Xpeng P5 sat på pause – salget stoppet i Danmark

Netop har Xpeng slået dørene op i Danmark og må stoppe forudbestilling og salg af elbilen P5, der skulle være klar i Danmark senere i år.

Xpeng P5 sat på pause – salget stoppet i Danmark

Kinesiske Xpeng har haft fart på udvidelsen og rykkede tidligere i år ind i Danmark på en fornem lokation på Vesterbrogade i København, hvor åbningen blev fejret med elbilen P5. Netop denne elbil skulle blive den første Xpeng på vejene i Danmark med levering begyndende senere i år. Dog har Xpeng nu fjernet muligheden for forudbestilling af P5 på den danske hjemmeside og salget er stoppet på ubestemt tid.

Læs også: Her er den danske pris på XPENG P5

Salget sat på “pause”

Mobilsiden.dk var tidligere i år inviteret til åbningen af Xpeng-butikken i København og var blandt de allerførste medier i verden, der fik lov at testkøre P5. Du kan læse vores første test og indtryk her. Her fik vi et udmærket indtryk af Xpeng P5, der bød på lovende software og god komfort, men vi opdagede også ting der kunne være bedre. Såsom dens bagageplads, den relativt langsomme opladning, lydkvaliteten og mere.

Dengang kunne man konfigurere og forudbestille en P5 på Xpengs hjemmeside og forvente at få den leveret til efteråret. Klikker man sig en tur derind nu, er disse muligheder fjernet.

Officielt er salget sat på pause og der er ingen informationer om, hvornår det sættes i gang igen – og om det overhovedet kommer til at ske.

Hvad der sker med de forudbestillinger, der allerede er lavet (hvis der er lavet nogle) vides ikke. Vi har spurgt ind til det hos deres danske mediebureau.

Mobilsiden.dk på testtur i Xpeng P5.

Kan ikke få bilerne til Europa

På udenlandske medier kan man læse, at Xpeng – ligesom alle andre producenter – har stor komponentmangel. Spørger man Xpengs danske mediebureau er dette dog ikke årsagen. Her er forklaringen, at bilerne ikke kan forlade de kinesiske havne på grund af Covid-19 restriktioner.

Det er svært at sige om salget af Xpeng P5 åbnes igen i Danmark. I Sverige er interesserede i stedet blevet tilbudt en tur i storebroren Xpeng P7, der byder på et noget lækrere design.