Polestar vil gøre op med den traditionelle bilforhandler
Traditionelt set er vi vant til at se store bilforhandlere samle sig i klumper uden for de større byer, hvor vi kan se, mærke, prøve og købe bilerne. Bilforhandleren, som vi bedst kender den, er der dog noget nye bilmærker helst ser sig foruden. Det unge bilmærke Polestar satser helt på online salg af elbiler uden de mange forhandlerled. Og de er bestemt ikke det eneste bilmærke, der satser på denne strategi. Men det betyder ikke, at du ikke kan få en prøvetur i elbilen inden køb.
Se også: Disse nye elbiler er på vej fra Polestar
Køb elbilen online
Elbilmærket Polestar åbner nu deres femte såkaldte “Polestar Destination” i Aalborg Centrum i en specialdesignet tilbygning. Den nye udbygning kommer til at have til huse centralt i Aalborg på Jyllandsgade 22 tæt på det historiske og velkendte bilhus Pedersen & Nielsen, der har solgt biler siden 1997. Men disse såkaldte destinations er ikke som den almindelige bilforretning.
Vil man købe en Polestar 2, som elbilmærkets første og eneste rene elbil er døbt, kan man ikke gøre det i den fysiske butik. En Polestar 2 kan derimod kun købes online. Polestar Destinations er ment som et showroom, hvor man kan se de nye biler. Og med centrale placeringer i storbyer kan man lettere skabe interesse og nysgerrighed.
Se også: Test og anmeldelse af Polestar 2 (2022)
Og det er en strategi man ser hos flere nye bilmærker. NIO og XPENG, der er to kinesiske producenter af elbiler, kører med en lignende strategi med prangende butikker centralt i storbyer, hvor man kan se bilerne samt tilbehør. NIO tager den videre og gør deres butikker til cafeer, mødesteder og arrangerer alt fra familievenlig events til fester. XPENG åbner snart i centrum af København og også NIO kommer snart til Danmark.
Få en prøvetur i elbilen først
Danskere kommer til at stå overfor et skifte fra brændstofbil til elbil – og det er både spændende og utrygt. En god start er en prøvetur i en elbil, hvor man både kan få føling med den enkelte bil, men også få et bedre indtryk af hvad en elbil er.
Heldigvis betyder ovenstående strategi ikke, at man ikke kan få en prøvekørsel inden et online køb. Polestar giver mulighed for prøvetur i Polestar 2 ved Polestar Destinations, som man kan finde i Aalborg, Aarhus, Vejle, Vallensbæk og Nærum. Vil man være sikker på en prøvetur i en bestemt variant kan man bestille på forhånd. Det samme ser man hos NIO House i Oslo, hvor Nio tilbyder testkørsel af deres elbiler.
Har du lyst holder Polestar en åbningsreception den 24. marts fra kl. 14.00, hvor både Henrik Bang, dansk direktør for Polestar og Jesper Brix, direktør for Pedersen & Nielsen, byder velkommen for at fejre, at Polestar får markant mere synlighed i Nordjylland.
Læs også: Alt om Polestar 3 – hvad vi ved om den elektriske SUV