Test og anmeldelse af Polestar 2

Den elektriske Polestar 2 byder på køreglæde, rummelighed og et førsteklasses infotainmentsystem. Her er vores test af elbilen Polestar 2.

Indholdsfortegnelse

  1. Introduktion
  2. Specifikationer
  3. Design og kvalitet
  4. Rækkevidde og opladning
  5. Infotainment, skærm, software og brugervenlighed
  6. Selvkørende egenskaber
  7. Køreoplevelse og ydelse
  8. Komfort
  9. Udstyrsniveau
  10. Bæredygtighed
  11. Sikkerhed
  12. Garanti og service
  13. Bedømmelse
  14. Konklusion
  15. Pris og leasing

Polestar 2 er en sedan med fem sæder, lækkert interiør i høj kvalitet og fornuftig bagagerumsplads på 405 liter samt et mindre bagagerum foran. En familiebil, der fungerer godt til både bykørsel og den lange køretur. Og med en acceleration på 0-100 km/t på 4,7 sekunder og et lavt tyndepunkt er Polestar 2 lynhurtig og giver stor køreglæde.

Læs også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler

Introduktion af Polestar 2

Der er ingen startknap i Polestar 2. Du sætter foden på bremsen, vælger bagud- eller fremadkørende gear og kører af sted. Når du er fremme, stiger du ud og låser bilen. Såre simpelt.

Polestar er en selvstændig svensk producent af elektriske køretøjer, som siden 2015 har været ejet af Volvo, der siden 2010 har været ejet af kinesiske Geely. Plug-in hybridbilen Polestar 1 var mærkets første bil, men Polestar 2 er den første fuldelektriske. De er bedst kendt for at være først med Android Automotive og for deres gennemsigtighed omkring CO2-udledningen i produktionen og bilens levetid.

Se også: Øvrige specifikationer på Polestar 2

Polestar 2 kommer med enten én eller to elektriske motorer, rækkevidde på op til 540 kilometer, Android Automotive-infotainmentsystem og tilvalg af tre pakker med fokus på at højne køreglæden og tilføje et vælg af funktioner. Prisen for en Polestar 2 starter ved 375.000 kroner og slutter et godt stykke over de 500.000 kroner.

Kan du nøjes med den billigste model? Skal du overhovedet købe en Polestar 2? Hvilke fordele og ulemper har Polestar 2? Jeg har brugt en uge i den eldrevne Polestar 2, så du bedre kan vurdere, om det er bilen for dig og familien.

Polestar er elbilmærket, du måske ikke har kendskab til, men som vi mener, du bør kende. Polestar 2 er en fremragende elbil, der byder ind med ekstrem køreglæde, god plads, førsteklasses Google-infotainmentsystem, åbenhed omkring bilens samlede CO2-aftryk og ikke mindst et nydeligt design, der skiller sig ud fra mængden. Det betyder dog ikke, at der ikke er kompromisser. Velkommen til vores test og anmeldelse af Polestar 2.

 Specifikationer på Polestar 2

Polestar 2 Stan­­dard range single motor Long Range single motor Long Range dual motor
Yde­­evne 170 kW / 231 hk (FWD)
0-100 km/t på 7,4 sek.
300 kW / 408 hk (AWD)
0-100 km/t på 4,7 sek.
Bat­­te­­ri og ræk­­ke­­vid­­de (WLTP) 69 kWh
440-474 km
78kW
510-542 km
78 kW
455-482 km
Op­­lad­­ning 11 kW AC-opladning og 150 kW DC-opladning (10-80 procent på 35 minutter)
Sid­­de­­plad­s­er 5 og 3 iso­fix-be­slag på bag­sæd­er
Ba­­ga­­ge­­rum Bagi 405 lit­er, for­an 41 lit­er
Plat­­form Volvo CMA
In­­fo­­tain­­ment­­sy­­stem Android Automotive med app-tilslutning
Euro NCAP-be­­døm­­mel­­se 5 ud af 5 stjerner
Andet 3 års connected services, 2 års fa­­briks­­ga­­ran­­ti, 8 år/160.000 km batteriga­­ran­­ti
Pris Fra 349.000 kr. Fra 375.000 kr. Fra 399.000 kr.

Design og kvalitet

Min første testkørsel af Polestar 2 var tilbage i november sidste år, hvor jeg med det samme faldt for dens ret atypiske design. Selvom den er en direkte konkurrent til Tesla Model 3, kunne de to biler ikke været meget mere forskellige – heller ikke når det gælder designet.

