Verdens første elektriske vej oplader trådløst elbiler
I Sverige er man i gang med at bygge verdens første elektriske vej, hvor elbiler automatisk lades op, mens de kører på den. Det giver færre stop ved ladestandere, men gør også elbiler lettere og ikke mindst billigere, da batteriet i elbilerne kan gøres langt mindre.
Man har allerede prøvekørt fire midlertidigt elektriske veje, blandt andet i Lund, men denne 21 kilometer lange strækning bliver permanent elektrisk.
Se også: Billig forsikring af elbiler
Vej til opladning klar i 2025
Den elektriske vej bygges af den svenske transportmyndighed – Trafikverket – der på nuværende tidspunkt er i gang med at lede efter en entreprenør til projektet.
Trafikverket har endnu ikke valgt opladingsteknologien til projektet, men designet og konstruktionen forventes at være klar i 2025, og kort derefter bliver det offentliggjort online.
Blandt de muligheder, Trafikverket overvejer, er allerede afprøvede metoder som hængende elledninger i stil med sporvogne, elektriske skinner i vejen, der sender strøm til bilerne via en leder under bilen eller induktive spoler nedlagt i vejen, der overfører strøm til bilerne trådløst.
Det kræver selvfølgelig, at bilerne understøtter trådløs opladning, hvis de skal kunne udnytte teknologien. Flere bilproducenter, blandt andet Volvo, undersøger om trådløs opladning kan give mening.
Den elektriske motorvej bliver en del af E20 og ligger mellem Hallsberg og Örebro. E20 går fra Stockholm via Göteborg til Malmö og er udvalgt til projektet på grund af den megen erhvervstransport, der går via den rute.
Desuden har den den nødvendige strømforsyning.
Se også: Elbiler bedst i test
Elektriske veje kan gøre elbiler billigere
Det svenske teknologiuniversitet Chalmers offentliggjorde i marts en undersøgelse, hvor man havde fundet frem til, at det vil være optimalt for overgangen til elbiler at have en kombination af elektriske veje på 25 procent af de mest trafikerede nationale og europæiske veje og el-opladning i hjemmet.
Forskerne mener, at en sådan kombination vil gøre det muligt at gøre batterierne til elbiler betydeligt mindre, måske endda helt ned til en tredjedel af den nuværende størrelse.
Da omkostningerne til batterier i elbiler er en væsentlig faktor i den samlede pris på bilen, kan et langt mindre batteri betyde lavere priser samt at man kan producere flere elbiler uden at skulle øge udvindingen af de metaller, der skal til for at producere batterier. Samtidig kan elbiler også blive betydeligt lettere, hvis batteriet bliver mindre.
Se også: Priser på elbiler