Trådløs opladning af elbiler rykker tættere på
En stor udvikling inden for trådløs opladning af elbiler kan gøre ladestandere, ladeboks og ladekabler overflødige hurtigere end forventet.
Se også: Sammenlign elbilers specifikationer, priser og bedømmelser
Trådløs opladning af elbiler er på vej
Trådløs opladning er i dag meget almindeligt på smartphones. På biler fungerer det stort set på samme måde som i smartphones, blot med højere effektniveauer og med meget større batterier.
Med en stor udvikling inden for trådløs opladning af elbiler og standarder på plads, rykker vi tættere på en kabelfri opladning. Potentialet i trådløs opladning af elbiler er uden tvivl stort.
Bilproducenter som Tesla, Stellantis, Hyundai og Volkswagen er interesserede i at give deres elbilkunder mulighed for at klippe opladningskablet over. Med trådløs opladning vil man kunne parkere elbilen på en parkeringsplads eller i en carport, hvorefter opladning automatisk går i gang. I fremtiden vil vi se både trådløse hjemmeopladere og offentlige trådløse opladere. Andre bilproducenter tester også trådløs opladning, heriblandt Volvo.
En ny standard for trådløs opladning af elbiler, SAE International Standard J2954, skal sikre, at det bliver lettere for bilproducenter og ladeudbydere at udvikle trådløs opladning og forventes dermed fremskynde indførelsen af trådløs opladning.
Indtil videre har SAE-standarden demonstreret trådløs opladning på op til 11 kW med 93 procent effektivitet. Ved trådløs opladning er der et meget lidt større energitab, da kablet opladning typisk har en effektivitet på 94-94,5 procent.
Der bliver dog også arbejdet på at udvikle trådløse lynladere, der leverer 250 til 300 kW og dermed kan matche nuværende kablede lynladere.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Du skal ikke vente på trådløs opladning
Hvem vil ikke gerne slippe for at håndtere det tunge og lange ladekabel? Trådløs opladning af elbiler lyder uden tvivl smart. På trods af udviklingen i teknologien bør du dog ikke sidde og vente på det.
Der bliver nemlig brugt store ressourcer på at opsætte ladestandere og udbygge ladeinfrastrukturen i Danmark. 14.235 ladepunkter i august sidste år er i år vokset til mere end 25.000, og mange flere er på vej.
Trådløs opladning vil betyde, at alle disse ladestandere med tiden bliver overflødige. Samtidig kræver trådløs opladning store investeringer fra regeringer og private virksomheder.
Det er ikke umuligt, at elbiler snart får mulighed for at oplade trådløst, men der går lang tid før den kabelfrie opladning er standarden.
Se også: Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Guide til den bedste elbilforsikring
De billigste elbiler i Danmark