Polestar 2 har et sporty udseende med skarpe linjer, som hurtigt får opmærksomhed på vejen og i byen. Men den er også en høj sedan – og det giver den et helt unikt udtryk. Hvor elbiler ofte har et mere futuristisk udtryk, både udenpå og indeni, er Polestar et godt kompromis mellem nytænkning og bilen, som de fleste af os kender den. Det er trygt og velkendt – og samtidig nyt.

Man kan ikke se det på dens ydre, men Polestar henter meget fra Volvos biler – og det er ikke er en dårlig ting. Både udenpå og indeni får man et godt indtryk af byggekvaliteten, hvor man skal lede længe efter svagheder. Sæderne, instrumentbordet, knapperne og samlinger er af en god kvalitet, og det føles lækkert i kabinen. Enkelte steder er der brugt tyndere og hårdere plast, men generelt er kvaliteten i Polestar 2 meget i orden.

Der er to skærme i Polestar 2: et i instrumentbordet og en større over midterkonsollen. Begge er af en god kvalitet med både god lysstyrke, farvegengivelse og høj opløsning. Kigger man efter, kan man godt ane pixels, men med den afstand, som man typisk betragter indholdet på skærmene fra, er dette slet ikke ikke et problem.

Rækkevidde og opladning

Der er forskel på den opgivne WLTP-rækkevidde i Polestar 2, alt efter hvilken model du vælger. Enkeltmotor-udgaven har en rækkevidde mellem 515 og 540 kilometer, mens dobbeltmotor-udgaven har en kortere rækkevidde på 450 til 480 kilometer. WLTP er en standardiseret testprocedure til at måle elbilers rækkevidde på en kontrolleret og sammenlignelig måde. Der testes ved forskellige hastigheder og temperaturer for at skabe et så realistisk kørselsmønster som muligt.

Om sommeren forventes den at have en rækkevidde på op til 513 kilometer, mens den vil være på op til 432 kilometer om vinteren. Ligesom i alle andre elbiler afhænger den reelle rækkevidde med Polestar 2 af mange ting, herunder vejrforhold, dæktype, antal passagerer, bagage, vejbanen, hastighed og kørestil.

Vi har ikke helt kunnet opnå WLTP-tallet i den dual motor-udgave, som vi har kørt i, men til dens forsvar har den både haft de store 20-tommer fælge på, ligesom vejret har været koldt – og det er velkendt, at koldt vejr går ud over rækkevidden. Alt i alt har rækkevidden på Polestar 2 været tilfredsstillende.

En af de bedste ting ved elbiler er, at man starter hver dag med en fuld tank. Det er oplagt at oplade Polestar 2 om natten ved en offentlig ladestander eller ladestander ved husstanden, hvor en opladning tager omtrent 7 timer. Her er strømmen billigere og ofte også grønnere. Skulle man være på langtur og have brug for opladning, bliver man glad for dens understøttelse af hurtig 150 kW-opladning, som giver 0 til 80 procent strøm på omkring 40 minutter.

Infotainment, skærm, software og brugervenlighed

Der er masser af spændende teknik i Polestar 2, men frygt ikke, for det gør den ikke mere avanceret at køre i. Faktisk er Polestar 2 en af de simpleste biler at komme i gang med. Det skyldes blandt andet dens infotainmentsystem, der er lavet af Google. Valget af Google som leverandør af infotainmentsystem er helt rigtigt. Hvorfor ikke vælge nogen, der ved, hvordan man laver brugervenlig software?

Android Automotive

Android Automotive er simpelt og overskueligt uden at gå ned på indstillinger og funktioner. Man kan bedst sammenligne det med at have en Android-tablet i bilen, hvorpå der kan hentes apps, foretages opkald og styre bilens funktioner såsom klimaanlæg, opladning og navigation. Her er ikke helt det samme store udvalg, som man finder i Teslas infotainmentsystem, men Google lover, at flere apps er på vej.

Selvom oplevelsen med Android Automotive er meget positiv, er der stadig plads til forbedring. Pladsen på den store skærm kunne udnyttes bedre med splitscreen, hvor der for eksempel kunne vises Google Maps og en musikafspiller samtidigt. I stedet får man en enkelt app i gigantisk størrelse. Navigation rundt i infotainmentsystemet går som regel hurtigt og flydende, men der er enkelte tidspunkter, hvor ventetiden spontant bliver en anelse længere. Man oplever for eksempel heller ikke, at det er helt så flydende at zoome ind og ud i Google Maps, som det er på en tablet eller smartphone.

360 graders kameraet, der kommer med Pilot lite-pakken, er et must, men er ikke det bedste på markedet. Det giver et ret forvrænget billede af omgivelserne, hvor både Tesla og Nio gør det langt bedre og tydeligere. Det gør funktionen mere tryg at bruge. Det er dog stadig meget brugbart, og det kan formentlig blive bedre med fremtidige softwareopdateringer.

