Test og anmeldelse af BMW i4

Der er køreglæde for alle pengene i BMW i4, der også imponerer med dens rækkevidde og komfort. Rummelighed er dog ikke dens stærkeste side. Læs vores test af BMW i4.

Test og anmeldelse af BMW i4

Indholdsfortegnelse

  1. Introduktion
  2. Specifikationer
  3. Design og kvalitet
  4. Rækkevidde og opladning
  5. Software og brugervenlighed
  6. Selvkørende egenskaber
  7. Køreegenskaber og ydelse
  8. Komfort
  9. Udstyrsniveau
  10. Bæredygtighed
  11. Sikkerhed
  12. Garanti og service
  13. Bedømmelse
  14. Konklusion
  15. Pris og leasing

BMW i4 er en elbil med et sporty udseende, stor køreglæde, lang rækkevidde og en kabine i sædvanlig god BMW-kvalitet. På trods af det sportslige og elegante coupéagtige designudtryk er der blevet plads til fem siddepladser i BMW i4 samt et fornuftigt stort bagagerum.

Se også: Test af elbiler

Introduktion af BMW i4

BMW var på forkant med den lille i3, hvorefter der skulle gå lang tid, inden det velkendte tyske bilmærke igen fik lanceret nye elbiler. I dag har BMW fem elbiler i deres sortiment, hvor i4 er den eneste sedan – en biltype, hvor udvalget af elbiler endnu er meget begrænset. BMW kalder selv i4 for en Gran Coupé, hvilket kort kan beskrives som en sedan med et sportsligt udseende, hvori der stadig er god plads.

BMW i4 er baseret på CLAR-platformen, der af producenten anvendes på en lang række af forskellige biltyper – ikke kun elbiler. Der er fem siddepladser i i4 samt et bagagerum på 470 liter.

To varianter af BMW i4

Der er to varianter af BMW i4: eDrive40 og M50, hvor den største forskel er ydeevnen. BMW i4 eDrive40 er baghjulstrukket og udstyret med en enkelt elektrisk motor, der yder op til 250 kW (340 hestekræfter). Her får man modellens længste rækkevidde på op til 590 kilometer (WLTP). Denne variant accelererer fra 0-100 km/t på 7,4 sekunder og har en tophastighed på 190 km/t.

BMW i4 M50 er den dyreste variant, hvor accelerationen fra 0-100 km/t er nede på kun 3,9 sekunder. Her får man til gengæld en lidt kortere rækkevidde på 509 kilometer (WLTP).

Opladningen sker ved op til 205 kW, som kan oplade batteriet fra 10 til 80 procent på omkring 31 minutter.

Prisen på BMW i4 starter ved 502.828 kroner.

Se også: Øvrige specifikationer på BMW i4

Kan BMW i4 anbefales, og er den det rette valg for dig? Efter at have kørt og brugt BMW i4 i en uge er her vores test, anmeldelse og samlede bedømmelse af den.

Modellen, som vi har testet, er BMW i4 eDrive40.

Specifikationer

Specifikationer BMW i4 eDrive40
BMW i4 M50
Yde­­evne 250 kW / 340 hk (RWD)
0-100 km/t på 5,7 sek­.
Top­has­tig­hed på 190 km/t
400 kW / 544 hk (AWD)
0-100 km/t på 3,9 sek­.
Top­has­tig­hed på 225 km/t
Bat­­te­­ri og ræk­­ke­­vid­­de (WLTP) 80,7 kWh
590 km
80,7 kW
509 km
Op­­lad­­ning 11 kW AC og 205 kW DC (10-80 % på 31 min.)
Sid­­de­­plads­­er 5 sid­de­plads­er og 2 med iso­­fix-be­­slag
Ba­­ga­­ge­­rum Bagi 470 liter
Plat­­form BMW CLAR
In­­fo­­tain­­ment­sy­stem BMW iDrive 8
Trådløs Apple Carplay og Android Auto
3-års opkoblede tjenester
Euro NCAP-be­døm­me­lse 4/5 stjerner
Andet 2 års fa­briks­ga­ran­ti, 8 år/160.000 km ga­ran­ti på mi­ni­mum 70 pro­cent bat­te­ri­ka­pa­ci­tet
Pris Fra 502.828 kr. Fra 600.608 kr.

