Test og anmeldelse af BMW iX
Indholdsfortegnelse
- Introduktion
- Specifikationer
- Design og kvalitet
- Rækkevidde og opladning
- Infotainment, skærm, software og brugervenlighed
- Selvkørende egenskaber
- Køreoplevelse og ydelse
- Komfort
- Udstyrsniveau
- Bæredygtighed
- Sikkerhed
- Garanti og service
- Bedømmelse
- Konklusion
- Pris og leasing
BMW iX er en mellemstor elektrisk premium-SUV med stor køreglæde, ekstrem god komfort, en flot kabine i høj kvalitet og masser af plads til en stor familie. BMW iX fås med lang rækkevidde og hurtig ydeevne, men man kommer også til at betale for det.
Læs også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler
Introduktion af BMW iX
iX er en stor satsning for tyske BMW, der skiller sig ud fra mængden med et kontroversielt design. Der er delte meninger om designet, men sikkert er det, at der er lagt mange timer og tanker bag designet, der gør BMX iX til en meget aerodynamisk bil på trods af det rummelige design. BMW iX er et imponerende gennemført elektrisk køretøj.
BMW iX er en mellemstor elektrisk premium-SUV, der byder på masser af teknologi, plads, power og køreglæde. Selvom iX er en stor og tung elbil, er den stadig rigelig hurtig. Vælger man topmodellen, sprinter den fra 0-100 km/t på kun 3,8 sekunder. Det er hurtigere end en Porsche 911 Carrera.
Se også: Øvrige specifikationer på BMW iX
Tre varianter af BMW iX
BMW iX kan købes i tre varianter med priser fra 750.000 kroner. xDrive40, der er basismodellen, som vi har testet, har to elektriske motorer, der yder 240 kW. Den har et 71 kWh batteri, der giver den en WLTP-rækkevidde på op til 425 kilometer.
Modellen over, xDrive50, er stærkere og har et langt større 105,2 kWh batteri, hvor rækkevidden dermed øges til 630 kilometer. Så er prisen dog også over 1 million kroner.
Til sidst er der topmodellen BMW iX M60, der har hele 455 kW (619 hk). Den er den hurtigste, men anvender samme 105,2 kWh batteri og opnår dermed “kun” 566 kilometer.
Er BMW iX en anbefalelsesværdig elbil? Hvad er godt, og hvad er skidt? Læs videre i vores grundige test af BMW iX, som vi har brugt en hel uge sammen med.
Specifikationer
BMW iX | xDrive40 | xDrive50 | M60 |
Ydeevne | 240 kW / 326 hk (AWD) 0-100 km/t på 6,1 sek. Tophastighed på 200 km/t |
385 kW / 523 hk (AWD) 0-100 km/t på 4,6 sek. Tophastighed på 200 km/t |
455 kW / 619 hk (AWD) 0-100 km/t på 3,8 sek. Tophastighed på 250 km/t |
Batteri og rækkevidde (WLTP) | 71 kWh 425 km |
105,2 kWh 630 km |
105,2 kWh 566 km |
Opladning | 11 kW AC (0-100 % på 7 timer og 45 minutter) 150 kW DC (10-80 % på 31 min.) |
11 kW (0-100 % på 11 timer og 15 minutter) 200 kW DC (10-80 % på 31 min.) |
11 kW (0-100 % på 11 timer og 15 minutter) 200 kW DC (10-80 % på 31 min.) |
Siddepladser | 5 siddepladser og 2 med isofix-beslag | ||
Bagagerum | Bagi 500 liter, op til 1.750 liter | ||
Platform | iX | ||
Infotainmentsystem | BMW iDrive 8 | ||
Euro NCAP-bedømmelse | 5/5 stjerner | ||
Andet | 2 års fabriksgaranti, 8 år/160.000 km garanti på minimum 70 procent batterikapacitet | ||
Pris | Fra 750.000 kr. | Fra 1.060.466 kr. | Fra 1.429.016 kr. |
Design og kvalitet
Hvis man i forvejen mente, at BMW var på afveje med designet på deres seneste biler, hjælper det ikke, når man ser iX. iX har et specielt design, der ikke er noget for alle. Faktisk er vi nogle, der ret godt kan lide designet. Jo mere tid man bruger med iX, desto pænere bliver den. Samtidig er der mening med galskaben, for iX er uhyre aerodynamisk dens størrelse taget i betragtning.