Google Assistent på dansk?

En af de bedste ting ved at have Google i bilen er adgangen til den bedste digitale assistent på markedet. Underligt nok understøtter Android Automotive ikke Google Assistent på dansk, selvom det er tilgængeligt på smartphone, højtalere og i Android Auto. Både Google og Polestar fortæller mig, at det kommer, men ikke hvornår.

Til Polestar 2 kan man hente en smartphone-app, hvorved man kan få adgang til funktioner i bilen, for eksempel fjernbetjening af klimaanlæg, fjernlåsning og batteristatus. Derudover kan mobiltelefonen bruges som nøgle til bilen.

Polestar 2 har ikke Apple CarPlay endnu, men det kommer i løbet af foråret 2022.

Se også: De mest ventede elbiler i Danmark i 2022

Selvkørende egenskaber

Helt selvkørende er Polestar 2 ikke, men den har funktioner, der gør den lange, og ikke mindst korte, køretur meget mere behagelig. Man kan få adaptiv fartpilot og en autopilot, der kan holde vejbanen for dig – så længe man holder hænderne på rattet, men det er ikke gratis. Dette er nemlig en del af Pilot-pakken, der koster 30.000 kroner ekstra – og den er et must-have.

Det er let at aktivere både fartpilot og autopilot i Polestar 2, og det fungerer generelt rigtig godt. Bilen holder fin afstand til forankørende biler og bremser, når det er nødvendigt, men skifter ikke vejbane for dig. Har du piloten aktiveret og skifter vejbane, aktiveres den automatisk igen. Kun meget få gange har jeg oplevet, at den er blevet forvirret over vejbanestriber (eller manglen på samme) eller trafikken foran, og jeg har ikke følt mig utryg ved at benytte den.

Polestar 2 har ikke meldt et officielt niveau for selvkørende egenskaber ud, men den menes at ligge på niveau 2 ud af 5 indenfor autonomi.

Niveauer for automatisering af selvkørende biler 

Bilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.

  • Niveau 0: Ingen automatisering
  • Niveau 1: Førerassistance – fartpilot, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent, vejbaneassistent
  • Niveau 2: Delvis automatisering – bilen overtager styring, men fører skal være opmærksom og have hænder på rattet.
  • Niveau 3: Bilen overtager styringen, men føreren skal være i stand til at kunne overtage styringen.
  • Niveau 4: Høj grad af automatisering. Føren må sove og forlade førersædet og i afgrænsede områder, hvor det er tilladt.
  • Niveau 5: Fuld automatisering. Kan køre helt uden menneskelig indgriben.

Køreoplevelse og ydelse

Det er svært ikke at smile og få en lille smule kuldegysninger, når man kører i Polestar 2. Den er hurtig – meget hurtig. Modellen jeg havde til test var med dobbelt elektrisk motor, som har en effekt på 300 kW (408 hk). Det betyder 0 til 100 km/t på 4,7 sekunder, der i en elbil virker temmelig surrealistisk. Kombinationen af de mange kræfter, uendeligt vejgreb og en helt lydløs motor er vanedannende. Generelt er Polestar 2 sjov og rar at køre i, og det er svært at få nok af den.

Skal du overhale på motorvejen i Polestar 2, accelerere fra 0 til 50, 50 til 80 eller fra 80 til 110 km/t, sker det på et øjeblik. Med de elektriske motorer sker accelerationen altså øjeblikkeligt.

Gå efter Polestar 2 med en enkelt elektrisk motor

Denne model er også udstyret med Performance-pakken med 20-tommer fælge, Öhlins-støddæmpere, Brembo-bremsekalibere og sikkerhedsseler i en smart gul farve. Det hele gør noget godt for køreegenskaberne såvel som udseendet.

Personligt ville jeg dog vælge enkeltmotor-udgaven, som med 231 hestekræfter og en acceleration fra 0 til 100 km/t på 7,4 sekunder er rigeligt hurtig. Og så kører den længere på en opladning og er billigere.

Se også: Nyheder om elbiler

Komfort

Det er både komfortabelt og vanedannende at køre med én pedal – og heldigvis har Polestar 2 denne funktion. Med speederen kan man både sætte farten op og bremse. Slipper man pedalen, bremser bilen automatisk, da den regenererer strøm til batteriet ved hjælp af den kinetiske energi.

Polestar 2 er bygget på Volvos CMA-platform, der også er brugt til Volvo XC40 og Volvo C40, der er forholdsvis store og rummelige biler. Det betyder, at selvom Polestar er en sporty sedan, er der samtidig god plads i den.

