Rygte: Apple holder iOS 5 og MobileMe-event i april
Ifølge det tyske Apple-website Macerkoph.de, kan vi se frem til, at Apple holder et event i starten af april. Her vil Apple angiveligt præsentere en spritny udgave af iOS 5 styresystemet til iPhone, iPad og iPod Touch, ligesom Apple vil relancere MobileMe-tjenesten som en gratis cloud-service. Ifølge sitet vil eventet blive holdt i årets 14 eller 15 uge.
Rygtet lyder ikke helt ude i skoven, idet Apple per tradition plejer at vise nye versioner af iOS frem i foråret. Eksempelvis blev iOS 4 vist frem den 8. april sidste år. Forvent en flodbølge af rygter de kommende uger og måneder – både om iOS 5 og iPhone 5, som forventes lanceret i løbet af juni måned.
En ny udgave af MobileMe-tjenesten blev ikke, som forventet, præsenteret ved iPad 2-lanceringen i februar. Men rygtesmede og analytikere er enige om, at der må ske noget med MobileMe ganske snart – ikke mindst i lyset af, at Apple åbner for sin nye, gigantiske serverfarm i North Carolina i løbet af foråret.
Mange analytikere gætter på, at Apple vil gøre MobileMe-tjenesterne fuldstændig gratis for ejere af iPhone, iPad og iPod Touch. I forbindelse med lanceringen af iPhone 4 gjorde Apple Find My iPhone-tjenesten gratis for iOS-enheder.