Det er svært ikke at se og nyde de mange flotte detaljer, som iX glædeligt viser frem. Den er en bil, man lægger mærke til. Der bliver ikke skruet ned for det prangende, når man kigger ind i den – og her tager det nogle steder også lidt overhånd.
Inde i BMW iX er der lækkert. Det er materialer og byggekvalitet i typisk god BMW-kvalitet. Designet er en kombination af moderne minimalisme og et trygt og velkendt BMW-design. I cockpittet har det desværre taget lidt overhånd for BMW, hvor man finder en kombination af mange materialer: Læder, alufarvet aluminium, kobbberfarvet aluminium, sølvfarvede højtalere, træ og som prikken over i’et er der også diamanter. Ja, små diamanter til sædeinstillinger, gearskifte og den fysiske knap til styring af infotainmentsystemet. Det hele bliver bare lidt for meget. Men kvaliteten fejler altså absolut intet.
Testbilen er udstyret med et imponerende og knoglerystende Bowers & Wilkens-lydanlæg. Rundt omkring i bilens kabine sidder der i alt 30 højttalere i en høj kvalitet med en samlet effekt på 1.615 watt. Anlægget spiller så godt i BMW iX, at man gerne sætter sig ud i den kun for at nyde musikken. Det er ikke billigt, men er der budget til det, så tag Bowers & Wilkens-anlægget med.
Rækkevidde og opladning
BMW iX har en teoretisk rækkevidde efter WLTP-standarden på op til 630 kilometer. WLTP er en standardiseret testprocedure til at måle elbilers rækkevidde på en kontrolleret og sammenlignelig måde. Der testes ved forskellige hastigheder og temperaturer for at skabe et så realistisk kørselsmønster som muligt.
Om sommeren forventes BMW iX xDrive40 Fully Charged, som vi har testkørt, at have en rækkevidde på op til 404 kilometer, mens den vil være på op til 340 kilometer om vinteren. Ligesom i alle andre elbiler afhænger den reelle rækkevidde i BMW iX af mange ting, herunder vejrforhold, dæktype, antal passagerer, bagage, vejbanen, hastighed og kørestil.
Den teoretiske rækkevidde i de forskellige varianter er på niveau med andre store mellemklassebiler som Mercedes-Benz EQE, NIO ET7 og Jaguar i-PACE.
Den reelle rækkevidde i BMW iX
Vi har testkørt BMW iX med en brugbar kapacitet på 71 kWh hen over en uge og har fået et godt indblik i dens rækkevidde ved alle vejtyper – det vil sige bykørsel med mange accelerationer og opbremsninger, landevej, motorvej og blandet kørsel.
Bykørsel
Ved bykørsel opnåede vi en gennemsnitlig effektivitet på 19,40 kWh/100 km, hvilket svarer til 366 kilometer kørsel på et fuldt batteri. Effektiviteten er på niveau med eller lidt under den, vi oplevede i Jaguar i-PACE og NIO ET7, men på grund af det lille batteri i xDrive40 Fully Charged giver det altså en relativt lav rækkevidde.
Landevej
På landevej, hvor vi hovedsageligt kørte 80 km/t, opnåede BMW iX en gennemsnitlig effektivitet på 16,7 kWh/100 km. Det er lidt bedre, end hvad vi opnåede i Jaguar i-PACE, men ikke nær så godt som effektiviteten i NIO ET7 (15,7 kWh/100 km). Dermed kunne presse 361 km landevejskørsel ud af den store BMW iX.
Motorvej
BMW iX opnåede en gennemsnitlig effektivitet på motorvej. Ved 110 km/t blev den gennemsnitlige effektivitet fra vores mange køreture 21,3 kWh/100 km – det svarer til 334 km kørsel. Denne effektivitet placerer sig midt imellem i-PACE og ET7.
