Razer Phone 2 kommer til Danmark
Når vi taler om at spille på en telefon, så vil mange af os, i hvert fald de voksne af os, automatisk tænke på spillet, Snake. Det er bare som om, at der er sket en del på den front siden Nokia 3310.
Læs også: ASUS ROG Phone kommer nu til Danmark
Nu har Razer offentliggjort deres nye gaming-smartphone, Razer Phone 2. Til de få der ikke kender til Razer kan jeg fortælle, at firmaet producerer high-end spiltilbehør, såsom tastaturer, mus og controllere, som bliver brugt af nogle af verdens bedste computerspillere.
Razer Phone 2 er skabt til det krævende gaming-marked. Telefonen har en 5,7 tommer IGZO LCD-skærm med QHD opløsning da Razer mener, at 16:9 formatet er bedst til multimedie. Skærmen i Razer Phone 2 er 50 procent lysere end i den første Razer Phone, med et maksimalt antal nits på 580. Derudover har skærmen en opdateringshastighed på 120Hz, hvilket sikrer at billedet forbliver flydende, hvad enten man spiller eller ser video. Den understøtter også både HDR og DCI-P3 for bedre farvegengivelse.
Telefonen kommer selvfølgelig med masser af kraft i form af Snapdragon 845 og 8GB RAM. Der bliver også brugt et nyt kølesystem, det såkaldte vapor chamber system, som skulle være i stand til at køle mere effektivt i kompakt hardware, som for eksempel en telefon.
Læs også: 3 Group indgår samarbejde med gaming-giganten Razer
Razer Phone 2 er udstyret med 64GB UFS lagerplads, hvilket ikke er meget, men til gengæld er UFS hurtigt. Skulle man få brug for mere lagerplads, så kan man ubvide med MicroSD.
Batteriet er på 4.000mAh og understøtter QuickCharge 4.0+ og Qi trådløs hurtigopladning.
For at imødekomme efterspørgslen om trådløs opladning, er bagsiden på Razer Phone 2 lavet af glas. Selve kroppen er stadig skæret ud af et stykke aluminium og telefonen har nu IP67 certificering, hvilket gør den vandtæt ned til en meter i halvanden time.
Telefonen, der forresten kommer med Android Oreo 8.1, kan allerede nu forudbestilles eksklusivt hos 3 og rammer deres butikker den 26. oktober. Prisen for hele herligheden er 7.499 kroner, hvis man vil have telefonen uden abonnement. Derudover kan man selvfølgelig også købe telefonen med abonnement, og faktisk med en ganske hæderlig rabat.