Nu kommer Apple CarPlay snart til Tesla
Nye oplysninger bekræfter, at Tesla arbejder på at integrere Apple CarPlay. Samtidig løser en ny Apple-funktion Teslas største tekniske udfordring.
Mange Tesla-ejere har i årevis drømt om at få Apple CarPlay ind i bilens lukkede økosystem. Efter lang tids stilhed peger nye og meget stærke rygter nu på, at det rent faktisk er på vej.
Se også: Alle elbiler fra Tesla i Danmark
Ny Apple-funktion løser navigationsproblemet
Tesla har længe strittet imod at lade Apple overtage infotainmentskærmen, men ser endelig ud til at have skiftet mening.
Modstanden skyldes i høj grad bilens avancerede selvkørende system, FSD. Hvis du bruger Apples kort i stedet for Teslas indbyggede navigation, mangler bilen simpelthen data til at vide, hvor den skal køre hen.
Dette store benspænd har Apple dog netop løst på deres seneste WWDC-udviklerkonference. Her præsenterede de funktionen Route Sharing, som lander med opdateringen iOS 26.4.
Funktionen bygger den nødvendige tekniske bro ved at sende live-koordinater direkte fra din iPhone til bilens computer. Dermed kan Teslaen læse ruten fra Apple Maps, alt imens bilen sender vigtige data om batteriforbruget tilbage til telefonen.
Se også: De absolut bedste iPhones
Puster liv i skrinlagt projekt
Med den tekniske løsning på plads fra Apples side, ligger bolden nu igen hos Tesla. Meget tyder heldigvis på, at bilproducenten er klar til at trykke på knappen.
Ifølge Bloomberg er arbejdet med at bringe CarPlay til Tesla stadig undervejs i dette øjeblik, og vi kan forvente konkret information meget snart.
Dermed pustes der liv i de vedholdende rygter fra november, som mange ellers troede var lagt endeligt i graven. For selv de mest inkarnerede Tesla-fans vil integrationen åbne op for en mere gnidningsfri håndtering af sms-beskeder, notifikationer og et utal af apps, som ikke er tilgængelige i bilens eget system i dag.
Desværre forlyder det, at integrationen af Android Auto ikke bliver en del af den første udrulning.
Se også: Test af elbiler
Et nødvendigt træk for Tesla
Det er et markant kursskifte, at Tesla, der altid har villet styre hele brugeroplevelsen selv, nu ser ud til at åbne døren. Svaret skal uden tvivl findes i forbrugernes stærke krav kombineret med et ændret bilmarked.
I 2025 oplevede Tesla en markant tilbagegang i salget i Europa på næsten 27 procent. Samtidig viser data fra McKinsey, at knap en tredjedel af alle bilkøbere anser manglen på CarPlay for at være en direkte deal-breaker.
I det lys er implementeringen af Apple CarPlay en absolut no-brainer, der potentielt kan afhjælpe mærkets salgsnedtur. Det udskifter ikke Teslas eget, glimrende infotainmentsystem, men supplerer det og tilfører massiv værdi for køberne.
Det bliver utroligt spændende at følge udrulningen, og mon ikke Android Auto følger trop, når først Apple har banet vejen.