Guide: Sådan laver du en test af batteritilstanden i din Tesla

I en Tesla er det nemt at lave en test af batteriets helbred. Testen viser dig batteriets tilstand, og hvor meget af kapaciteten der er tilbage. Se hvordan du tester batteritilstanden.

Guide: Sådan laver du en test af batteritilstanden i din Tesla

Noget er det, som mange elbilejere går op i, er højvoltsbatteriets helbred og tilstand. Batteriet er den klart dyreste komponent i elbiler, og derfor kan det også blive en meget dyr reparation, hvis batteriet er i så dårlig stand efter batterigarantiens udløb, at det er nødvendigt at udskifte hele batteripakken – for eksempel i forbindelse med et salg af elbilen.

Det er også relevant at kende til batteriets helbred, hvis du ønsker at sælge en Tesla-elbil, selv om der er mange år/kilometer tilbage af batterigarantien. Det kan øge interessen for bilen, hvis køberne kan se, at batteriet stadig er i en god tilstand, og at der fortsat er lang rækkevidde på bilen.

Er du også blot nysgerrig på, hvor meget kapacitet der er tilbage i batteriet, kan alene det også være grund nok til at foretage en test af batteriet i din Tesla.

Nedenfor kan du læse mere om:

  • hvad batteriets tilstand betyder
  • hvad batterigarantien på Teslas elbiler er
  • hvordan du laver en test af batteritilstanden
  • hvad der sker under batteritesten

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Hvad betyder batteriets tilstand i en elbil?

For alle elbiler gælder, at batteriet langsomt nedbrydes over tid på grund af kemiske processer under opladning og afladning. Det er også tilfældet for Teslas elbiler.

Når du laver en test af batteritilstanden, angiver resultatet, hvor meget kapacitet der er tilbage i forhold til den oprindelige kapacitet, da bilen var ny.

Eksempel på resultatet af en batteritest.

Viser testen af batteritilstanden i din Tesla, at du har 90 procent kapacitet tilbage, vil det altså sige, at du har mistet 10 procent af kapaciteten og dermed også rækkevidden i forhold til da bilen var helt ny. En Tesla Model 3 Long Range med baghjulstræk kan altså i teorien køre 638 km i stedet for de oprindelige 702 km.

Dette fænomen kalder man også for batteridegradering eller batterinedbrydning og sker især i de første måneder, hvor batteristyringssystemet (BMS) skal tilpasse sig. Det alene kan betyde 1-3 procent degradering af batteriets kapacitet.

Derefter sker nedbrydningen langsommere. Du kan ifølge flere undersøgelser forvente at miste cirka 15 procent efter cirka 320.000 km kørsel.

Se også: Alle elbiler fra Tesla

Hvad er batterigarantien på Teslas elbiler?

Ligesom andre bilmærker har Tesla en batterigaranti. Tesla garanterer mindst 70 procent batterikapacitet (SoC) efter 8 år eller et vist antal kilometer alt efter bilmodel og variant.

Hvis din bil er yngre end 8 år eller har kørt færre kilometer end det, der gælder for din model (alt efter hvad der kommer først), er din bil dækket af batterigarantien, hvis batteriets kapacitet er faldet til under 70 procent.

Batterigarantien på Teslas elbiler er som følger:

Model Batterigaranti
Tesla Model S
Tesla Model X
8 år eller 240.000 km, alt efter hvad der kommer først
Tesla Model 3 Baghjulstræk
Ny Tesla Model Y Baghjulstræk
Tesla Model Y Baghjulstræk
8 år eller 160.000 km, alt efter hvad der kommer først
Tesla Model 3 Long Range
Tesla Model 3 Long Range Baghjulstræk
Tesla Model 3 Performance
Ny Tesla Model Y Long Range Baghjulstræk
Ny Tesla Model Y Long Range Firehjulstræk
Tesla Model Y Long Range
Tesla Model Y Long Range Baghjulstræk
Tesla Model Y Performance
8 år eller 192.000 km, alt efter hvad der kommer først

Læs mere om garantien på elbiler.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Hvordan laver man en test af batteritilstand i en Tesla?

For at starte en test af batteritilstanden i din Tesla-elbil skal du trykke på Betjeningsknapper > Service > Batteritilstand. Læs pop-op-beskeden, og tryk derefter på Start test.

Bilen vil vise en lang række betingelser, der skal være opfyldt, før du kan starte en test af batteriets tilstand:

  • Der er ingen aktive alarmer relateret til batteriet eller varmesystemet.
  • Bilen er i Parkering.
  • Der er ikke nogen afventende softwareopdateringer.
  • Der mindre end 20 % batteriniveau (SoC)
  • Bilen er forbundet til internettet
  • Bilen er tilsluttet en AC-lader
  • AC-laderen kan levere mindst 5 kW strøm

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Hvordan foregår test af batteritilstand?

Når testen af batteritilstand er i gang, aflader og oplader bilen batteriet for at kalibrere batteristyringssystemet. Jo lavere batteriniveau (SoC) du starter testen med, desto hurtigere går testen, og desto mindre energi spilder du på den. Motoren og klimaanlægget bruges til at forbruge strøm, og du kan derfor høre høj blæserstøj – det er normalt.

Når batteriet er på 0 procent, begynder den egentlige test – nemlig opladning til 100 procent. Det er den batterikapacitet, der er til rådighed fra 0 til 100 procent, der afslører den resterende batterikapacitet.

Når testen er færdig, får du en notifikation i Tesla-appen, og resultaterne findes under Service > Batteritilstand. De fleste elbiler viser en degradering på 10–20 procent, men det afhænger naturligvis meget af, hvor meget bilen har kørt, og hvor høj en andel af opladningen der er foregået med lynladning. Viser resultatet, at batterikapaciteten er 70 procent eller lavere, og gælder batterigarantien fortsat, bør du kontakte Tesla.

Testen justerer samtidig visningen af rækkevidde, så den bliver mere præcis.

Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
Priser på Danmarks billigste elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den