Ved 130 km/t placerer iX sig også midt imellem de to biler med en gennemsnitlig effektivitet på 26,0 kWh/100 km eller hvad der svarer til 276 km kørsel.
Blandet kørsel
Ved blandet kørsel, som er en god blanding af by, landevej og motorvej, ligger effektiviteten i BMW iX på 19,4 kWh/100 og er således gennemsnitlig for de store mellemklassebiler. Igen gør den lille størrelse på batteriet, at du kun får 366 km kørsel ud af bilen. i-PACE og ET7 ligger begge omkring 440 km til sammenligning.
Alt i alt er effektiviteten altså på niveau med konkurrenterne, men fordi der ‘kun’ gemmer sig et batteri med en brugbar kapacitet på 71 kWh, må du affinde dig med en reel rækkevidde på alt mellem 276-366 km alt efter køreforhold. Vi anbefaler derfor, at du styrer uden om den ‘billige’ xDrive40-variant med kort rækkevidde.
Opladning
BMW iX understøtter 11 kW AC-opladning. Dermed tager en opladning hjemme eller ved offentlige parkeringspladser fra 0-100 procent cirka 7,5 timer.
DC-opladningen varierer alt efter batteriets størrelse. BMW iX xDrive40 Fully Charged med det lille 71 kWh batteri har 150 kW opladning. I xDrive50 og M60 med det større 105,2 kWh batteri understøttes op til 200 kW. Alle varianter klarer 0-80 procent på 31 minutter.
Vi kunne uden problemer opnå den maksimale ladeeffekt ved en lynlader i den BMW iX, vi testede.
I forhold til lignende store mellemklassebiler understøtter BMW iX en højere ladeeffekt, mens ladetiden også er en smule kortere end hos konkurrenterne. Alt i alt tilfredsstillende.
Infotainment, skærm, software og brugervenlighed
BMW iX kommer med bilproducentens nyeste infotainmentsystem og to store skærme. De to skærme bidrager til kabinens flotte moderne design, men softwaren deri er desværre ikke altid brugervenlig.
Skærmene i BMW iX er store og flotte. Førerskærmen er på 12,3 tommer i en høj opløsning og med rigeligt baggrundslys og flot kontrast. Softwaren derpå er ganske nydelig, informationerne lette at forstå, og der er gode tilpasningsmuligheder.
Infotainmentskærmen i midten er på hele 14,9 tommer i et meget aflangt format. Også denne skærm er i en rigtig god kvalitet. Desværre sidder den ret langt væk fra føreren, og den kan være svær at nå under kørsel – og dens aflange format gør det ikke lettere. Heldigvis har BMW iX dog en lettilgængelig fysisk (diamant)knap i midterkonsollen til styring af infotainmentsystemet.
Softwaren er det modsatte af en iPad: Kompliceret og ikke brugervenligt
Man finder gode fysiske knapper til nogle af de vigtigste funktioner i BMW iX, men fokus er uden tvivl på softwaren. iX har BMWs nye iDrive 8, der også er i BMW i4. Ved første øjekast ser iDrive 8 nydeligt ud, og det er tydeligt, at BMW har gjort noget ud af designet. Men når man først dykker ned i softwaren, er der stor sandsynlighed for, at man ikke kommer tilbage. iDrive 8 er det komplet modsatte af en Apple iPad. iPad’en er brugervenlig, simpel og har tilpas mange nøje udvalgte muligheder. Infotainmentsystemet i BMW iX er derimod kompliceret, fyldt med menuer og kort sagt det modsatte af simpelt.
Der er også gode ting at sige om softwaren. Ydeevnen er god, og softwaren er flydende. 360-graders kameraet er af en fremragende kvalitet, og navigationen med 3D AR-visning er rigtig god. Med de mange funktioner i softwaren er der også mulighed for, at du kan indstille alt i iX præcis, som du ønsker det.
Apple CarPlay, Android Auto, app og opdateringer
Heldigvis er der mulighed for at benytte Apple CarPlay og Android Auto i BMW iX, der tilbyder et langt mere brugervenligt UI samt alle de apps, man normalt bruger. Begge dele kan anvendes med kabel eller trådløst.