Design og kvalitet

BMW i4 er en af alt for få elektriske sedaner på det danske marked, hvor man i stedet finder et stort udvalg af crossover- og SUV-modeller. BMW i4 byder på et sportsligt udseende, en flot kabine i kvalitetsmaterialer og en meget omdiskuteret front.

i4 er ifølge bilmærket en såkaldt Gran Coupé – altså en bil i stil med en coupé, men med plads til flere personer og mere bagageplads. Det udvendige design på i4 er nydeligt, og det er svært ved første øjekast at se, at der her er tale om en ren elbil. Den ligner enhver anden BMW Gran Coupé, hvilket, vi mener, er en god ting.

Kigger man nærmere, afslører blå designdetaljer, at der er tale om en elbil – og netop disse detaljer er ikke noget, der gør noget godt for designet. BMW i4 havde været flottere, hvis den ikke skulle pyntes med en blå farve, som skriger “dette er en elbil”.

BMW i4 er en nydelig elbil

Fronten på BMW i4 domineres af det letgenkendelige kølegitter i en opdateret elbil-variant, som er meget omdiskuteret. Er det kønt? Nej, men det er heller ikke sådan, at vi løber skrigende bort. Generelt er BMW i4 udefra en nydelig bil, der ser både sporty, hurtig og flot ud.

Kigger man ind i kabinen, er det svært ikke at blive imponeret. Sætter man sig ind, bliver indtrykket kun bedre. Lyden af dørene, der lukkes, bagklappen der smækker, motoren i de elektriske vinduer – det oser al sammen af kvalitet. Her finder man lækre forsæder med flotte syninger, kvalitetsmaterialer hvor end man kigger og mærker, gode fysiske trykknapper og et ganske nydeligt designet instrumentbræt – samt et futurisk, langt glaspanel, der gemmer på både fører- og infotainmentskærm. Kabinen byder på en skøn blanding af klassisk og moderne design.

Man mærker dog hurtigt, at BMW i4 er en lavere sportslig sedan, som samtidig ikke er bygget på en ren elektrisk platform. Kabinen er ikke så rummelig, og pladsen ikke udnyttet optimalt, som vi oplever i mange af de andre elbiler på markedet. Her føles mere trængt. Læs mere om plads og praktikalitet i afsnittet om komfort.

BMW i4 eDrive40
BMW i4 eDrive40

Rækkevidde og opladning

BMW i4 eDrive40, som vi har testet, er veludstyret med et 80,7 kWh stort batteri, som giver en WLTP-rækkevidde på mellem 492 og 590 kilometer, hvilket er i den højere ende, både hvad angår batteristørrelse og rækkevidde. WLTP er en standardiseret testprocedure til at måle elbilers rækkevidde på en kontrolleret og sammenlignelig måde. Der testes ved forskellige hastigheder og temperaturer for at skabe et så realistisk kørselsmønster som muligt.

Virkelighedens rækkevidde

Som altid, når vi tester elbiler, har vi testet BMW i4 grundigt i by, ved blandet kørsel, på landevej og på motorvej ved både 110 og 130 km/t.

BMW i4 klarer bykørsel ganske flot. På baggrund af flere køreture opnåede vi en gennemsnitlig rækkevidde ved 50-60 km/t, der svarer til 483 kilometer kørsel på et fuldt batteri eller en gennemsnitlig effektivitet på 5,99 km/Wh.

Det er dog på landevej, at BMW i4 virkelig excellerer. Ved hastigheder på 70-80 km/t kan du presse flest kilometer ud af batteriet på 80,7 kWh. Vores forskellige landevejsture svarede til en gennemsnitlig rækkevidde på fuldt batteri, der giver 653 kilometer kørsel og en effektivitet på 8,09 km/Wh. Det må siges at være mere end godkendt.

Efter mere end 500 kilometer motorvejskørsel kan vi konkludere, at rækkevidden – hvis vi kørte med samme køremønster fra 0-100 % – i gennemsnit er på 513 kilometer eller hvad der svarer til en effektivitet på 6,35 km/Wh ved 110 km/t og 410 kilometer eller en effektivitet på 5,08 km/Wh ved 130 km/t.

De fleste køreture er som regel en god blanding af forskellige hastigheder. Vores blandede køreture gav, hvad der svarer til 566 kilometer rækkevidde på et fuldt batteri og en effektivitet på 7,02 km/Wh. Det må ligeledes siges at være ganske flot.

BMW i4
BMW i4 understøtter lynopladning op til 205 kW.

Opladning

BMW i4 eDrive40 understøtter 11 kW 3-faset AC-opladning, som klarer en fuld opladning natten over på 8 timer og et kvarter.

