Elon Musk afpresser investorerne: Kræver 25 % af aktierne i Tesla

Elon Musk truer med at fortsætte udviklingen af AI-produkter og robotter uden for Tesla, hvis han ikke får en større aktieandel i selskabet.

Elon Musk afpresser investorerne: Kræver 25 % af aktierne i Tesla

Teslas administrerende direktør Elon Musk har smidt noget af en bombe over for Tesla-investorerne med et forbløffende krav, der har fået investorerne til at stille spørgsmålstegn ved, hvor grænserne for hans indflydelse over elbilgiganten bør være.

Se også: Rygter om nye elbiler i 2023, 2024 og 2025

Musk gik forleden på X (tidligere kendt som Twitter) og udtrykte skepsis ved at udvikle AI-produkter og robotter hos Tesla uden at opnå en betydelig aktieandel på 25 procent. I dag ejer Musk cirka 13 procent af aktierne i Tesla, efter han solgte en stor andel for at finansiere sit opkøb af Twitter, som senere blev omdøbt til X.

Se også: Priser, specifikationer, leasing og sammenligning af elbiler

Truer med at flytte AI-projekter uden for Tesla

I indlægget skriver Musk, at han med sin nuværende aktieandel har nok til at være indflydelsesrig, men ”ikke så meget, at jeg ikke kan væltes.”

Musk truer med at forfølge AI-projekter uden for Tesla, hvis hans krav ikke opfyldes, og hans seneste træk er af nogle blevet betegnet som en form for afpresning. Investorerne råber vagt i gevær og hævder, at Musk allerede har en betydelig magt over Tesla, og at hans krav om en fordobling af aktiemajoriteten i selskabet bliver mødt med skepsis.

Tesla-investoren Ross Gerber gav således udtryk for sine bekymringer og satte spørgsmålstegn ved logikken i at betale en CEO 30 milliarder dollars, især når Musk allerede har en betydelig aktiepost på 150 milliarder dollars i virksomheden. Gerber hævdede, at Musks kontrol over Tesla er yderligere styrket af tilstedeværelsen af venner og familie i bestyrelsen, herunder hans bror Kimbal Musk og associerede som James Murdoch.

Se også: Billig og rigtig forsikring af elbiler

Krav vil udvande aktieværdien

Kritikere peger også på potentielle interessekonflikter og antyder, at Musks tweets indikerer en omdirigering af rentable Tesla-muligheder til hans private virksomheder. Professor Ann Lipton fra Tulane Law School vurderer over for CNBC, at Musk kan have overtrådt sine forpligtelser over for Tesla med sin udmelding.

Hvis Musks ønske om en større aktieandel imødekommes, vil det kræve, at Tesla udsteder nye aktier, hvilket potentielt vil udvande værdien for de eksisterende aktionærer.

Musks rolle som CEO har været genstand for kontroverser, især siden hans turbulente opkøb af Twitter. Hans forhold til Teslas investorer har været anstrengt, og Musks kaotiske beslutninger har påvirket aktieværdien og frustreret aktionærerne.

Wedbush Securities-analytikeren Dan Ives mener, at bestyrelsen og Musk vil løse problemet i løbet af de næste 3-6 måneder og holde alle AI-initiativer inden for Tesla.

Se også: De bedste elbiler i Danmark i 2024

Vi anbefaler:
Billigste hjemmeopladning og ladeboks
Find den bedste og billigste forsikring til elbil