en elektrisk motor med 204 hestekræfter, som giver en acceleration 0-100 km/t på omkring 10 sekunder og en tophastighed på 145 km/t.

Den billigere MG4 Electric er mere interessant

På en flot andenplads finder vi den nye MG4 Electric, der kun fik et enkelt point mindre end ID.Buzz – og spørger du os, er denne bil langt mere interessant. MG4 Electric er nemlig en elbil, der er mere relevant, da den starter ved en langt mere overkommelig pris på 249.000 kroner og vil dermed gøre skiftet til elbil mere overkommeligt for mange danskere.

Den er samtidig også den første kinesiske bil, der er med i finalen om at blive Årets Bil i Danmark. MG4 Electric kører op til 435 kilometer på en opladning og er veludstyret i basismodellen. Her på Mobilsiden er vi snart klar med en test af MG4 Electric.

Læs også: MG4 Electric får skarp pris

Blandt finalisterne til Årets Bil var også elbilerne Renault Megane E-Tech Electric, Nissan Ariya, BMW i4 og Toyota bZ4X.