Der er noget mere fart over feltet, når du gør brug af DC-opladning, som foregår med en effekt på op til 205 kW. Her tager en opladning fra 10 til 80 procent 31 minutter. Det er ikke på niveau med de hurtigste – Kia EV6 og Hyundai IONIQ 5, der gør det på 18 minutter – men dog sammenlignelig med mange andre biler i samme prisklasse.

Til trods for at vi opladede bilen ved en 300 kW oplader, opnåede vi dog aldrig den maksimale ladeeffekt. Det kan dog lige såvel skyldes vejr og/eller ladestander. Alt i alt tilfredsstillende opladning uden at være voldsomt imponerende.

BMW i4
En smart løsning fra BMW, hvor to knapper gør opladning lettere at komme i gang med.

Software og brugervenlighed

Når man først har fået sat sig godt til rette i BMW i4, er der mange indtryk. For dem der ikke er så teknisk stærke, kan de to store skærme virke overvældende. Men du skal ikke lade dig skræmme af det, for egentlig er i4 let at komme i gang med. Det er først, når du dykker ned i dens software, at det bliver lidt for meget af det gode.

På førersædet kan man også få følelsen af, at BMW ikke helt har turdet gå all-in på “elbilen” og holder fast i traditionelle og velkendte ting. Det er lidt som et møde mellem det supermoderne og fortiden. Fortiden ser man for eksempel i gearstangen, der ligner noget fra en brændstofbil (og er upraktisk i forhold til, hvad man ser i mange andre elbiler). Fremtiden ser man i BMWs infotainmentsystem, der meget gerne vil se ungt ud og er meget avanceret.

Et lidt for avanceret infotainmentsystem

Bag rattet i BMW i4 finder man en god kombination af fysiske knapper og en stor berøringsskærm. Trykknapperne sætter man hurtigt og ofte pris på, for begynder man at trykke rundt i softwaren, kan det være svært at finde ud igen. Det er nok en anelse overdrevet beskrevet, men aldrig har vi oplevet et så omfattende infotainmentsystem.

Softwaren er BMWs nyeste iDrive 8, som man indtil videre kun finder i i4 og iX. Det tager op mod 10 minutter at trykke sig rundt i alle menuer, og der er nærmest uendelig mange funktioner. Det har den fordel, at du virkelig kan tilpasse din BMW til dig og dine behov, men det er samtidig også meget kompliceret og kræver ofte unødvendigt meget af din tid, hvor dine øjne ikke kigger på vejen og trafikken, men i stedet prøver at tyde, hvad skærmen forsøger at vise dig.

Godt nok er skærmene i høj kvalitet, brugerfladen er hurtig og farvefuld og styringen er god med den fysiske drejeknap i midterkonsollen, men det er unødvendigt kompliceret.

Trådløst CarPlay og Android Auto

Heldigvis er her både Android Auto og Apple CarPlay (kabel og trådløs), som de fleste nok vil ende med at bruge.

Til i4 er også en app til opkoblede funktioner. Appen kan bruges til for eksempel at tjekke den resterende rækkevidde, nemt og bekvemt at klimatisere kabinen, planlægge en rute, bestille tid til servicetjek og meget mere.

Selvkørende egenskaber

Helt selvkørende er en BMW i4 ikke, men den er dog ganske god til at læse trafikken omkring og holde vejbanen. BMWs Active Driving Assistant er en avanceret førerassistent, der både styrer og holder vejbanen, holder afstand til forankørende og har stop & go-funktion. Sidstnævnte betyder, at bilen selv stopper helt og sætter i gang igen, hvilket for eksempel i en bilkø er en skøn funktion.

Men førerassistenten er ekstraudstyr. Basisudgaven af i4 kommer i stedet med en adaptiv fartpilot. Læs mere om tilkøb til BMW i4 i afsnittet om ekstraudstyr.

i4 har et SAE-niveau på 2 ud af 5, hvilket matcher de fleste andre elbiler på markedet lige nu, og kan hjælpe med kørslen op til 180 km/t. Det er tydeligt på bilens førerdisplay at se, at i4 ser al trafik omkring dig, hvor den for eksempel viser lastbiler, personbiler og motorcykler, og det føles generelt trygt at bruge. Har du brug for det, kan systemet også hjælpe med vejbaneskift, men det er ofte en langsommelig proces.

Her er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at en bil på dette selvkørende niveau kræver, at man holder hænderne på rattet og øjnene på vejen. På trods af det er det en hjælp på den lange køretur.

