Fejrer det med tilbud: Tesla igen den mest solgte bil i Danmark

Tesla er for anden måned i træk den mest solgte bil i Danmark. Nu forsøger Tesla at fastholde succesen med nye rentefrie lån på Model Y og Model 3.

Fejrer det med tilbud: Tesla igen den mest solgte bil i Danmark

Tesla sidder igen tungt på det danske bilsalg og indtog førstepladsen igen i juni med Model Y.

For at holde momentum hen over sommeren lancerer bilproducenten nu nye finansieringstilbud med rentefrie lån til udvalgte modeller.

Se også: Vi har glemt at hade Elon Musk: Tesla stormer frem igen

Tesla med rentefri finansiering i op til otte år

Efterspørgslen på Teslas biler er igen høj i Danmark. Hvis man ikke nåede at udnytte forårets kampagner, er der nu en ny chance.

Tesla tilbyder nemlig et fastforrentet lån på nul procent over otte år på den baghjulstrukne Model Y Premium.

Med en udbetaling på cirka 73.000 kroner kan man sætte sig bag rattet for lige under 3.200 kroner om måneden. Kontantprisen for denne bil, der har en opgivet rækkevidde på op til 609 kilometer, starter på 364.990 kroner.

Forlænger tilbud på populære Model 3-varianter

Går man efter en lidt lavere bil, har Tesla valgt at forlænge de nuværende rentekampagner på Model 3. Det betyder, at både den baghjulstrukne og den firhjulstrukne Model 3 Premium fortsat kan finansieres med nul procent i rente i op til otte år.

Er man i stedet interesseret i standardudgaven af den baghjulstrukne Model 3, kører Tesla her med en kampagnerente på 1,99 procent.

Kontantprisen for indstigningsmodellen starter på 269.990 kroner, hvilket giver en månedlig ydelse på under 2.800 kroner over en otteårig låneperiode.

For at gøre brug af de nye kampagner skal finansieringen være ansøgt senest ved udgangen af september 2026, og bilen skal leveres inden årets udgang.

Er Teslas nye kampagner et godt tilbud?

Der er ingen tvivl om, at Teslas seneste fremstød er yderst konkurrencedygtigt. Et billån med nul procent i fast rente over hele otte år fjerner en stor del af den usikkerhed, mange bilkøbere ellers oplever med svingende bankrenter.

Man skal naturligvis være opmærksom på udbetalingens størrelse, som for Model Y løber op i over 70.000 kroner, ligesom man binder sig til et lån af en betragtelig længde. Set i et bredere markedsperspektiv er det dog en utroligt stærk finansieringspakke.