BMW iX kan modtage over the air-opdateringer (OTA), hvor alt fra software til effektivitet kan forbedres løbende. Til iX er også en app, hvorpå man kan tjekke den resterende rækkevidde, klimatisere kabinen, planlægge en rute, bestille tid til servicetjek og meget mere.
Selvkørende egenskaber
Når det kommer til selvkørende egenskaber, gør BMW iX det fint. Den placerer sig rigtigt fint på vejbanen og kommer ikke lige så ofte ud ved vejbanestriberne som mange andre førerassistentsystemer. Samtidig overtager den også styringen af rattet med blide bevægelser. Her har mange andre førersystemer en tilbøjelighed til at dreje med mange hurtige ryk i rattet, som man aldrig selv ville betjene et rat. Men BMW iX gør det altså i det store hele fint.
Når det er sagt, lider den stadig under samme mangel som alle sine konkurrenter: Den understøtter ‘kun’ niveau 2 inden for selvkørende teknologi, og det gør altså, at du stadig skal have hænderne på rattet og straks skal kunne overtage kørslen. Og det er der stadig brug for, at man gør, når man kører inde i byen med snoede vejforløb og jævnlige vognbaneskift. Men kører du meget ligeud på landevej og motorvej, kan du trygt lade BMW iX om at overtage kørslen.
BMW iX kan naturligvis også selv justere hastighedsgrænsen på den adaptive fartpilot med automatisk skiltegenkendelse. Og i indstillingerne kan du ligeledes angive, om der skal tilføjes/fratrækkes et vist antal kilometer i timen, når den selv ændrer hastigheden – lige som det bør være.
Niveauer for automatisering af selvkørende bilerBilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.
|
Køreoplevelse og ydelse
Der venter en velkendt oplevelse for dig, der har kørt BMW før. BMW kan bare det der med styring, undervogn og at skabe en velkendt følelse bag rattet. BMW iX er en stor og meget tung SUV, men det betyder ikke, at den er langsom.
Basismodellen, xDrive40, har to elektriske motorer, der tilsammen yder 240 kW (326 hestekræfter). Den accelererer fra 0-100 km/t på 6,1 sekunder.
Er det ikke hurtigt nok til familiefar eller mor, som er den primære målgruppe for denne rummelig elektriske SUV, er der M60-varianten. BMW iX M60 yder 455 kW (619 hestekræfter), har et drejningsmoment på 1.015 Nm og ræser fra 0-100 km/t på 3,8 sekunder. Topfarten er begrænset til 250 km/t.
Lige meget hvilken variant af iX man vælger, er der rigeligt med kraftoverskud.
Selvom BMW iX er så stor og tung, er den meget let at køre. Der er indbyggede køreprofiler, men derudover også gode muligheder for selv at indstille bilen, så den passer optimalt til dig.
Som man kunne forvente af en BMW til denne pris, er iX en fornøjelse at køre i.
Komfort
Nu kommer vi til det, der er BMW iXs største styrke: Komforten. BMW iX er en ekstremt komfortabel elbil for både fører og passagerer med rigeligt plads til hele familiens bagage.
Kabinen i BMW iX er flot, lys og lækker. Som vi beskrev i afsnittet om design og byggekvalitet, er kvaliteten af materialerne virkelig god. Forsæderne er ekstremt komfortable og har gode indstillingsmuligheder. Der er mulighed for trådløs opladning af mobiltelefon.
Fantastisk elbil til familien
Også på bagsæderne er der rigtig god plads, og man sidder behageligt. Der er god plads til både ben og hoved. Panoramaglasset giver endnu mere højde bagi, hvis der er ekstra behov for det. Bagsæderne i iX er brede nok til, at der fint kan sidde tre personer. Det flade gulv ved midtersædet øger komforten på denne plads. Der er hele fire USB-C-porte, der sidder praktisk placeret bagpå forsæderne, til opladning af enheder bagi.