Pladsen foran er god, og alt sidder helt rigtigt placeret. Sæderne er meget komfortable og holder dig både godt på plads i sving og er behagelige på en lang køretur. Jeg ville dog undgå Performance-pakken, hvis resten af familien også skal kunne nyde turen. Den gør bilen sjovere at køre i, men også stivere og mere ukomfortabel, hvor selv de mindste bump i vejen mærkes. Og så sparer du også 50.000 kroner.

Hvordan er pladsen på bagsædet i Polestar 2?

På bagsæderne er der samtidig fin plads. Med god vilje kan der sidde tre personer, men det er ikke behageligt på en længere køretur. Her er god benplads og rart at være, opvarmede bagsæder og panoramasoltag (de to sidstnævnte følger med i Plus-pakken).

På bagsæderne kan det blive ubehageligt, hvis man er 185 cm eller over, da taget skråner ned mod bagenden og ind i siden, hvilket giver begrænset højde og afstand.

Der er også udmærket plads i bagagerummet i Polestar 2, hvor man har 405 liter til rådighed. Med bagsæderne klappet sammen er der 1.095 liter. Uden en stor motor under “motorhjelmen” er der også plads til opbevaring foran. Her er der 35 liter, hvilket giver plads til for eksempel ladekabler eller en taske.

Udstyrsniveau

Der er et fint niveau af udstyr inkluderet i basisudgaven af Polestar 2, hvor man får ting som adaptive LED-baglygter, rammeløse sidespejle med automatisk nedblænding, over-the-air-softwareopdateringer, sikkerhedsfunktioner som kollisonsvarsling, parkeringssensor for og bag, bakkamera, 19 tommer alufælge, regnsensor, 2-zoners klimaanlæg, 4 USB-C-porte (2 for og 2 bag), 4 kopholdere (2 for og 2 bag), 9 airbags og mere endnu.

Skal man købe en Polestar 2, vil jeg dog ikke anbefale at nøjes med basismodellen. Som minimum skal man have Pilot lite-pakken, der inkluderer funktioner som 360 graders kamera, Pilot Assist, Adaptive Cruise Control og Emergency Stop Assist, parkeringsassistent og mere. Denne pakke koster 30.000 kroner ekstra.

Ekstraudstyr?

Skal der ekstra luksus over Polestar 2, er der også masser af gode ting i Plus-pakken, hvor der kan fremhæves varmepumpe, panoramasoltag, Harman Kardon Premium Sound (som spiller fantastisk), opvarmede bagsæder, trådløs opladning af smartphone og mere til en pris på 40.000 kroner.

Udgaven af Polestar 2, som vi har til test, kommer også med Performance-pakken, som vi ærligt talt ikke kan anbefale. Med denne pakke bliver undervognen stivere og derved mere ukomfortabel.

Bæredygtighed

Hos Polestar er der stort fokus på bæredygtighed og en åbenhed omkring bilens samlede CO2-udledning – og ikke mindst et mål om at blive endnu bedre. WeaveTech-materialet, der bruges til sæderne, er 100 procent vegansk og reducerer mængden af kemiske plastificeringsmidler. Nogle steder er plast udskiftet med træ i Polestar 2, hvilket gør noget godt for udseendet og giver mindre materialespild.

Det havde været rart at se flere genbrugsmaterialer anvendt i Polestar 2, hvor kasserede fiskenet, gamle plastflasker og spild fra korkproduktion er oplagte muligheder. Dette er dog først noget, som Polestar forventes at introducere i en kommende model, Polestar 3.

På Polestars biler finder man en såkaldt livscyklusvurdering (LCA), hvor man kan se bilens udledning af drivhusgasser fra vugge til grav. Det er ikke noget man finder hos andre producenter endnu. Ifølge LCA-rapporten for Polestar 2 har den en samlet udledning af CO2-ækvivalenter på mellem 38 og 42 tons alt efter variant.

Sikkerhed

Sikkerhedsniveauet er højt i Polestar 2, som har fået en topkarakter hos Euro NCAP. I deres crash-test og andre sikkerhedstest scorer Polestar 2 93 procent for bilens fører og voksne, 89 procent for børn i autostol, 80 procent for fodgængere og 83 procent for dens sikkerhedsfunktioner. Og dette udmunder i en samlet score på 5 ud af 5 stjerner.

Polestar 2 kommer med et stort udvalg af sikkerhedsfunktioner, heriblandt 9 airbags, 3 isofix-beslag, automatisk batterisikkerhed, strukturel beskyttelse af batteriet, vognbaneassistance, kollionsvarsling, blind vinkel-sensor og meget mere.

