Efter massivt pres: Tesla klar med FSD-plaster på såret
Tesla har for nylig rullet deres avancerede selvkørende software, FSD (Supervised), ud til de danske bilister.
Desværre måtte mange ældre Tesla-ejere kigge langt efter de nyeste funktioner, men nu er Tesla klar med en nødløsning.
Gammel bilcomputer spænder ben for teknologien
Det store problem bunder i bilernes indbyggede computer. Næsten fire millioner ældre Tesla-modeller på verdensplan kører nemlig med den aldrende Hardware 3-chip.
Disse biler har reelt siddet fast på en ældre softwareversion siden starten af 2025, fordi computeren ganske enkelt mangler den nødvendige regnekraft til at trække den fulde version af FSD v14.
Elon Musk måtte tidligere på året åbent indrømme, at de ældre modeller slet ikke har computerkraft nok til nogensinde at kunne klare fuldstændig autonom kørsel uden opsyn.
Det har skabt stor skuffelse blandt de tidlige bilkøbere, der i sin tid betalte store summer for løftet om en totalt selvkørende bil.
En “Lite”-version skal afværge vrede og søgsmål
For at dæmpe gemytterne og afværge de massive, økonomiske gruppesøgsmål, som i øjeblikket vokser mod bilproducenten i blandt andet Holland, har Tesla nu frigivet en særlig “Lite”-udgave til de ældre biler.
Det drejer sig om versionen FSD v14 Lite, som efter de amerikanske testperioder er på vej til de europæiske H3-ejere.
På trods af hardwarens begrænsninger bringer opdateringen en række mærkbare forbedringer. Den indeholder blandt andet mere flydende navigation ved komplicerede motorvejssammenfletninger, skarpere registrering af fodgængere samt helt nye, automatiske funktioner til parkering og bakning.
Føreren skal dog fortsat holde hænderne på rattet og have det fulde ansvar under kørslen.
Tesla er gået i gang med at rulle opdateringen ud, men i mindre bølger.
Imponerende, men er det godt nok?
Hvis Tesla formår at rulle de avancerede funktioner ud uden computeren bryder sammen, er det en teknologisk bedrift.
At presse tung AI ned på en syv år gammel chiparkitektur med kun en ottendedel af båndbredden fra de nyere modeller, kræver ekstremt dygtigt ingeniørarbejde.
Selvom it-præstationen er dybt imponerende og vil give ældre Teslaer et mærkbart løft, ændrer det dog ikke på sagens kerne. Med denne “Lite”-version flyttes målstregen nemlig endnu en gang.
Bilerne lever på trods af opdateringen stadig ikke op til det oprindelige, dyre løfte om, at hardwaren var fuldstændig klar til ægte, autonom kørsel uden opsyn.