Man sidder ret højt i BMW iX, hvor man har et dejligt overblik over trafikken og omgivelserne. Det gør også, at man føler sig tryg i denne bil.
iX kommer som standard med luftundervogn, som virkelig gør noget godt for komforten. Der er samtidig meget stille i kabinen under kørsel. I hvert fald hvis man ser bort fra BMWs egne kunstige motorlyde, der er indbygget i iX. Vores råd er: Slå de lyde fra og nyd stilheden og det gode lydanlæg.
Bagagerummet på 500 liter i iX er stort nok til de fleste og har en stor praktisk åbning. Det skråner en lille smule, hvilket man skal være opmærksom på, når bilen pakkes. Der er desværre ikke et frunk i BMW iX.
Udstyrsniveau
BMW iX kommer med en fornuftig mængde af standardudstyr. Her finder du 20 tommer aerodynamiske hjul, varme i forsæder, ladekabler (mode 2 og mode 3), akustisk fodgængerbeskyttelse, udvidet sidespejlspakke, Ambient Light-kabinelys, BMW IconicSounds Electric, fartpilot med bremsefunktion, fjernlysassistent, Active Protection, Driving Assistant, Parking Assistant, Connected Package Professional og trådløs opladning.
Ekstraudstyr
Det er muligt at købe fire forskellige udstyrspakker:
- Comfort-pakke til 39.311 kroner, som indeholder komfortadgang, komfortvarmepakke (for og bag), 4-zoner klimaautomatik og Parking Assistant Plus.
- Exclusive-pakke til 52.592 kroner, som indeholder panoramaglassoltag, ekstra tonede ruder (bag), interiørapplikationer Clear&Bold og loftsbeklædning i antracit
- Innovation-pakke til 58.967 kroner, som indeholder Driving Assistant Professional, BMW Laserlight, BMW Live Cockpit Professional, head up-display og BMW Natural Interaction.
- Fully Charged til 150.871 kroner, som indeholder Comfort-pakke, Innovation-pakke og Exclusive-pakke.
Foruden ovennævnte pakker kan man også købe sig fattig i øvrigt ekstraudstyr. For eksempel kan man få ratvarme til 3.750 kroner, soft-close til døre for 8.125 kroner, Shadow Line til 3.750 kroner, aktiv sædeventilation foran til 10.625 kroner, kabinekamera til 1.500 kroner og Bowers & Wilkins Diamond surround sound system til hele 66.248 kroner.
Og så tilbyder BMW også adgang til flere af bilens ekstrafunktioner, for eksempel ratvarme, på abonnement. Det er en udvikling, som vi håber ikke breder sig til flere bilmærker. At låse funktioner, som bilen er født med, og som man derfor allerede har betalt for gennem bilens indkøbspris, bag betalingsmur er bare ikke fedt.
Bæredygtighed
BMW iX er i det store hele en temmelig bæredygtig elbil. iX produceres på BMW’s fabrik Dingolfing i den tyske by af samme navn i delstaten Bayern. Her foregår produktionen kun ved brug af vedvarende energi, og der anvendes ligeledes naturrene materialer og genbrugsmaterialer. En del af interiøret af desuden af FSC-certificerer træ, læderindtrækket er garvet med ekstrakt fra olivenblade, og der er brugt genanvendte fiskenet (Econyl) til gulvbelægning og gulvmåtter.
BMW oplyser også, at producentens bæredygtighedsinitiativer gør, at iX har 45 procent lavere udledning af drivhusgasser i den samlede levetid i forhold til en sammenlignelig SUV med dieselmotor. BMW iX består af 40 procent genanvendt stål og 20 procent genanvendt termoplast.
Også højvoltsbatteriet i BMW iX produceres ved brug af vedvarende energi. BMW indkøber selv det kobolt og litium, der bruges til batterierne, fra kontrollerede kilder i Australien og Marokko og leverer det til battericelleproducenterne. BMW indkøber også aluminium, som er produceret ved brug af strøm fra solcelleanlæg. Sidst, men ikke mindst, har BMW også designet elmotorernes rotor uden brug af metaller fra sjældne jordarter.