Læs også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest

Polestar 2 test
De ellers flotte spejle giver ikke det bedste udsyn. Udsynet gennem bagruden kunne også være bedre.

Garanti og service

Polestar 2 kommer med 2 års køretøjsgaranti, der dækker defekte dele, hvis det går i stykker grundet fabrikationsfejl. Garantien dækker også fejl i bilens lak grundet defekter ved materialerne eller lakeringen fra fabrikkens side.

Der gives 8-års garanti på batteriet eller op til 160.000 kørte kilometer, alt efter hvad der kommer først. Her gøres der dog opmærksom på, at der må forventes en gradvis forværring af batteriets kapacitet over tid, hvilket ikke dækkes af garantien.

På rust gives der 12-års garanti, hvis tæringen skyldes defekter ved materiale eller konstruktion. Polestar 2 kommer med gratis serviceeftersyn de første tre år efter købet, eller op til 50.000 km, alt efter hvad, der kommer først.

Polestar 2

Samlet bedømmelse: 76 ud af 100 (virkelig god)

Læs mere om de 10 kvalitetsparametre her.

Design og kvalitet 8/10
Rækkevidde og opladning 6/10
Infotainment, skærm, software og brugervenlighed 8/10
Selvkørende egenskaber 5/10
Køreoplevelse og ydelse 8/10
Komfort 7/10
Udstyrsniveau 6/10
Bæredygtighed 6/10
Sikkerhed 10/10
Garanti og service 5/10
Samlet bedømmelse 76/100*

*Der er givet 7 ekstra point til den samlede bedømmelse, da Polestar 2 giver meget kvalitet for pengene. Læs mere om vores vurdering af kvalitet i forhold til pris her.

Konklusion på test af Polestar 2

Polestar 2 er en både praktisk og sjov elbil, der vil passe ind i de fleste danske familier. Den er sjov at køre i, hurtig, har enormt vejgreb og ser godt ud imens. Den er velbygget, har interiørmaterialer i høj kvalitet, fremragende komfort og et brugervenligt og godt Google-infotainmentsystem.

Der er god plads i Polestar 2, både på forsæder, bagsæder og i bagagerummet. På bagsæderne kan høje personer have problemer med højden og bredden af kabinen, men der er god benplads. Bagagerummet har fornuftig plads, og her er endda en mindre bagageplads under kølerhjelmen. Man kan finde andre elbiler i prisklassen med bedre plads, men Polestar 2 gør det tilfredsstillende.

Sikkerhedsniveauet i Polestar 2 er meget højt. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke er det bedste udsyn bagtil, og spejlene er relativt små og kunne give bedre udsyn. Heldigvis er der masser af sikkerhedsfunktioner, der yder god assistance.

Man kan vælge Polestar 2 med en eller to elektriske motorer, og man kan fint nøjes med førstnævnte. Den er billigere, har længere rækkevidde og er rigeligt hurtig. Man skal dog ikke nøjes med basisudgaven, men også bruge ekstra 22.500 kroner på Pilot-pakken.

Polestar 2 lander i vores test på 76 ud af 100.

Se også: Nyheder og test af elbiler

Pris på og leasing af Polestar 2

Polestar 2 kan købes i tre varianter:

  • Standard range single motor til 349.000 kroner
  • Long range single motor til 375.000 kroner
  • Long range dual motor til 399.000 kroner

Der kan tilkøbes en Pilot Lite-pakke til 23.500 kroner, en Plus-pakke til 40.000 kroner og en Performance-pakke til 50.000 kroner.

Polestar 2 kan også leases

Polestar 2 kan også leases. Herunder kan du se leasingeksempler på to af varianterne med 15.000 kilometer om året inkluderet, en løbetid på 36 måneder og en halvårlig grøn ejerafgift på 340 kroner.

Polestar 2 Long range single motor Long range dual motor
Udbetaling 15.000 kroner 15.000 kroner
Månedlig ydelse 4.294 kroner 3.737 kroner
Samlede omkostninger 169.586 kroner 149.545 kroner

Alle priser er indhentet 8. marts 2022. Prisændringer kan forekomme. Vi henviser til bilproducenten for aktuelle priser.

Læs også: Se nyeste test og anmeldelser af elbiler

Emnets videre forløb

Vores redaktion har fulgt udviklingen. Her er de efterfølgende historier. Steen Jørgensen fortsatte historien. Efterfølgende d. 25/1/2022 bragte vi artiklen om Mesh: Bedre netværksdækning i hjemmet og på kontoret – Læs fortsættelsen her. Se også de seneste nyheder om emnet her.