Niveauer for automatisering af selvkørende biler

Bilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.

  • Niveau 0: Ingen automatisering
  • Niveau 1: Førerassistance – fartpilot, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent, vejbaneassistent
  • Niveau 2: Delvis automatisering – bilen overtager styring, men fører skal være opmærksom og have hænder på rattet.
  • Niveau 3: Bilen overtager styringen, men føreren skal være i stand til at kunne overtage styringen.
  • Niveau 4: Høj grad af automatisering. Føren må sove og forlade førersædet og i afgrænsede områder, hvor det er tilladt.
  • Niveau 5: Fuld automatisering. Kan køre helt uden menneskelig indgriben.

Køreegenskaber og ydelse

Hvor BMW i4 virkelig viser sin styrke, er i dens køreegenskaber. Som man kunne forvente, er i4 er hurtig. Selv den “lille” BMW i4 eDrive40, som vi havde til test, accelererer fra 0-100 km/t på 5,7 sekunder. M-modellen, der selvfølgelig byder på endnu flere kræfter, har 544 hestekræfter og et drejningsmoment på 795 Nm. Den tager turen fra 0-100 km/t på kun 3,9 sekunder og har en tophastighed på 225 km/t.

På trods af disse imponerende tal findes der flere elbiler på markedet, der er hurtigere end denne. Et par gode eksempler er Kia EV6 GT og Tesla Model 3 Performance – og vi må ikke glemme Tesla Model S Plaid, der har en acceleration fra 0-100 km/t på 2,1 sekunder. Med det sagt følte vi dog, at BMW i4 havde mere end rigeligt med overskud. Elbiler er typisk hurtigt ude at startblokken, men mange taber pusten, når de skal accelererer ved højere hastigheder, for eksempel ved en overhaling på motorvej. Dette er bestemt ikke tilfældet med BMW i4, som viser stort overskud.

BMW i4
At køre en BMW i4 er en rigtig god oplevelse.

BMW i4 er en fornøjelse at køre i

Som vi startede afsnittet med, er det dog denne bils køreegenskaber, der imponerer os allermest. Elbiler er tunge biler, men denne BMW i4 føles tættere på en brændstofbil end nogen anden elbil på markedet lige nu – selvom den vejer over 2 ton. Den føles agil på vejene, har virkelig god styring og enormt vejgreb. Man er ikke bange for at tage et sving hurtigt i i4, foretage en hurtig overhaling eller andet, der i andre elbiler hurtigt kan virke som om, at de presses over deres evner.

Imponerende nok føles dens undervogn langt fra så hård og stiv som mange andre elbiler, der gerne vil have sportslige køreegenskaber. Derimod er den perfekt afbalanceret, og affjedringen i i4 kan være både komfortabel og sporty, når der er behov for det. Det er virkelig en fornøjelse at køre BMW i4, der byder på eminente køreegenskaber.

Komfort

Der er god komfort i BMW i4, men den adskiller sig samtidig også fra langt de fleste elbiler, der er på markedet lige nu. De elbiler, der findes flest af lige nu, som også er dem de fleste forbrugere efterspørger, er de store og rummelige crossover- eller SUV-modeller. BMW i4 er en meget lavere sedan med coupé-lignende designtræk. Det betyder, at selvom i4 er en 5-dørs bil med fem siddepladser, finder man ikke samme plads heri, hverken på bagsæde eller i bagagerummet.

På forsæderne af BMW i4 er der ekstremt komfortabelt. Sæderne er meget behagelige, giver exceptionel god støtte og har gode tilpasningsmuligheder. Knapper, rat, skærme og mere er i høj kvalitet og er en fornøjelse at bruge og se på. Infotainmentskærmen sidder dog langt væk fra føreren og kan derfor være besværlig at nå under kørsel. Man sidder meget lavt i i4 og har derfor ikke det bedste udsyn. Heldigvis kan det afhjælpes ved at hæve sædet, hvis ikke man er alt for høj. Foran er der gode opbevaringsrum, kopholdere, USB-C-stik samt trådløs opladning til mobiltelefon.

Ikke den mest rummelige elbil

På bagsædet er der fin plads til to vokse personer, og der kan med lidt god vilje også være tre. Der kan også være plads til en autostol og to personer, men det bliver ikke behageligt på en lang tur. Der er fornuftig benplads på bagsædet, men man sidder meget lavt, og gulvet er højt, hvorved man opnår en siddestilling, der på længere ture ikke er optimal. Der er heller ikke højt til loftet, men en person på 180 cm kan godt være der. Bagsædet er dog langt mindre rummeligt end i andre elbiler som Hyundai IONIQ 5, Kia EV6, Tesla Model 3, Volvo C40 Recharge, Renault Megane E-Tech Electric.