Sikkerhed
BMW iX er en yderst sikker elbil at køre i. Blandt de elbiler, som EuroNCAP sikkerhedstestede i 2021, indkasserede den en samlet syvendeplads blandt i alt 18 testede elbiler. Den har fået 5 stjerner i sikkerhedstesten og henholdsvis 91 procent for fører og voksne passagerer, 87 procent for børn i autostol, 73 procent for fodgængere og 81 procent for dens sikkerhedsfunktioner.
I BMW iX finder man en række sikkerhedssystemer under samlebetegnelsen Driving Assistant Professional. Det tæller blandt andet:
- Automatisk vognbanestabilitet op til 200 km/t
- Afstandsregulering (ACC med Stop&Go)
- Styreindgreb ved undvigemanøvrer
- Undgåelse af påkørselsulykker
- Undgåelse af hastighedsoverskridelser
Der er ligeledes Active Guard Plus, som advarer om og griber ind over for frontale kollisioner, fodgængerdetektion, advarsel ved vognbaneafkørsel og hastighedsbegrænsningsassistent.
Læs også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest
Garanti og service
BMW iX har en fabriksgaranti på 2 år uden kilometerbegrænsning. Den dækker defekte dele, der måtte gå i stykker på grund af fabrikationsfejl.
Efter nybilsgarantien kan BMW Repair Inclusive tilkøbes i op til 3 år eller 40.000 kilometer, hvorved reparationsomkostninger dækkes af reparationsaftalen. Dertil kommer BMW iX med en 3 år lang lakgaranti og 12 års gennemtæringsgaranti på karosseriet.
Der er en garanti på højspændingsbatteriet i BMW iX på 8 år eller 160.000 kilometer, alt efter hvad der kommer først. Det betyder, at BMW garanterer mindst 70 procent af batteriets oprindelige kapacitet efter 8 år eller 160.000 kilometer.
Der er desuden inkluderet 3 års gratis vejhjælp med i købet af BMW iX.
BMW iXSamlet bedømmelse: 78 ud af 100 (virkelig god) Læs mere om de 10 kvalitetsparametre her. |
|
Design og kvalitet | 10/10 |
Rækkevidde og opladning | 8/10 |
Infotainment, skærm, software og brugervenlighed | 7/10 |
Selvkørende egenskaber | 6/10 |
Køreoplevelse og ydelse | 9/10 |
Komfort | 10/10 |
Udstyrsniveau | 4/10 |
Bæredygtighed | 8/10 |
Sikkerhed | 10/10 |
Garanti og service | 6/10 |
Samlet bedømmelse | 78/100* |
*Der er ikke givet ekstra point til den samlede bedømmelse, da prisen nogenlunde matcher kvaliteten. Læs mere om vores vurdering af kvalitet i forhold til pris her.
Konklusion på test af BMW iX
Man kan ikke undgå at sætte pris på kvaliteten, komforten og pladsen i BMW iX, når man har kørt land og rige rundt i en uge, som vi har gjort i vores test af den. Det er en utrolig velkørende elbil med en kabine i meget høj kvalitet, hvor der er skruet godt op for luksusfølelsen.
BMW iX er stor og praktisk og oplagt til den større familie, idet den får topkarakter i sikkerhedstest. Der er god plads til fem passagerer og fornuftig plads til deres oppakning.
På samme tid er iX også en meget hurtig elbil, der kan slå langt de fleste biler på en lige strækning. Når det kommer til rækkevidden, anbefaler vi dog, at man tager varianten med det store batteri.
Det er tydeligt, at BMW har gjort meget ud af infotainmentsystemet i iX, men det er desværre ikke lykkedes dem godt. Brugerfladen er rodet, og der er altså for mange funktioner og menuer. Det hjælper dog, at der er både Apple CarPlay og Android Auto, men man slipper ikke helt for at skulle rundt i labyrinten, der er BMWs iDrive 8-software.
Basismodellen af BMW iX er ganske fint udstyret, men vil man have ekstra med, skal man være klar til at betale for det. Bowers & Wilkens-lydanlægget er meget anbefalelsesværdigt, men til en pris på 66.248 kroner er det også betalt.
BMW iX er på mange måder en formidabel elbil til familien, hvis altså man har råd til den.
BMW iX lander i vores test på 78 ud af 100.
Se også: Nyheder og test af elbiler