Der er fra bagsædet mulighed for at styre klimaanlægget, tænde for sædevarme og adgang til to USB-C-stik til opladning af enheder. Her er også gode rum til opbevaring samt kopholdere.

Støj oplever man ikke meget af i BMW i4, der er ekstremt isoleret. Selv på motorvej ved højere hastigheder er der meget stille i i4, og det er let at nyde detaljer i musik eller have en stille samtale i bilen.

BMW i4
Der gemmer sig 470 liter til opbevaring i bagagerummet.

God bagagerumsplads for en coupé

Den mindre plads ser vi også i bagagerummet, der egentlig er ganske dybt, men hvor bilens Coupé-designlinjer æder meget af bagagerummets volumen. Helt slemt er det dog ikke, for der er alligevel 470 liter til rådighed og 1.290 liter, hvis bagsæderne lægges ned. Men det er højden af bagagerummet, der for nogle kan blive en udfordring. At få plads til en barnevogn er ikke ligetil i BMW i4. Der gemmer sig heller ikke et frunk under motorhjelmen.

Alt i alt er BMW i4 meget komfortabel, men den byder på mindre plads end de fleste andre elbiler på markedet.

Udstyrsniveau

Basisudgaven af BMW i4 kommer med et noget begrænset udvalg af udstyr. Heri finder man ting som el-sidespejle, sædevarme foran, ladekabel, 3-zonet klimaanlæg, adaptiv fartpilot, 3-års opkoblede tjenester, DAB-radio, parkeringsassistent, el-bagklap og mere. Man får ikke mange af de tilgængelige sikkerhedsfunktioner, avancerede førerassistentsystemer, glastag, trådløs opladning af mobiltelefon, ambient belysning i kabinen, 360 graders kamera og meget andet, som nogle elbiler byder på.

Masser af ekstraudstyr

Derimod er der rig mulighed for at tilkøbe ekstraudstyr til BMW i4. Her kan man vælge enkelte stykker ekstraudstyr som for eksempel aktiv fartpilot med stop & go-funktion til 8.125 kroner eller glassoltag til 15.000 kroner.

Der er også mulighed for at tilkøbe pakker med ekstraudstyr. Charged-pakken koster 31.124 kroner og kommer med ratvarme, elektrisk anhængertræk, ambient light, Parking Assistant Plus og trådløs opladning af mobiltelefon. Charged Plus-pakken har ovenstående samt innovationspakken med fjernlysassistent, Driving Assistant, laserlys, Active cruise control med stop & go-funktion, BMW Live Cockpit Professional med head-up display til 76.279 kroner.

Til sidst er der Fully Charged-pakken, der koster 138.153 kroner til eDrive40, og Supercharged til 218.150 kroner, hvis man skal have alt i udstyr.

Bæredygtighed

Der skulle være gjort brug af grønnere genbrugsmaterialer i BMW i4, men det er ikke noget, producenten går i detaljer med. Det er netop noget, som flere bilproducenter har fået større fokus på, hvor der anvendes genbrugsplast, plastikfri maling, gamle fiskenet, hør og andre bæredygtige materialer.

Derimod fortæller BMW gerne, at produktionen af i4 er sket ved hjælp af 100 procent vedvarende energi. Ikke nok med det, er der ikke anvendt sjældne jordarter i fremstillingen af batteriet i BMW i4. BMW forsker også i, hvordan man bedre kan genbruge materialer i batterierne.

Sikkerhed

BMW i4 har flere sikkerhedsfunktioner, men lander desværre ikke på den højeste score i sikkerheds- og crashtest. I BMW i4 er der sikkerhedsfunktioner som vejbaneassistance, gardinairbags, airbags ved fører og frontpassager. Flere sikkerhedsfunktioner er ekstraudstyr. Det omfatter blandt andet blind vinkel-sensor, kollisionsvarsling og automatisk bremsesystem.

I crash- sikkerhedstest hos Euro NCAP scorer BMW i4 87 procent for bilens fører og voksne, 87 procent for børn i autostol, 71 procent for fodgængere og 64 procent for dens sikkerhedsfunktioner. Dette udmunder i en samlet score på 4 ud af 5 stjerner, hvilket placerer den langt nede på listen over de sikreste elbiler på markedet.

Læs også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest

Garanti og service

BMW i4 kommer med en fabriksgaranti på 2 år uden kilometerbegrænsning. Den dækker defekte dele, der måtte gå i stykker grundet fabrikationsfejl.

Efter nybilsgarantien kan BMW Repair Inclusive tilkøbes i op til 3 år eller 40.000 kilometer, hvorved reparationsomkostninger dækkes af reparationsaftalen. Dertil kommer BMW i4 med en 3 år lang lakgaranti og 12 års gennemtæringsgaranti på karosseriet.

Der er en batterigaranti på batteriet i BMW i4 på 8 år eller 160.000 kilometer, alt efter hvad der kommer først. Det betyder, at BMW garanterer mindst 70 procent af batteriets oprindelige kapacitet efter 8 år eller 160.000 kilometer.

Der er desuden inkluderet 3 års gratis vejhjælp med i købet af BMW i4.

BMW i4

Samlet bedømmelse: 77 ud af 100 (God)

Læs mere om de 10 kvalitetsparametre her.

Design og kvalitet 8/10
Rækkevidde og opladning 8/10
Software og brugervenlighed 7/10
Selvkørende egenskaber 8/10
Køreegenskaber og ydelse 9/10
Komfort 8/10
Udstyrsniveau 6/10
Bæredygtighed 8/10
Sikkerhed 8/10
Garanti og service 7/10
Samlet bedømmelse 77/100

*Der er givet 0 ekstra point til den samlede bedømmelse, da prisen på BMW i4 matcher kvaliteten. Læs mere om vores vurdering af kvalitet i forhold til pris her.

Konklusion på test af BMW i4

Det har samlet set været en fornøjelse at have BMW i4 til test. Den er et frisk pust blandt mange store elektriske biler. Der er meget godt at sige om BMW i4, som imponerer på flere måder. Men der er samtidig også nogle ting, som denne kunne gøre bedre.

i4 er en elektrisk sedan med coupé-designtræk (et design som BMW kalder for Gran Coupé), der ser godt ud og samtidig er forholdsvis anonym i gadebilledet. Indeni er den en klassisk BMW, hvor både komforten og kvaliteten er høj, og der er tænkt over tingene.

Det bedste ved BMW i4 er, hvordan den kører. BMW i4 er agil, har masser af kræfter, præcis styring og kan være både sjov og meget behagelig at køre. Derudover har den lang rækkevidde og en rimelig hurtig opladning. Desværre har vi ikke kunnet opnå den opladningshastighed, som BMW lover.

BMW har tydeligvis også et stort fokus på bæredygtighed. Der bliver i større og større grad anvendt mere bæredygtige materialer, men mest imponerende er det, at i4 er produceret på 100 procent vedvarende energi.

Der er dog også nogle ting ved BMW i4, som kunne være bedre. Vigtigst er sikkerheden, hvor i4 kun opnår 4 stjerner ud af 5 hos Euro NCAP. Derudover skal man betale for ekstraudstyr, hvis man skal have vigtige sikkerhedsfunktioner.

Det leder os hen på udstyrsniveauet, som ikke er imponerende i basisvarianten af BMW i4. Køber man en BMW i4, skal man forvente at bruge en hel del ekstra på udstyr.

Til sidst er der softwaren iDrive8, som kan være meget overvældende. Skærmene er flotte, ydeevnen er god og førerskærmen fungerer godt. Men brugerfladen i infotainmentsystemet er på ingen måde intuitivt og har så mange funktioner, at det halve kunne være nok.

BMW i4 lander i vores test på 77 ud af 100.

Se også: Nyheder om elbiler

Pris på og leasing af BMW i4

BMW i4 kan købes i to varianter:

  • BMW i4 eDrive40 til 502.828 kroner
  • BMW i4 M50 til 600.608 kroner

BMW i4 kan også leases

BMW i4 kan også leases. Herunder kan du se leasingeksempler på de to varianter med 15.000 kilometer om året inkluderet, en løbetid på 36 måneder og en halvårlig grøn ejerafgift på 340 kroner.

BMW i4 eDrive40
BMW i4 M50
Kilo­met­er 15.000
15.000
Ud­be­tal­ing 40.000 kr. 50.000 kr.
Må­ned­lig y­del­se 7.495 kr. 8.495 kr.
Sam­lede om­kost­ning­er 315.715 kr. 361.715 kr.

Alle priser er indhentet 4. august 2022. Prisændringer kan forekomme. Vi henviser til bilproducenten for aktuelle priser.